Tag Arkiv: Kjøge Miniby

Påskeferie – 10 aktiviteter og sysler til familien

Påskeferie banker på døren hos de fleste, og som børnefamilie er vi jo altid på udkig efter sjove ting vi kan tage os til. Hvis man også kan tage fri i dagene op til påske har man lige pludselig 10 dages ferie, og så kan det være rart med en håndsrækning til aktivitetskalenderen. Den lille håndsrækning får du hér – og jeg har kigget efter spændende oplevelser på hele Sjælland.

Påsken skal jo ikke kun bruges på at drøne fra det ene sted til det andet, så jeg runder mine 10 forslag af med et par aktiviteter som I kan lave derhjemme.

Oplevelser i eller tæt på Køge

1. Pangea Park

Pangea Park er åbnet i Bjæverskov for små to år siden, og er en dyrepark i udvikling. At besøge den står højt på vores egen liste over ting vi gerne vil opleve.

Parken er startet af og ejes af to brødre, som har en ambition om at lave en anderledes dyrepark, hvor man f.eks. kan besøge dyrene i deres bur sammen med en dyrepasser. Dér er man dog ikke helt endnu, for parken er stadig ved at blive bygget op. Alligevel er der åbent for besøgende. Parken åbner lørdag d. 13/4 kl. 10.

Website: https://www.pangeapark.dk/ – Adresse: Gummersmarkvej 7 a, 4632 Bjæverskov 

2. Kjøge Miniby

Stedet hvor du kan føle dig som en kæmpe i det gamle Kjøge. Det er altid hyggeligt at besøge minibyen, og siden min familie og jeg var der for nogle år siden er der kommet mange flere bygninger til. Læs om vores oplevelse her.

Traditionen tro holder Kjøge Miniby åbent i påsken, inden de åbner for sæsonen d. 1/5 2019.

Website: https://www.koegeminiby.dk – Adresse: Strandvejen 10, 4600 Køge

3. Male på keramik hos Fafla Mikroværksted

Køges hyggeligste kreative syssel (hvis du spørger mig) har fået nye lokaler for det gamle sted var simpelthen blevet for småt! Så nu kan I finde Frida og alle de hvide keramik-sager på Nørregade 39, 4600 Køge. Website er stadig Fafla.dk. Jeg ved, at Frida har tanket op på påskekeramik, og selvom det ikke kan nå at blive færdig til denne påske, så har I det til næste år. Husk at bestille tid, da der kan være fyldt op, særligt i påskedagene.

Vi besøgte selv værkstedet da det næsten lige var åbnet – læs om vores dejlige oplevelser her.

4. Gå en tur på Åsen og tril påskeæg

Her på Østsjælland er der tradition for at trille hårdkogte æg, som man forinden har dekoreret smukt (eller i hvert fald malet på…) I min familie er det fast tradition at mødes Skærtorsdag på Åsen. Vi mødes og går en tur til vores klassiske bakke, og så får de kogte æg ellers en ordentlig trilletur. Det er hyggeligt at se de andres kreationer og dyste om at trille længst. Også selvom præmien bare er æren.

TIP! Æggene skal koge omkring 12-13 minutter for at være godt hårdkogte. Ellers går de for let i stykker. Ved 12-13 minutter er æggene også stadig til at spise bagefter.

Kort over Åsen finder du f.eks. her. Ellers kan det være at der er en fin bakke i dit nabolag. I selve påskedagene kan der godt være virkelig mange mennesker ude og trille æg på Åsen.

Oplevelser på hele Sjælland

5. Camp Adventure – klatrepark og skovtårn

For ganske kort tid siden åbnede Sjællands nye vartegn – Skovtårnet i Camp Adventure ved Haslev/Faxe. 45 meter over havet rejser det timeglasformede tårn sig og skulle give en fantastisk udsigt over den sjællandske natur. Vi har ikke selv været der endnu – men det er så meget på vores to-do liste. Og gerne snart!

Ud over Skovtårnet råder Camp Adventure også over hele 10 forskellige klatrebaner, hvor børn helt ned til tre år kan være med.

Der skal bookes forud for jeres besøg for begge aktiviteter, og det gøres på Camp Adventures website. Hvis du køber en kombi-billet sparer du 25 kr pr. voksen på Skovtårnet.

Der er flere andre klatreparker på Sjælland – bl.a. den ved Gavnø som vi besøgte for nogle år siden.

6. Påskægsjagt på Viekærgaard ved Odsherred

Påskeharen har været på spil og har hængt påskeæg op overalt i den hyggelige park. Man kan hjælpe parken med at tælle påskeæggene – og så får alle deltagende børn en præmie med hjem. Der er åbent fra d. 17/4 – 21/4 fra 10-14.

Inkluderet i entreprisen for børn er også en foderspand så man kan hjælpe med at fodre nogle af dyrene.

Find flere informationer om alle de øvrige aktiviteter på Viekærgaard på deres hjemmeside.

I det hele taget er der rigtig mange ting at give sig til i Odsherred og omegn i påsken – bare tag et kig på Visit Odsherred.

7. Påskeferie med gips og gæk – Statens Museum for Kunst – København

Statens Museum for Kunst er altid god for nogle cool aktiviteter for familiens børn – også helt ned til 3 år. I årets påskeferie har de entreret med den udstillingsaktuelle billedhugger Sonja Ferlov Mancoba, og man kan blandt andet lave sin egen gipsskulptur eller ler-kunstværk. Der er også mulighed for at lave mere traditionelt påskepynt – dog med et tvist.

Når entreen er betalt er der gratis adgang til værkstedet – og børn kommer altid gratis ind!

Læs mere om påskearrangementet og besøg SMK på Sølvgade 48-50, 1307 København K

8. Danmarks Borgcenter – Ridder John varmer op til påske – Vordingborg

D. 17-19/4 2019 kan børnene lære at kæmpe som en ægte ridder på Danmarks Borgcenter ved Vordingborg. De får mulighed for at prøve en rustning og de prøver at kæmpe med sværd.

Borgcentret er i øvrigt åbent hele påsken, men kun de første tre dage man kan prøve rustning og sværdkamp.

Læse mere om Ridder John og Borgcentret generelt. Adresse til Borgcentret: Slotsruinen 1, 4760 Vordingborg

Hvad kan I lave derhjemme

9. Send et gækkebrev – og scor måske et påskeæg…?

Hvis der er noget man skal i en påskeferie – så er det da at prøve at score et påskeæg fra venner og/eller familie. Så find din kreative side frem og få klippet lidt papirsklip. I min egen familie er vi ikke specielt kreative når det kommer til gækkebreve, så jeg har lige fundet et par links med ideer til at få jer i gang:

Alt om Hobby har flotte skabeloner og hos Traditionstid.dk fandt jeg denne fine side. Her finder I både instruktioner til gækkebrev og forslag til hvad du skal skrive i gækkebrevet.

10. Fin pynt til vinduet – for de mindste

Noget ganske fin påskepynt er disse små blomster som man kan sætte op i vinduet. Det kræver at man har noget pap eller kraftigt papir, noget gennemsigtigt klæbefolie samt palietter – men det tænker jeg er noget de fleste husstande med mindre børn ligger inde med… (?)

Læs mit indlæg om at lave de fine påskeblomster.

 

Sommerferie i Køge – ideer til oplevelser med børn

Opdateret juli 2020

Skolernes sommeferie startede i for en uge siden og de næste mange uger vrimler det med ferieramte børn og deres forældre. I år er vi jo yderligere ramt af Covid-19 som har sat restriktioner for hvor man kan tage hen og hvor mange man kan være. Hvis man bor i Køge eller opland – eller skal på ferie i den dejlige by – så kommer her en guide til hvad man kan lave i sin sommerferie til i Køge. Listen er lige blevet opdateret, så den er up-to-date med nogle af sommerens aktiviteter i og omkring Køge. For der er selvfølgelig mange flere end dem du ser her – men så kan du da i hvert fald starte et sted!

Har du fifs til hvad man kan bruge sin sommerferie til i Køge – og er det ikke på listen – så fang mig enten under kommentarer, eller under Kontakt.

1. Mærk historiens bølgebrus på Køge Museum

På Køge museum er de teksttunge plancher og de overfyldte udstillingsmontrer forsvundet til fordel for en iPad som bruges til at lytte sig vej gennem udstillingen. Det betyder at selv børn som ikke kan læse får et super museumsbesøg.

Hovedudstillingen på museet er fortællingen om det svenske overraskelsesangreb på den danske flåde i oktober 1710, og i særdeleshed Ivar Huitfeldts skib Dannebroge, hvis skæbne man følger set gennem øjnene på to børn, krudtbrødrene. Der er kaffe/te/varm kakao som man kan købe og tage med rundt og loftet er indrettet med hængekøjer hvor man kan ligge og udforske Køges historie gennem iPad’en.

Når børnene har brug for at røre sig kan man gå ud i museumshaven hvor der er bygget en stor klatrelegeplads som virkelig kan udfordre.IMG_2489

Åbningstider: Find åbningstider lige her (scroll lidt ned eller brug linket)
Pris: Voksne (inkl. iPad guide): 90 kr, Børn (inkl. iPad guide):40 kr Hvis børnene (op til 18 år) kan klare sig uden iPad kommer de gratis ind. Som led i regeringens aktivitetspakke kan du komme ind til halv pris frem til d. 9/8 2020.
Hvor: Nørregade 4, 4600 Køge
Website: Køge Museum

Bonusinfo: Vi besøgte museet på genåbningsdagen i 2016 – læs om vores spændende besøg hér.

2. Kjøge Miniby

Har du lyst til at føle dig som Gulliver i Lilleputland er Kjøge Miniby bestemt et besøg værd. Kjøge Miniby er bygget op af tro kopier af de huser der var i Køge omkring 1865 – blot er de i størrelsesforholdet 1:10. Under besøget kan man gå på opdagelse i de arbejdende værksteder og f.eks. se hvordan tegl i ministørrelse bliver formet og brændt. Pt. består byen af omkring 628 bygninger (december 2019).

MinibyMan er velkommen til at medbringe sin madkurv for der er sat borde og bænke op som man frit kan benytte.

Datoer: 1/5-31/10 2019 alle dage fra 10-16 – tjek de nøjagtige åbningstider her
Pris: Voksne: 50 kr, Børn (5-15 år):10 kr
Hvor: Strandvejen 101, 4600 Køge
Website: Kjøge Miniby

Bonusinfo: Det er muligt at købe guidede rundture i Kjøge Miniby. Det koster 200 kr. pr. guide, som kan have 15 personer med. Læs om Vores Eventyrs besøg i Kjøge Miniby lige her.

3. Hop en tur i bølgen blå

Selvom vejret måske ikke lige nu lokker til vandpjaskeri i strandkanten, så kan det jo være at sommeren viser sig fra sin varmere side lige om lidt. Når det sker, og der bliver behov for at afkøle sig i havet, så tilbyder Køge flere børnevenlige strande med dejlig sandbund og lavt vand. Ideelt for små børn. Du kan vælge mellem to badestrande; Nordre Strand ved Køge Marina i det nordlige Køge og Søndre Strand.  Begge strande har fået gevaldige ansigtsløft for nogle år siden og er blevet super lækre. Ved Søndre Strand kan man f.eks. leje både et samtalekøkken og et mobilt køkken – læs mere om de muligheder her og planlæg en dag med masser af badning efterfulgt af skøn mad tilberedt i det fri.

4. Skattejagt rundt i Køge

Hos VisitKøge (turistkontoret) kan man få udleveret et “skattekort”, så man kan gå ud og opleve byen på en helt ny måde. Når man har fundet svarene på alle spørgsmål kan man gå tilbage til VisitKøge hvor man så får udleveret en lille præmie.

VisitKøge holder til på Vestergade 1, lige ved Torvet.

5. Se Køge fra oven

Kun i sommerferien er der mulighed for at gå de mange trin op til toppen af Køge Kirkes tårn. Her kan man nyde den fantastiske udsigt over Køge by og Køge Bugt. Og udsigten er god, for tårnet er hele 43 meter højt!

trappe-taarn

Datoer: Skolernes sommerferie
Pris: Voksne: 10 kr, Børn: 5 kr (priser fra 2015)
Hvor: Kirkestræde 26, 4600 Køge

Bonusinfo: Læs om vores tur op i tårnet lige her.

6. Kør med veterantog fra Køge til København

Igennem sommeren er der mulighed for at køre en tur med veterantog. Normalt går turen til Rødvig, men i år går turen til København, 2 søndage i sommerferien.

Website: Tjek FB eller deres website for priser og tidpunkter for køreplanen her: Østsjællandske Jernbaneklub (FaceBook) eller www: Østsjællandske Jernbaneklub

7. Findveji.dk – i Tangmoseskoven ved Køge Marina

Findveji.dk er et gratis tilbud om en anderledes tur i skoven, parken eller byen. Og i Køge findes bl.a. en børnerute i Tangmoseskoven. Tangmoseskoven ligger ovenfor P-pladsen ved Køge Marina – og er derfor et nemt punkt på listen over sommerferieaktiviteter. Hvis du har brug for en pause fra solens stråler kan du kaste sig over den 1,2 km. lange rute. Den er lavet specifik med henblik på at børn skal kunne gennemføre. I kan gøre det hele på telefonen eller iPad. I kommer i gang her.

8. Bronzestien på Køge Ås – besøg 5 gravhøje

Er man historieinteresseret kan det være at Bronzestien på Køge Ås kunne vække interesse. Kun 700 meter fra Køge Torv ligger Køge Ås. Et fredet stykke natur, som blev dannet for 8000 år siden under afsmeltningen af Sjællands iskappe. Åsen indeholder flere interessante gåture, men den nyeste er Bronzestien, som besøger 5 gravhøje der ligger på Åsen. Stien ledsages af skilte, som fortæller den spændende historie fra Bronzealderen i Køges omegn. Denne tur kan være en god ide at tage på cykel, da den er 3,25 km lang. Start og slut ligger også et stykke vej fra hinanden. Hvis I begiver jer ud på turen er I sikre på at opleve noget smuk natur. Og oven i hatten danmarkshistorie under fodsålerne.

Find kort over ruten samt parkeringsanvisninger her – og hvis man har lyst til på forhånd at sætte sig mere ind i rute osv. kan denne brochure med fordel downloades.

9. Besøg Vikingeborgen ved Lellinge

Endnu en oplevelse til de historieinteresserede. Denne oplevelse går til Vikingetiden, for i 2016 åbnede en levende udgravning ved Lellinge. Besøget på Vikingeborgen er bygget spændende op med støtte fra en virkelig fed app, hvor du bl.a. kan se små 3D film. Du kan også læse og høre masser om de fund der er gjort, og de tanker som arkæologerne har gjort sig under deres arbejde. Der er ikke længere aktiv udgravning, men der er stadig rundvisninger i skolernes sommerferie. Det sker hver dag kl. 11 og er gratis.

Datoer: Frem til 1/9 2019 alle dage fra 10-16
Pris: 45 kr, børn under 6 år: GRATIS – og der er 50% sommerrabat frem til 9/8 2020
Hvor: Lige ved motorvejens afkørsel 33, Lellinge. Ringstedvej. Der kører en bus direkte til døren fra Køge station
Website: Vikingeborgen

Bonusinfo: Læs om Vores Eventyrs spændende besøg på Vikingeborgen lige her.

10. Mal på keramik i Fafla Mikroværksted

Regner det en dag? Så er det en oplagt mulighed at besøge en af Køges senest tilkomne virksomheder, nemlig Fafla Mikroværksted. Det er et lille værksted hvor du kan male på keramik, og efterfølgende få det glaseret og brændt. Den søde ejer Frida er fuld af tips og gode ideer til hvad og hvordan du kan male, og øser gerne af sin viden på området.

Det er en skøn aktivitet at lave sammen med sine børn – f.eks. som gaver til andre familiemedlemmer.

Datoer: Mandag og tirsdag: Lukket. Onsdag – fredag: 13-18:00, Lørdag 10-16. Søndag mulighed for bookning ml. 10-16. Åbningstiderne er vejledende, tjek evt. websitet.
Pris: Afhænger af hvad du ønsker at male, men priser starter ved ca. 50 kr.
Hvor: Nørregade 39, 4600 Køge
Website: Fafla.dk

Bonusinfo: Læs om Vores Eventyrs oplevelser i det lille, skønne værksted.

11. Pangea Park

Pangea Park er en hyggelig dyrepark der ligger i nærheden af Bjæverskov ved Køge. Parken er stadig under opbygning, men har åbent for besøgende hver dag gennem hele sommeren. Der er f.eks. både en krybdyrsgrotte og et uglerige. Derudover er der mulighed for at se forskellige andre dyrearter. Pangea Park siger om sig selv “Vi giver ordet fangeskab en helt ny betydning. Som udgangspunkt er alle anlæg dobbelt så store, som kravene forlanger, og helst større endnu. Vi bestræber os på at give dyrene alt hvad de har brug for, for at leve et liv, så tæt på det de ville have i den frie natur som muligt.”

Datoer: Alle dage i skolernes sommerferie fra kl. 10-17
Pris: Voksne: 80 kr, Børn (3-11 år): 50 kr, Børn til og med 2 år: GRATIS
Hvor: Gummersmarkvej 7a, 4632 Bjæverskov
Website: Pangea Park

12. Sommerbogen 2020 – boganmeldelse

En sommerferie behøver ikke kun at være fyldt med fysisk aktivitet – men det kan også være at fordybe sig i en spændende bog eller tre – særligt i det sommervejr vi ser lige i øjeblikket! Så hvis jeres børn er små læseheste, så er denne aktivitet måske noget for dem. Præmien i Sommerbogen 2020 er at tømme en Bog og Idé på 5 minutter – det er da en FOR FED præmie! Derudover er der en lille sidegevinst, og har dit barn anmeldt tre bøger OG lavet mindst 10 læseudfordringer, så må han/hun vælge en gratis boggave på biblioteket.

Læs meget mere om konkurrence og regler på sommerbogen 2020 – konkurrencen gælder for børn helt op til 15år.

13. Digital sommerleg på biblioteket

Børnebiblioteket inviterer igen i år til små digitale workshops for børn fra 6-13 år. Her kan børn afprøve forskellige apps og gadgets, der kan bruges til leg og gode historier. Det foregår på kommunens biblioteker i sommerferien. Aktiviteterne er GRATIS og man møder bare op – dvs. tilmelding er ikke nødvendig.

Se en oversigt over de tilgængelige aktiviteter her.

Hvor:

Køge Bibliotek; Kirkestræde 18, 4600 Køge. Telefon: 56 67 28 00

Borup Bibliotek: Parkvej 2, 4140 Borup. Telefon: 56 67 27 27 

Herfølge Bibliotek: Billesborgvej 1B, 4681 Herfølge: 56 67 25 30

14. Sommersjov i Køge

Køge Kommune har også lavet en lang oversigt over ting man kan lave med sine børn (eller som børnene kan lave alene). I finder en rigtig god oversigt lige her:

Sommersjov i Køge

15. Luna Hobby – vind præmier med Luna Hobby

I år har Luna Hobby lavet en lille konkurrence hvor man kan vinde præmier for 400 kr. Konkurrencen går ud på at dekorere en mulepose eller en sko-pose og dele billedet på Luna Hobbys facebookside.

Læse mere om konkurrencen her.

Dato: Vinderne trækkes 10/8
Pris: GRATIS at deltage
Hvor: Søndre Viaduktvej 17, 4600 Køge
Website: Luna Hobby 

16. Børnenes tirsdag

Hver tirsdag i sommerferien kan du komme og prøve den 10 meter høje og 60 meter lange svævebane på Køge Torv. Det sker fra 12-16. Du kan også komme og male et stykke keramik hos Fafla Mirkoværksted. Det foregår i Oluf Jensens Gård (i tørvejr!). Det er i tidsrummet 11-15.

Du kan læse mere om arrangementerne her

Dato: Hver tirsdag i sommerferien
Pris: GRATIS at deltage
Hvor: Torvet Køge/Oluf Jensens Gård
Website: Børnenes Tirsdag

17. Lej en kano

Det er endelig blevet muligt at leje en kano igen og sejle en tur på den smukke Køge Å. Man kan sejle helt ud til Åsen (forbi Gammel Køgegaard) og den anden vej er det inderhavnen man kan sejle til.

Man starter sin tur ved Det Grønne Hus.

Dato: Dagligt (se de nøjagtige tider på linket nedenfor)
Pris: 150 kr for 1,5 time
Hvor: Det grønne hus – men ring til VisitKøge, tlf. 69 15 61 70 for bookninger
Website: Kanoudlejning i Køge

18. Riddlehouse Køge

RiddleHouse er en spændende oplevelse, som kræver kommunikation og samarbejde. Hvis du er til gåder og mysterier så er RiddleHouse noget for dig. 

Der er mulighed for både traditionelle escape rooms, en RiddleHunt hvor du kan opleve Køge på en ny måde – og så det nye mobile spil hvor spillet kommer hjem til jer.

Læs meget mere på RiddleHouse’s hjemmeside hvor du også booker den form for spil du har lyst til.