Sjove aktiviteter

Figurer af mælk – sjov og spas med bare TO ingredienser

For nylig kom min søster med et avisudklip fra Weekendavisen, hvor der vist hver uge er en lille aktivitet man kan lave derhjemme. Denne gang handlede det om at lave figurer af mælk! Med så almindelig en hovedingrediens var det straks noget der vakte min nysgerrighed. Der var ingen billeder til artiklen så jeg var spændt på hvordan det hele ville komme til at se ud – både undervejs og som færdigt resultat.

Det er selvfølgelig meningen at man skal lave aktiviteten sammen med sine børn, men netop fordi der ikke var nogen billeder tænkte jeg at det var en god ide lige at “snyde” lidt for at se hvordan det hele reagerede, så det gjorde jeg først. Og bagefter gjorde jeg det sammen med min søn på 4, og brugte nogle af de erfaringer jeg havde gjort mig.

Det eneste man skal bruge til disse figurer er mælk – og almindelig husholdningseddike. Jeg mener – det er ingredienser langt de fleste har i sit hjem hele tiden, så dette er noget man til enhver tid lige kan bikse sammen i større eller mindre portioner.

Du skal bruge

  • 2,5 dl mælk (jeg har prøvet at bruge både let og mini, det gjorde ingen forskel)
  • 1 spsk eddike
  • En gryde
  • En ske
  • En skål med en form for tyndt klæde over (f.eks. gaze eller et virkelig slidt viskestykke)
  • Små udstikningsforme

maelkefigurer01

Fremgangsmåde

Find alt hvad I skal bruge frem, og mål 1 spsk eddike af i en lille skål. Gør også skålen med stof klar inden I starter med at varme mælken for I skal bruge det lige efter mælk og eddike er blandet.

Så varmer I mælken op i gryden til den er godt varm, men ikke kogende. Hæld eddiken i og rør rundt. maelkefigurer03Med det samme begynder mælken at skille, og så trak vi gryden fra varmen og rørte lidt mere til det lignede at det var færdig med at skille. maelkefigurer04Hjælp barnet med at hælde det hele over i klæde-sien til afdrypning, så der bliver en hvid gummiagtig masse tilbage i stoffet. maelkefigurer08Man kan med fordel hjælpe afdrypningen på vej ved lige at knuge massen i klædet, men pas på, massen er ret varm.

maelkefigurer09Når du kan røre ved massen (efter et par minutter) trykker I den ud i en passende form. Vi brugte to små plastikforme til modellervoks med en del snørkler – hvis I bruger en mere reel form (f.eks. hjerte/stjerne) er der kun masse til en enkelt form vil jeg tro.

Jeg oplevede at massen føles lidt grynet og at den skiller en smule, så vores overflade på figurerne blev ikke helt glat, men jeg synes ikke det gjorde noget for det færdige resultat.

Når massen er kommet i forme skal den tørre, og det tager altså temmelig lang tid. Den første masse var mere fugtig end den jeg havde knuget, så den tørrede langsommere. maelkefigurer12Først efter et døgns tid begyndte vi at male og derefter pynte figurerne med masser af glimmer, bare drys mens malingen stadig er fugtig. Det gjorde ikke noget at figuren var lidt blød på midten da vi malede, figurerne er tørret helt nu uden sprækker i malingen.

Figurerne kan I bruge som pynt, eller evt til at lave et smykke af.

Del gerne jeres erfaringer her på siden – specielt er jeg interesseret i hvis det lykkes jer at få massen helt glat!

maelkefigurer02

maelkefigurer06 maelkefigurer07 maelkefigurer10 maelkefigurer11 maelkefigurer13 maelkefigurer14 maelkefigurer16 maelk1

Indianerfest på legepladsen – børnefødselsdag for 6-årige piger

For nylig fyldte vores datter 6 år, og som sin lillebror ville hun gerne holde en børnefødselsdag. Hun ville gerne invitere alle pigerne fra sin klasse, så vi skulle finde et tema som en ordentlig flok piger ville synes var sjovt at beskæftige sig med. Vi fandt på at holde en indianerfest, for der findes mange sjove aktiviteter som let kan gøres indianer-agtige. Vi håbede på godt vejr, for fødselsdagen skulle foregå udendørs på den lille legeplads som ligger lige for enden af vores vej.

Invitation

Screen Shot 2015-07-02 at 23.06.29Målet med invitationen skulle være at alle umiddelbart kunne se hvad festen gik ud på, så det er billedet der fylder noget på invitationen. Her har vi bare taget et almindelig Word-dokument, sat et billede på med høj opløsning så det kunne tåle at blive blæst op, og så fandt vi nogle indianertegninger og -billeder på nettet så vi kunne vise nogle af de aktiviteter vi havde i ærmet til dagen.

Aktiviteter

Efter gaveoppakningen (læs hvordan vi greb det an nedenfor) satte vi scenen til indianerfesten – også selvom nogle af gæsterne havde været totalt forudseende og hjemmefra havde iklædt sig de flotteste indianerfjerdragter og kostumer – så var det først børnene skulle at forvandle sig selv til indianere.

Forvandling til indianer

Da der var 14 børn delte vi dem ind i to grupper, således at den ene gruppe lavede en hovedbklædning mens den anden gruppe malede hinanden i ansigtet to og to. Bagefter byttede de. IMG_2562Til hovedbeklædningen havde jeg fundet en rulle bølgepap med en højde på 5,5 cm – og hele 70 meter lang! Så jeg tror at jeg har bølgepap nok til de næste 50 indianerfester!

IMG_2591

Børnene var rigtig kreative og lavede mange fine pandebånd.

Dem der malede ansigter gik ikke så meget op i at det skulle ligne indianerudsmykning (altså skrå strege på kinderne). De gik mere op i at få malet hinanden så meget som muligt – så man kan vist roligt sige at det var krigsmaling til den helt store guldmedalje!

IMG_2583

Pølser over bål

Således udklædte og malede gik vi videre til næste punkt, som var frokosten. Her skulle børnene lave pølser over bål, så vi havde rigget 14 bambuspinde med spyd til, og børnene fik hver et spyd med en pølse på. Og her kom en af udfordringerne! IMG_2595Det var rigtig svært at hjælpe 14 piger med at grille pølser over et vaskeægte levende bål når man kun var to voksne… Man har simpelthen ikke nok hænder. Men ungerne var heldigvis vilde med at lave deres egne pølser over bål og tog ventetiden i relativt stiv arm. Til pølserne havde jeg bagt et stort brød samt lavet agurke- og gullerodsstænger, og det forsvandt som dug for solen. Vi havde købt så mange pølser at der var to til hver, men anden batch blev lavet på en grillrist lagt ud i bålet således at pigerne kunne få anden portion samtidig. Det var en rigtig god ide med anden batch på den måde. Og når nu der var ild i bålet… ja… så kan man jo lige så godt også lige riste sig en skumfidus og lave en skumfidus sandwich til dessert, ikke…?

Sporfinding

Da indianerne havde fået fyldt maverne med mad var det tid til den næste aktivitet – nemlig sporfinding. Indianerer er jo supergode til at finde spor, så i det lille stykke skov der ligger ved “vores” legelplads, havde vi hængt små gule snore op i træer og buske.IMG_2608 Børnene blev så sendt ind i skoven for at finde snorene, og det fik de virkelig meget sjov ud af. De børn der ikke lige fandt en snor fik hængt snore op specifikt til sig mens de lukkede øjenene, så alle nåede at få følelsen af succes ved at finde en snor. IMG_2611Alle snore blev taget med ud fra skoven af børnene uden at vi behøvede at sige noget om det.

Dans om totempælen (stopdans)

En anden ting som indianerne gør er, at de danser rundt om deres totempæl – så det skulle de små indianerpiger selvfølgelig også gøre. Vi er så heldige at der på vores legeplads rent faktisk er noget der minder om en totempæl – så med en bærbar musikafspiller var scenen sat til stopdans. IMG_2613Så indianerpigerne hoppede rundt på skiftevis det ene, så det andet ben i ægte indianerstil. Det var tydeligt at jo længere tid der gik – og jo færre der var tilbage – jo mindre vild blev dansen fordi man bare IKKE ville ud af legen. Det endte faktisk med tre vindere, for hvis vi ikke havde stoppet legen var de nok hoppet rundt derhenne endndu!

Kagen

Efter min minevogns-fødselsdagskage af vandbakkelsesdej til vores søns fødselsdag havde jeg til denne fødselsdag kastet mig ud i hele to vandbakkelsesfødselsdagskager. Den ene formet som en tipi – den anden formet som en indianer. IMG_2565Fødselaren hjalp til i køkkenet med at pynte, og var meget betaget af mængden af slik der skulle til to kager. Fremgangsmåden for vandbakkelses-kagerne er, at jeg starter med at tegne mønsteret på de genstande jeg gerne vil bage, og efterfølgende sprøjter jeg vandbakkelsesdejen ud langs linierne. Husk at vende papiret om sådan at blyantstregerne er på bagsiden af papiret.

IMG_2560IMG_2561Som sidst oplevede jeg at dejen hævede rigtig meget – hvilket resulterede i at formen uden glasur og slik var lidt svær at genkende. Men med den rette pynt blev kagerne ganske fine.

IMG_2622Igen var oplevelsen at kagen var enormt populær – særlig glæde vækkede det at få at vide at man kunne få lige så mange stykker som man kunne spise (for jeg skar dem nemlig ganske småt ud). Og med kage boblende ud af de små indianerører sluttede indianerfesten på legepladsen for enden af vores vej.

Erfaringer og anbefalinger

Der var i alt 15 børn til vores datters fødselsdag, heraf var de 13 gæster. Med kun to voksne viste det sig at blive lidt af en udfording, særligt under frokost-seancen. Det er svært at hjælpe så mange børn på én gang med at riste pølser…! Derudover kunne vi have stået i den situation ikke at have været nok voksne til at gå på toilettet med børnene, hvis mere en én skulle af sted ad gangen. En anbefaling herfra skal lyde, at hvis man inviterer 13 6-årige piger hjem i sit hus til fødselsdag, så skal man være mindst tre og gerne fire forældre. På den måde er det mere overskueligt at dele børnene op i mindre grupper som der hver især er en voksen der holder lidt øje med og er klar til at hjælpe når behovet opstår.

Tips til gaveoppakning til børnefødselsdage

Min erfaring med børnefødselsdage er, at fødselsdagsbarnet bliver begravet i gaver som vedkommende umotiveret flår op uden at nå at se hvad der er i, før end den næste gæst har langet sin gave ind i armene på modtager. Det synes vi er synd for både giver og modtager, så vi har brugt forskellige fremgangsmåder ved årets to børnefødselsdage.

1. Den som flaskehalsen peger på…

Du skal bruge: 1 tom flaske, evt. 1 avis/måtte til at forhindre at flasken drejer rundt meget længe hvis man har et glat gulv.

Fremgangsmåde: Alle børn sidder i en rundkreds med deres egen pakke, og fødselsdagsbarnet drejer så en flaske rundt i midten af kredsen. Når flasken stopper, peger den på et barn, som så giver gaven til fødselsdagsbarnet som pakker op. Alle børn har nu mulighed for at se hvad gaven er, og der er kun en gave i spil ad gangen. Denne fremgangsmåde er god hvis man ikke er så mange børn (op til omkring 6 børn), for flasken kan både dreje meget længe rundt OG den kan lande på et barn som allerede har givet sin gave, hvorefter fødselaren skal dreje rundt igen.

2. Vendespils-metoden

Du skal bruge: Vendespilsbrikker der passer sammen 2 og 2  – et sæt pr. barn. En pose.

Forberedelse: Put den ene halvdel af vendespilsbrikkerne i en pose og giv til fødselsdagsbarnet. De andre brikker deles ud til gæsterne.

Fremgangsmåde: Alle børn sidder i en rundkreds med deres egen pakke. Fødselaren trækker nu en brik fra posen, og den gæst der har den samme brik må give fødselsdagsbarnet sin gave. Igen har alle børn mulighed for at følge med i oppakningen og se gaven. Denne fremgangsmåde er god til flere børn – vi brugte den på 14 gæster – og oppakningen gik i et godt tempo, uden jap.

For begge metoder gælder, at det sagtens kan være at gæsterne mister tålmodigheden under gaveudpakningen. Det var i hvert fald vores erfaring under vendespils-metoden, hvor  vi opdagede at det er længe at sidde at kigge på de andre børns gaver, hvis man har givet sin som en af de første.

Guldgravere på eventyr i sandkassen – en børnefødselsdag i maj

Vores yngste er netop blevet fire år, og han ville gerne holde fødselsdag for sine venner fra børnehaven. Det ville vi gerne være med til, og vi lagde vores hjerner i blød for hvordan vi kunne lave en sjov fest der ikke krævede alt for meget af os forældre og som en lille flok børn omkring de 4 år kunne more sig med.

Valget blev en guldgraverfødselsdag!

Til en guldgraverfødselsdag er der naturligvis brug for masser af guld, så vi kastede os over havens beholdning af sten i større og mindre størrelser, og de fik et ordentligt lag guld med maling på spraydåse. Vi malede både små og store sten, for vi skulle bruge guld til tre formål

1) Gravet ned i sandkassen (store stykker)

2) Findes med si (små stykker)

3) Et spor for at lede børnene hen til guldminen (mellem stykker)

Invitation
Screen Shot 2015-05-28 at 22.47.46

Vi lavede en simpel invitation som ikke ville lade modtagerne være i tvivl om hvad der skulle ske. Så her er der tale om en Keynote-præsentationsside fra Mac’s “Office pakke”. Den har nogle fine skabeloner – bl.a. denne gulnede side som vi synes minder lidt om et pergamentpapir – lige noget der henleder vores opmærksomhed på gamle dage og guldgravning.

Aktiviteter

Først satte vi scenen til legen ved at fortælle børnene hvad der nu skulle ske, og fortalte meget kort om de første af de i alt fem små aktiviteter vi havde arrangeret.

Kørsel med minevogn

Den første aktivitet var at de små guldgravere skulle køre en lille “minevogn” rundt på en snor gennem vores have for at finde frem til de redskaber som man skal bruge til at grave guld. Vi havde to kurve der hver gjorde det ud for en vogn og der var i alt 5 børn, så de blev delt ind i hold af hhv. 2 og 3 personer. Aktiviteten var lidt vanskelig, men ikke mere end at alle børn gik til opgaven med krum hals og gennemførte i fin stil.IMG_1863

IMG_1868

Minevognen skal føres rundt om et træ, det kræver fingersnilde.

 

Følg guldsporet

Fra redskaberne som skulle bruges til at grave guld med, havde vi lagt små bunker af guld ud, som børnene så skulle finde. Vi havde tænkt os at sige at de skulle tage guldet med sig efterhånden som de fulgte sporet, men det blev ikke engang nødvendigt at sige det. Børnene kastede sig over guldet, og ind i mellem måtte der mægles en smule ift. hvem der havde fået samlet mest guld op i sin egen spand. Sporet strakte sig over ca 50-60 meter og var lagt både på asfalt og på græs Børnene fandt det hele – og der var ikke ét guldstykke tilbage på jorden da de nåede hen til guldminen.

IMG_1878

Find guld

Nu var de små guldgravere så nået hen til sandkassen hvor vi tidligere på dagen havde gravet guldklumper ned. Alle kastede sig ivrigt over graveriet – men det viste sig at vi havde fået gravet guldet lidt for langt ned! Så min mand måtte hente den store skovl og hjælpe til med at få vendt sandet i sankassen, således at noget af guldet kom op til overfladen. Heldigvis fandt alle børn en masse guld så ingen manglede. Hvis ikke man havde lyst til at grave efter guld kunne man også si noget sand som var fyldt med små guldstykker. Desværre var sandet blevet fugtigt så det var ret svært at si – så hvis du påtænker noget lignende, så sørg for at sandet til guld-sining er helt tørt. Så fungerer det altså bedst.

IMG_1888

Der graves ihærdigt efter guldklumper

IMG_1886

Fugtigt sand er lidt vanskeligt at si!

IMG_1881

Små guldgravere i fuld sving med skovlene

Veksle guld til penge

Da vi vurederede at børnene havde fundet nok guld tog vi dem med tilbage til huset hvor de hver i sær fik vekslet deres guldbeholdning til penge (chokolademønter). Hvert barn fik en stabel på fire guldmønter, ligegyldig hvor meget guld de havde fundet.IMG_1892

Købe frokost

Enhver guldgraver har naturligvis brug for noget god og nærende kost for at holde til strabadserne i minen. Den sidste aktivitet var derfor, at børnene skulle købe deres frokost for de penge de havde fået for deres guld. Vi havde arrangeret en lille buffet med prisskilte for de enkelte retter. Der var tre ting at købe: Brød (1 guldmønt), grøntsagsstænger (1 guldmønt) og kyllingelår (2 guldmønter). En efter en kom børnene op og handlede i butikken og fik deres frokost med hen til det fødselsdagsdækkede bord. De fleste brugte alle deres penge, men en enkelt ville ikke have kylling og fik således to mønter i overskud.

IMG_1905IMG_1906

Kagen

Til enhver (børne-)fødselsdag hører naturligvis en kage – og til denne guldgraver-fødselsdag havde jeg kastet mig ud i at lave en togvogn fyldt med guld. For at gøre det til et overskueligt projekt havde jeg lavet en vandbakkelsesdej som jeg sprøjtede ud på et bagepapir hvor jeg i forvejen havde tegnet en form som en minevogn. Kagen hævede forbløffende meget og mistede lidt sin form – men med glasur og slik synes jeg at formen efterfølgende trådte fint frem. Jeg brugte mild lakrids til at lave omridset på selve vognen, mens vingummi-mønter udgjorde bjerget af guld der var gravet frem fra minen.

IMG_1837 IMG_1838

Om en fødselsdagskage af vandbakkelsesdej har jeg kun det at sige, at det bestemt ikke er sidste gang jeg kaster mig ud i det. Børnene var vilde med den milde smag – og den var let at have med at gøre for små barnehænder. Der var ikke noget flødeskum eller creme der splattede ud alle steder – den kunne spises med fingrene fra en serviet. Det minimerede også opvasken – det må kaldes en win-win situation for forældrene!

IMG_1910

En formiddag til overs? Sjov med piberensere

Vejret var jo ikke det allerbedste i lørdags og ungerne efterspurgte noget at tage sig til. Heldigvis havde jeg i Tigerbutikken for noget tid siden købt en masse piberensere fordi jeg på Pinterest havde set de sødeste guldsmede lavet af klemmer og piberensere og vidste, at dem ville jeg gerne lave med børnene på et tidspunkt.

Linea og Vitus skal som regel lige overtales til at lave små hobby-projekter, men når først man hiver remedierne frem så er de totalt klar – specielt når jeg kan hive rulle-øjne med øjenskygge og læssevis af pompom’er frem… IMG_1610

Guldsmede

De små guldsmede var rigtig nemme at lave. Alt man skal bruge er træklemmer, maling/tusser, rulleøjne og piberensere.IMG_1589

Piberenserne bukker du på midten og snor enderne rundt sådan at du får en slags sløjfe. Du laver to sløjfer pr. guldsmed. Når sløjferne er lavet lægger du dem over kryds, og klistrer dem fast inde i klemmen med en god klat lim fra limpistolen. Det tørrer på et øjeblik.

IMG_1594

Små fingerdukker

Fingerdukkerne var straks lidt vanskeligere at lave.

IMG_1595Man starter med at vikle en piberenser om sin finger i en spiral og på den måde får man lavet kroppen. Herefter limer du et hoved og øjne på. På billedet er der kommet en hale på, for det skulle altså forestille en kat!

Selvom de ikke ligner de fine dyr som jeg fandt hos www.woojr.com så synes jeg at dem vi lavede har fået de sødeste udtryk. Og man kan hurtigt få lavet en hel flok af disse små dyr. Jeg tror også at her er det vigtigt at man som forælder husker, at det ikke betyder alverden for barnet om det man får kreeret er “perfekt”. Det er mere det at man laver noget sammen der betyder noget.

IMG_1597

IMG_1604

Piberensere kan også bruges til noget meget simplere end fingerdukker og guldsmede – nemlig briller. Her er de lavet af to piberensere, men jeg tror det vil være en fordel at bruge lidt flere for at få en ordentlig størrelse brilleglas. I hvert fald beklagede Linea sig over at de ikke rigtig passede… Men søde så de da ud!

IMG_1599

 

IMG_1590

Yderligere info

Inspiration har jeg fundet her

Guldsmede af piberensere og træklemmer

Små fingerdukker af piberensere

Briller – my own idea ;-)

 

Fra skår til slot – en eventyrlig forvandling

Som mange andre med have oplever jeg ind i mellem at nogle af mine krukker går i stykker, og det er jo altid ærgerligt! Jeg smider dog aldrig stumperne ud, for de kan altid bruges som dræn i bunden på andre krukker og potter så på den måde gør de jo god nytte.

Men for nogle måneder siden så jeg den nok bedste måde at genbruge sine ituslåede krukker på – nemlig at bygge dem om til eventyrhaver! Og jeg vidste endda lige præcis hvilken potte jeg skulle kaste mig over.

Jeg havde længe gået og ventet på at jeg kunne komme i gang med mit krukkeprojekt, og da dagen i dag bød på legeaftale til 50 procent af børnene, solskin og lunt vejr – ja, så tænkte jeg at i dag måtte være dagen. Så jeg tog på planteskole tidligt om morgenen med begge børn. Det var ikke et problem at være i planteskolen kort efter åbningstiden kl. 9 idet Vitus besluttede sig for at stå op kl. 06:13 – så familien var ligesom klar til dagens aktiviteter relativt tidligt.

Det vakte ikke ligefrem jubel blandt Linea og Vitus da jeg sagde at vi skulle på formiddagsbesøg i planteskolen, så jeg fortalte vidt og bredt om de trehjulede cykler de kunne køre på derude. Men ak – de var ingen steder at se. IMG_1345Heldigvis var der i stedet et gyngestativ som kunne underholde dem mens jeg gik rundt for at finde passende planter til bl.a. mit krukkeprojekt.

IMG_1346_2Det lykkedes at finde planter til både hele og halve krukker, og på antallet af planter ventede en travl plante-dag forude. og jeg glædede mig meget til mit krukkeprojekt.

IMG_1349Jeg har ikke taget billeder step by step for ikke at bryde det kreative flow, hahaha ;-) Spøg til side, det blev ikke et projekt der er velegnet til step-by-step-billeder, for jeg byggede op, ændrede, byggede mere op og ændrede lidt mere. Jeg holdt mig til min overordnede ide om en base med en trappe op til et højere plateau hvor min største plante skulle stå. Jeg modstod fristelsen til at plante mens jeg byggede krukkens vægge op, og det tror jeg var en god ide, idet der blev lavet meget om undervejs.
krukkeDa først jeg var tilfreds med krukkens basisopbygning, dvs. vægge, trapper, balkon osv., gik jeg videre med planteseancen.

IMG_1351_2Til at fylde i krukken havde jeg valgt stenbedsplanter og en enkelt lav busk, som jeg virkelig håber vokser langsomt, for ellers overtager den hele krukken. Ud over det jeg købte om morgenen havde jeg yderligere et par sukkulenter og så fandt jeg noget smukt mos på jorden ved en ældre rododendron.IMG_1352_2Til at runde det hele af med og give denne her fornemmelse af et rigtig landskab, havde jeg købt et lille hus, et bord og en bænk, samt en tørresnor med tøj på. Det gav lige det sidste liv til krukkelandskabet.

Nu har jeg faktisk ikke flere krukker der kan bruges til dette formål lige nu, men jeg har bestemt fået blod på tanden. Måske skulle man gå ud og forsigtigt ødelægge en krukket så den kunne få det rette look så man liiiiige kunne få en eventyrkrukke mere…

Yderligere info

Du behøver kun få ting for at gå i gang med din egen eventyrhave i en krukke.

  1. En krukke med hul i
  2. Flere krukkeskår
  3. En pose jord
  4. Planter
  5. Lidt tilbehør i form af hus, bænk, dyr etc – eller udelad dette og lav et ubeboet eventyrlandskab
  6. Fantasi

Jeg kunne godt tænke mig at høre om dine krukkerier :-)

Nem klippe-klistre aktivitet til påskedagene

Der er ingen der siger at man nødvendigvis skal uden for hjemmets fire vægge for at lave nogle nye og sjove ting med sine børn. Man kan også kaste sig ud i at være “krea” derhjemme – til stor fornøjelse for både børn og voksne.

Denne aktivitet fandt jeg da jeg surfede rundt efter små aktiviteter at lave sammen med børnene. Den hedder Spring Flower Suncatcher og jeg fandt den hos No time for flash cards, en spændende blog med masser af aktiviteter rettet mod børn i forskellige aldre. Det er nok ikke sidste gang jeg vender tilbage den blog hvis jeg savner en lille kreativ hyggeting. Der er noget for enhver smag.

Du kan ret hurtigt komme i gang med aktiviteten da man skal bruge remedier som man som sædvanligvis har derhjemme – for mit vedkommende dog undtagen selvklæbende bogbind, som vi måtte ned i den nærmeste bog-biks efter. Men da først det var på plads havde vi grejet til at gå i gang.

Grejet du skal bruge er pap eller kraftigt papir i valgfri farver, selvklæbende folie, pallietter eller andet pynt, saks, blyant og fri fantasi!

IMG_0909_2

Vi havde masser af pallietter som vi har købt i en Tigerbutik engang. Måske lidt store, men det skulle vise sig at gå fint!

IMG_0905_2

Bedste free style blomst. For oven er der tegnet dobbelt for det skal klippes ud og fyldes med selvklæbende bogbind og pallietter.

Alt efter hvor gamle dine børn er vil de kunne deltage i aktiviteten på forskellige niveauer.V, som snart er 4 år, ville gerne klippe selv men bad om hjælp efter et stykke tid. L, som snart er 6 år, fik lidt hjælp til den første blomst, men klarede stort set det hele selv ved blomst nummer to.

IMG_0908 IMG_0906

IMG_0914

Når blomsten er klippet ud skal den limes på det selklæbende folie. Det tog mig 100 år at få bagsiden af, men lidt mere fingersnilde mennesker er nok hurtigere til det! Heldigvis klistrer folien ikke meget, så jeg oplevede ikke at sidde med folie alle vegne bagefter.

IMG_0915_2

For at få det pænt rundt om kanterne klippede vi den overskydende folie af, det kunne L godt selv klare mens V fik hjælp.

IMG_0912

Så var det tid til at pynte blomsterne. Der blev gået til den med pynten, og det var nogle meget fine resultater der blev frembragt.IMG_0916 Nu er der måske nogen der tænker, at blomster ikke har så meget med påske at gøre – men heldigvis kan du jo selv bestemme hvordan dine forme skal laves. Jeg lavede selv et påskeæg som min datter pyntede for mig – og huskede endda at skrive “mor” på – for det var jo mig der havde klippet den – søde væsen!

IMG_0917_2

Vi satte pynten op i vinduet hvor den vil se pæn ud både indefra og udefra fordi der jo ikke er nogen egentlig for- og bagside på dem. Vi vendte den selvklæbende del af folien mod vinduet og brugte således den frie folie som “lim”. Og her hænger de stadig fint et døgn efter at være blevet sat op.

IMG_0918

Desværre var det virkelig gråvejr da vi satte pynten op i vinduet, men I får forhåbentlig ideen, og i dag hvor solen har skinnet ser det rigtig fint ud.

Det smarte ved denne aktivitet er jo, at man kan klippe lige præcis den form man har lyst til. Så til jul kan du klippe f.eks. juletræer, julehjerter og snemænd, mens du til Halloween måske vil pynte op med græskar. Mulighederne er uendelige!