Kangaroo Island på tre dage – 9 fede oplevelser med børn

Hvis man først er i Adelaide, South Australia, er turen til Kangaroo Island ikke lang. Vi havde lejet bil i Adelaide og kørte fra derfra om morgenen da vi skulle med en færge ved frokosttid. Det tager omkring et par timer at køre turen gennem et virkelig smukt landskab på Fleurieu-halvøen. Færgen fra Cape Jervis til KI er en fladbundet en af slagsen som gør den temmelig levende når der er vind – og det var der da vi sejlede. Vi fik os en gyngetur af de helt store, men heldigvis slap vi for at blive dårlige. Det var ikke alle på færgen der slap lige heldigt!

Kangaroo Island kan opleves på flere måder. Enten på egen hånd eller som del af en organiseret tur. Vi valgte at udforske øen på egen hånd da vi rejste med to små børn på 3½ og 5½ år. Vi havde sat tre dage af til besøget, og nåede at få set rigtig mange af øens attraktioner.

Besøg en bifarm – Clifford’s Honeyfarm

Kangaroo Island er berømt for sin honning og der findes flere bi-farme man kan besøge. Vi valgte Clifford’s Honey farm fordi de har et gennemsigtigt bistade. På den måde kan man se hvordan bierne arbejder. Dronningen er markant større end arbejderbierne, og for at gøre det endnu lettere at finde hende, har man malet en prik på bagkroppen. Der findes et hav af information om bier  så man går derfra meget klogere på det arbejdsomme dyr. Clifford’s har en fantastik velassorteret gift shop hvor man kan købe honning og mange andre bi- og honning-relaterede produkter. Hvis du er til honningis kan du også smage det – jeg må sige, at hos os var det kun de voksne der brød sig om det.

Læs mere om vores besøg på Clifford’s Honeyfarm.

Koala- og kænguru-spotting

Kangaroo Island hedder jo ikke Kangaroo Island for ingenting! Det vrimler mildest talt med det søde, hoppende dyr. Særligt i skumringstimen kan man se virkelig mange kænguruer. På en enkelt køretur fra Remarkable Rocks og tilbage til vores overnatningssted så vi ikke mindre end 60 kænguruer og wallaby’er på en lille times tid. Med andre ord, man skal virkelig passe på når man kører bil.

Koalaer kan man også se i det fri. En anbefaling herfra skal lyde på at overnatte på Western KI Caravan Park, hvor de har en decideret koala-walk. På en gåtur rundt i området så vi tre koalaer sidde højt oppe i eucalyptustræerne. En aften vi kom hjem hørte vi underlige gryntelyde og så en stor skygge. Det var en kæmpe koala der havde bevæget sig ned fra træet og nu snusede omkring på græsset. Vild oplevelse.

Flinders Chase National Park

Flinders Chase er en stor nationalpark der optager meget af det vestlige Kangraoo Island. Der er mulighed for et utal af vandreture i området – men noget vi ikke benyttede os af grundet børnenes alder. I stedet brugte vi lang tid i deres fantastisk flotte visitors center hvor der er flere udstillinger. Lige i børne-ånd er der masser af ting man kan røre ved, bl.a. nogle dyreskind og sten fra forskellige geologiske perioder. Superunderholdende og lærerigt – også for de voksne. Der er også en udmærket cafe hvor vi spiste en lidt dyr brunch, inden børnene brugte lang tid på at grave skeletter op af en stor sandkasse.

Nationalparken er også hjemsted for storslåede Remarkable Rocks og Admirals Arch som du kan læse mere om nedenfor.

Tip: Besøger du Flinders Chase uden for åbningstiden skal man stadig betale entre. Det foregår så via selvbetjening, som er temmelig svær at finde – med mindre man ved hvor den er ! Og den findes altså ved selve indgangen til besøgscentret.

Læse mere om Flinders Chase National Park lige her.

Remarkable Rocks

Remarkable betyder “bemærkelsesværdig” og det er lige hvad Remarkable Rocks er. Det har taget vinden, vejret og havet 500 millioner år at skabe disse gigantiske granitstensformer der ligger og balancerer på kanten til havet. Vi besøgte stedet i solnedgangens skær, og det var en fuldstændig magisk oplevelse. Samtidig var vi de eneste besøgende! Adgangsforholdene dertil er fantastiske. Fra parkeringspladsen leder en bred boardwalk hele vejen ud til klipperne. Vær opmærksom på at det kan blæse utrolig meget derude, så hav et fast greb i jeres børns hænder når de er nær kanten, og tag godt med tøj med.

Tip! Sørg for at have godt med plads på dit memorycard eller smartphone – det er svært ikke at tage MANGE billeder!

Læs mere om Remarkable Rocks lige her.

Admirals Arch

Admirals Arch er endnu en klippeformation som virkelig er værd at besøge. Turen ned til Admirals Arch er smuk og foregår på en bred boardwalk. Man går bl.a. på trapper som hænger ud over kanten på klipperne så man kan se lige ned i det rasende hav. Lidt skræmmende, men også helt fantastisk. I det vilde hav kan du med lethed spotte sæler der jager mad og senere kan du se dem hvile sig på klipperne. Faktisk findes en koloni af New Zealand fur seals lige neden under stenbuen. Selve Admirals Arch er resultatet af tusindvis af års erosion, og fra buens loft hænger også flotte stalaktitter. Vi besøgte Admirals Arch lige omkring solnedgang og det var ganske enkelt betagende. Et must see, intet mindre.

Tip! Vær forberedt på at skulle have godt med tøj med – vindtæt tøj med hætte eller hue. Det kan storme temmelig vildt på de kanter.

Læs mere om Admirals Arch lige her.

Seal Bay Conservation Park – besøg en søløvekoloni

Et besøg i Seal Bay giver jer en unik mulighed for at besøge en søløvekoloni med vilde australske søløver helt tæt på. Bestanden er kun på omkring 1000 søløver, og er dermed en truet dyreart. Man har to muligheder for at se søløverne. Enten kan I tage en guidet tur (Seal Bay Experience) hvor I kommer ned på stranden eller en board walk-tur som er noget billigere. Den guidede tur inkluderer også board walk-turen. Min anbefaling er helt klart at tage den guidede tur fordi man får så meget information fra de dygtige guider plus man får mulighed for at komme tæt på søløverne under helt ordnede forhold.

Tip! Besøg uden for skoleferierne er et hit – vi var kun 9 i vores gruppe på stranden

Læs mere om Seal Bay Conservation Park.

Raptor Domain – sig hej til en rovfugl

Raptor Domain er et fuglereservat hvor man kan få sig én på opleveren med rovfugle i alle størrelser. Her ser man ikke på fugle i bure – men kun når fuglene præsenteres i de forskellige fugleshows. Stedet åbnede i 2010 og får løbende både forældreløse, syge og sårede rovfugle i deres varetægt. Nogle kan slippes fri igen efter endt behandling mens andre må blive. Disse bruges så som ambassadører for deres art og vises frem for publikum i de fantastiske opvisninger. Nogle af fuglene virker helt tamme og det er muligt, selv for børn, at holde dem. Fuglene er i øvrigt fantastisk bløde! Andre af fuglene, som f.eks. en sød lille ugle, hopper fra ben til ben på publikum. Mod ekstra betaling kan man komme op og holde en af de store rovfugle, en wedge tailed eagle – vi taler her om en fugl med vingefang på omkring 2-2,5 meter!

Læs mere om Raptor Domain her. 

KI Wildlife Park

Hvis I ikke har tid til koalaspotting i den fri natur, så er KI Wildlife Park stedet for jer! Her er man stensikker på at se koalaer – og det er også muligt at klappe dem. Man får dog ikke lov til at holde dem selv, men får hjæp af det flinke personale. Her er virkelig mange dyr at se – og man har mulighed for at komme helt tæt på flere af dem. Bl.a. kan man håndfodre kænguruer og wallabyer – og det var også noget som vores dreng på 3½ år kastede sig frygtløst ud i.

Læs mere om KI Wildlife Park her.

Pelikanfodring

Hver dag omkring kl. 17 samles en stor flok mennesker på havnen i Kingscote, en af de større byer på Kangaroo Island. De har alle samme ærinde – de skal nemlig ned og se pelikanmanden fodre en stor flok pelikaner. De tropper også trofast op omkring kl. 17 og venter – mere eller mindre tålmodigt – på at pelikanmanden, med en levende måge på hovedet, smider fisk til dem. Det har han gjort hver dag i snart 25 år! Det giver en enorm skræppen, klapren med næb og vinger – og store mængder pelikan-klatter. Vi besøgte Kingscote en bidende kold eftermiddag, men det satte ikke en stopper for stort fremmøde af hverken turister eller pelikaner. Dette er en oplevelse af de helt særlige – og bestemt noget der ikke må misses hvis turen går til Kangaroo Island.

Tip! Der er ikke noget officielt program eller website til dette – men mød op på havnen i Kingscote i relativt god tid, for det var ikke helt let at finde den lille tribune hvor pelikanmanden står.

 Yderligere info

Der er utrolig mange andre ting at se på Kangraoo Island – men med kun tre dage til rådighed var ovenstående hvad vi kunne nå at klemme ind uden at det kom til at virke for kompakt og for meget for børnene. De to unge rejsefælder tog sig dog tit en mindre blunder i bilen mellem udflugtsmål, så på den måde fik de hvilet i løbet af dagen. Heldigvis er begge børn også gode til at sove længe, for sengetid bliver ind i mellem lidt sen, når man skal køre langt for at se solnedgang – og man skal jo have sin søvn!

Kangaroo Island er en helt vidunderlig ø som fortjener at komme på mange flere rejsendes bucket liste. Der er alt hvad man kan ønske af natur, dyreliv, strande og dejlig mad.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *