Tag Arkiv: weekendhygge

Hjemmelavet modellervoks – en hurtig og hyggelig aktivitet

Der er mange børn der har ekstra meget tid i disse tider, hvor Coronavirussen har gjort at skolerne er lukkede og mange forældre er sendt hjem for at arbejde hjemme. Hvis bare alle forældre havde lige så meget tid som børnene – så ville det hele nok gå lidt lettere. Sådan er det desværre ikke i alle familier – heller ikke i vores.

Så her følger en aktivitet, hvor man som forælder ikke behøver at være så meget med (alt efter barnets alder) – og bagefter bør man som voksen være sikret i hvert fald nogen tid hvor man kan fordybe sig i sit arbejde.

Det er hjemmelavet modellervoks jeg taler om – og det er vitterligt meget hurtigt at lave. Selvfølgelig – jo flere farver du laver – jo længere tid tager det. Men tiden til at lave flere farver er givet godt ud, for det giver flere legemuligheder for børnene. Det meste kan barnet godt gøre selv, på nær lige at ælte dejen sammen når den første farve er kommet i. For på det tidspunkt er massen temmelig varm!

Men ikke mere snak nu – her følger opskrift og fremgangsmåde.

Hjemmelavet modellervoks

Hjemmelavet modellervoks er supernemt at lave – og jeg tør vædde med at du allerede har alle ingredienserne derhjemme i forvejen. Måske lige på nær citronsyre – men det kan undværes.

Ingredienser

5 dl mel
2 dl fint salt
2 spsk citronsyre (Godkendt til levnedsmiddelbrug. Købes fx i supermarkeder. Kan udelades, men forlænger holdbarheden)
1 tsk olie
5 dl vand
Farvepasta eller frugtfarve (Jeg brugte mine Wilton farver, som jeg også bruger til at farve kager og f.eks. fondant med)

Fremgangsmåde

  1. Start med at hælde alle tørdelene op i hver sin lille beholder, så er det nemmere at blande sammen (barn/voksen)
  2. Kog vandet i en elkedel eller en gryde (voksen)
  3. Bland mel, salt, citronsyre og olie i en skål (barn)
  4. Hæld vandet i skålen (voksen)
  5. Rør alle ingredienserne sammen til en sammenhængende masse (barn)
  6. Del gerne dejen i to eller flere portioner med hver sine farver (voksen)
  7. Brug en tandstikker pr. farve, og put masser i så du får en dyb, rig farve
  8. Tag handsker eller fryseposer på hænderne og ælt dejen sammen med farven, når blandingen er kølet akkurat nok af til, at du ikke brænder dig (så meget…)(voksen)
  9. Når farven er nogenlunde jævnt fordelt, smitter den ikke længere af, og så kan dit barn være med til at ælte modellervoksen helt blød og færdig (barn)
  10. Klistrer den lidt for meget, æltes lidt mere mel i

Hjemmelavet modellervoksJeg kan virkelig anbefale det med plastikhandsker eller plastikposer på hænderne – for ellers smitter det der farve virkelig meget af! Fingerspidserne på min ene handske gik i stykker – lige da jeg var ved at ælte den blå farve ind i modellervokset. Det resulterede i to knald-blå fingre – som det tog temmelig lang tid at få normalfarvede igen…

Hos os lavede vi fem forskellige farver. Vi puttede godt med farve i, så modellervoksen blev mættet. Pånær den brune – der kunne vi nok godt have brugt lidt mere farve. Vi brugte faktisk også groft salt, for det var ikke angivet i opskriften om det skulle være fint eller groft. Dejen i sig selv fejler ikke noget, men saltet ligger som små korn i modellervokset. Det vil jeg tro man undgår hvis man bruger fint salt.

Konsistensen på modellervokset er virkelig meget lækker. Helt blød, hvilket gør den let at forme. Da vi lavede den var det ikke nødvendigt med mere mel.

Legetid er kreatid med hjemmelavet modellervoks

Børnene kastede sig straks over modellervoksen og fik lang tid til at gå med at lege med det. Særligt den brune voks var populær – og blev primært brugt til – ja… at forme meget naturtro hundelorte (se billede længere nede!). Heldigvis blev der også lavet tacos og wraps – og ellers fandt vi alle vores gamle udstikkerforme frem så der rigtig kunne leges med det nye modellervoks.

Hjemmelavet modellervoks er blevet til en taco med salat, oksekød og ost!

God fornøjelse!

Yderligere info

Jeg har fundet denne opskrift på modellervoks på sundhedsplejersken.dk. Her kan du finde mange andre sjove ting du og dine børn kan lave sammen. Der er både ideer til helt små børn (0-3 år) og til de lidt større – fra 3 år og op.

Jeg har også skrevet andre indlæg om hyggelige og kreative aktiviteter der kan foregå indendørs – se bare her:

Blomster på vinduet

Sjove figurer i mælk

Sjov med piberensere

 

Vores fem forskellige farver af hjemmelavet modellervoks

Solceller og flamingoplader – bådbygning i Det Grønne Hus – en weekendaktivitet for hele familien

Det Grønne Hus i Køge er en selvejende organisation som fokuserer på bæredygtighed indenfor emner som miljø, energi, natur, transport, affald, byudvikling og vand. Og netop bæredygtig energi var  nøgleordene da Vores Eventyr besøgte det Grønne Hus en blæsende, men solrig, lørdag i juni. Vi skulle nemlig bygge solcelledrevne flamingobåde.

IMG_2269Forventningerne var høje hos både børn og voksne da vi troppede op ved Det Grønne Hus og gik gennem den lille cafe ud til den smukke have, som ligger fantastisk placeret ned til Køge Å. Ingen af børnene vidste på forhånd noget om solenergi, så det skulle blive spændende at se deres reaktion på sollysets formåen.

Samleprocessen startede med at vi skulle lave et 1,5V solcellepanel – altså det der svarer til et enkelt AA batteri. IMG_2283Vi startede derfor med at samle tre 0,5V solceller ved at kæde dem sammen med connector-tråd. Connector-tråd er en flad metaltråd, som vi klistrede på solcellerne med tape. IMG_2293Først skulle solcellerne forbindes på den ene side – og så den anden side. Solceller er lavet af glas, og disse celler var så tynde at der var stor risiko for at de gik i stykker. IMG_2296I blæsevejret var det vanskeligt at holde dem i ro når de tre og tre sammen skulle løftes op og vendes rundt. Heldigvis gik ingen af vores i stykker, men det var ikke alle ved samlebordet der var lige heldige. Der var masser af materialer, så de uheldige fik bare nogle nye paneler.

I forhold til børnenes deltagelse var Linea ret aktiv i samleprocessen og syntes det var sjovt – men også lidt svært – at være med. Vitus var mest interesseret i at lege med den propel vi senere skulle montere og deltog ikke så meget i selve samleprocessen, så det var faderen der stod for langt det meste af dét.

IMG_2303Da solcellerne var samlet korrekt skulle de lamineres for at blive mere holdbare – men inden de røg igennem lamineringsmaskinen skulle vi lige tjekke, at der nu også var strøm på skidtet. Og det var der heldigvis. Pyha, for så kunne vi fortsætte. IMG_2301Det var i øven rigtig god ide at laminere solcellepanelet, for så blev panelet meget nemmere at håndtere.

Da først solcellepanelet var på plads var det tid til at skære flamingobåden ud. Den bestod af to dele. En bund hvor solcellerne blev klistret på med dobbeltklæbende tape og en bagvæg, hvori vi lavede hul til motoren der skulle drive propellen på vores båd rundt. IMG_2316Flamingoen fløj om ørerne på os i vinden, men det lykkedes at skære flamingo til to både ud og få dem samlet og monteret komplet med motor og propel. Og nu fremgik det hvorfor vi tidligere i processen havde fået at vide at vores connectortråde skulle være lange – for de skulle nemlig kunne nå fra solcellepanelet og gennem bådens bagvæg og op til motoren.

IMG_2320Og så kom det spændende øjeblik – nemlig at tilslutte connectortrådene til motoren og se, om propellen begyndte at dreje rundt når solcellepanelet fik sol. Og det gjorde den – til stor begejstring for børnene! IMG_2337De satte straks bådene i den lille sø som er i Det Grønne Hus’ have, og de sejlede skam også. Både forlæns og baglæns – for vinden drillede lidt rigeligt.
IMG_2323

IMG_2324Vitus fandt hurtigt ud af, at det faktisk var sjovere at tage båden op ad vandet, og så skiftevis skygge for – og give sol til – panelet for så at se hvordan propellen skiftevis stoppede og gik i gang igen. Så han fangede i hvert fald hvad det var der fik motoren til at dreje rundt. Vi kunne i øvrigt drage en parallel til de nye, talende skraldespande der er stillet op mange steder i Køge – de får nemlig deres strøm fra et solcellepanel i toppen af skraldespanden.

Byg din egen solcellebåd

Det er bestemt muligt at bygge sin egen solcellebåd, men det kræver at man lige bruger lidt tid på at søge nettet igennem hvis man – som jeg – ikke rigtig ved hvor man skal starte…

Men jeg har alligevel fundet et par steder hvor man kan komme i gang – på www.skoleceller.dk kan man faktisk købe et kit til at lave en båd! Og her kan I finde vejledning i at bygge en solcelleoplader . Hvis nogen af jer kender specifikke websteder til andre byg-selv solceller, så del det endelig i kommentarerne.

Yderligere info

Det Grønne Hus er meget mere end at bygge en solcelledrevet båd. Det er også en dejlig lille cafe som sælger økologisk bagværk og drikkevarer. Disse ting kan man nyde i den skønne have som ligger bag Det Grønne Hus, og som faktisk indeholder en masse forskellige have-typer. Der er også en fin lille natur-forhindringsbane til børn. Men pas lidt på, man kan godt falde ned og slå sig (det prøvede både Vitus og Linea et par gange hver).

Det Grønne Hus har foskellige aktiviteter i løbet af året, så tag et kig på deres “Det sker…”-side, og se om ikke der er et arrangement som dig og din familie kunne finde interessant. Er man ikke så meget til at deltage i arrangementer, så kan det være at noget af husets udstyr til udlån og leje lokker. F.eks. kan man leje kanoer så man kan opleve Køge og omegn fra vandsiden – eller man kan leje en saftpressser og få omdannet sine nedfaldsæbler til dejlig most. Eller – hvis man ønsker at prøve livet som hønse-ejer – låne høns og høneshus i tre måneder. Jeg vil sige at både kanoudlejning og “lån et hønsehus” er på vores bucket liste – selvom jeg umiddelbart tror det bliver nemmeste at få lejet de kanoer der… Hvis vi går hønsevejen – så skal jeg nok skrive om det herinde!

Tjek Det Grønne Hus’ åbningstider her.

IMG_2286

IMG_2311

IMG_2322

IMG_2332

Lækkert! Økologisk tranebærdrik og en god kop kaffe – det er fortjent oven på veloverstået byggeprojekt!

IMG_2340

Den lille naturforhindringsbane udforskes

IMG_2275

Sådan et hønsehus kan man låne!

I H.C. Andersens fodspor – på eventyr i Odense

Jeg har aldrig selv været i Odense i mere end et par timer før en Leonard Cohen koncert for nogle år tilbage – så da vi alligevel skulle til Odense fordi Thomas Tog kom til byen, så udvidede jeg besøget med en dag og en overnatning. Jeg tænkte det var en super lejlighed til at lære børnene lidt om H.C. Andersen, hvis eventyr vi af og til læser højt af.

Et meget berømt H.C. Andersen citat er jo “At reise er at leve” og det syne jeg lige så godt vi kunne følge lidt, så i stedet for den sædvanlige tur på motorvejen tog vi en tur med toget over – og under – Storebælt. Kanon oplevelse for børnene der helt frem til øjeblikket hvor vi kørte ned under jorden var meget optagede af hvorvidt man mon fik vand i ørerne når man kørte ned under vandet.IMG_1924

Vel fremme i Odense var ideen at finde Kulturhuset Fyrtøjet – men ak og ve! Jeg er ikke gode venner med kort – og ikke engang et GPS-kort på telefonen kunne få mig i den rigtige retning. Faktisk førte jeg de stakkels børn i stik modsat retning et godt stykke tid inden jeg opdagede fejlen og måtte lede dem tilbage til udgangspunktet. Jeg genkendte et vejnavn fra kortet – Nørregade – og fik børnene med ned ad den vej. IMG_1931Pludselig så jeg nogle fodspor på fortovet – og kom i tanke om en artikel jeg havde læst i en avis for noget tid siden. Man har nemlig markeret en rute rundt i Odense som går i H.C. Andersnes fodspor. YES – tænkte jeg – nu skulle jeg nok kunne finde vejen til Kulturhuset Fyrtøjet.

Det kunne jeg også – men det er ikke det som dette blogindlæg skal handle om. Kulturhuset kan du læse meget mere om i et andet indlæg – og gør endelig det, for Kulturhuset Fyrtøjet er et af de mest geniale steder jeg længe har været med børnene! Læs indlægget her.

På eventyr i Odense i H.C. Andersens fodspor

Efter vores besøg på Kulturhuset Fyrtøjet gik vi tilbage til fodsporene og ved hvad der viste sig at være punkt 3 på ruten, Torvet, fandt jeg ud af to ting. IMG_2019For det første, at vi havde misset foto-stop ved H.C. Andersens fødehjem og for det andet, at man kunne downloade en app som viste ruten rundt i H.C. Andersens fodspor. Det med app’en fandt jeg ud af fordi fodsporene er lavet så smart, at de, når man når til et punkt på ruten, “står stille”, og peger ind mod en plade hvorpå der på 10 forskellige sprog står hvor man er kommet til og hvad man ser på. På pladen er der ydermere et kort som viser hvor langt på ruten man er kommet – og så en webadresse som leder dig ind til det sted hvor du kan downloade app’en Andersens.

IMG_2031Det gjorde jeg selvfølgelig fluks – og så gik det ellers derudaf med Linea og Vitus som ivrige sporfindere. De syntes det var mægtig spændende at lede efter fodsporene på fortovene og der gik helt detektiv i den når sporene af en eller anden årsag forsvandt i et kort stykke tid. Det lykkedes os altid at finde sporene igen – og det var en fantastisk måde at holde børnene interesserede i gåturen uden at de egentlig lagde mærke til at vi gik.

Vi var heldige og havde en af de der helt specielle dage hvor tiden var ligegyldig – dvs. vi skulle ikke være et sted på et bestemt tidspunkt – så derfor havde vi oceaner af tid til at gå. IMG_0059Det betød blandt andet at vi standsede og legede på alle de legepladser vi så på vejen – noget børnene virkelig satte pris på. Og når de havde leget lidt, var de klar til at finde det næste sæt fodspor og så gå videre. IMG_0043I Kongens Have var fodsporene afsat på runde betonplader i jorden – det tog lige lidt tid inden vi fandt ud af det – men da først vi havde luret det var det nemt at finde vej videre. Hvis fodsporene er afsat i korrekt størrelse og med korrekt afstand skal jeg lige love for at H.C. Andersen havde både store fødder og tog lange skridt. Børnene måtte helt opgive bogstaveligt at gå i den store forfatters fodspor.IMG_1930

Det pudsige er at ruten går uden om et meget fint lille sted – som rent faktisk hedder Eventyrhaven. Der var vi lige lidt rebelske og trådte væk fra ruten for at udforske den lille have nærmere. Den var utrolig smuk som den stod der med tusindvis af tulipaner holdt i gule, bordeaux og hvide farver. IMG_0053Efter at have hvilet lidt på en bænk, drukket lidt vand og set på blomster fandt vi tilbage på ruten (uden de store problemer, selv for mig…).

Når man bruger app’en undervejs på sin tur (og har GPS slået til) så vibrerer telefonen når man når til et af de 13 punkter på ruten, og den slår selv op på det sted man er kommet til. Rigtig smart! Til hvert sted hører en kort beskrivelse af hvilken rolle det enkelte sted havde for H.C. Andersen. Vores ældste på snart 6 syntes det var rigtig spændende at høre de små beskrivelser mens vores søn på 4 ikke hele tiden havde så meget lyst til at lytte. IMG_2029Jeg selv fik en masse ny viden om H.C. Andersens barndom og hvordan han voksede op. Han havde en virkelig barsk barndom med sindssyge og alkoholisme tæt inde på kroppen. At stå lige ved bygningerne hvor det hele udspillede sig for over 200 år siden gjorde det hele meget spændende, levende og nærværende.

Når man går turen i H.C. Andersens fodspor kommer man vidt omkring i Odense. Man bevæger sig rundt på toppede brosten i den gamle bydel, går et langt stykke gennem Kongens Have hvor man følger åen og går over rigtig mange – og meget forskellige – broer. IMG_0044Vi gik turen efter kl. 16 på en søndag, så de museer man kommer forbi med H.C. Andersen-relaterede udstillinger var desværre lukkede. Går man turen i åbningstiden skal man sætte god tid af hvis man vil ind alle steder – og også huske, at der er entre til museerne.

Selve ruten er 3,1 km lang og kan således klares af langt de fleste til fods. Hvis ens børn ikke er vilde med at gå så er ruten 100% klapvognsegnet. Men hvis børnene er store nok til at gå er min anbefaling helt klart, at så skal de gøre det. En stor del af oplevelsen for børnene er at finde fodsporene, måle fodstørrelse med H.C. Andersen, prøve at tage lige så store skridt som ham – og så selvfølgelig finde frem til de 13 messingplader som markerer seværdighederne på ruten. IMG_0091Vores børn sprang afsted på hele turen og stillede faktisk ikke et spørgsmål om hvornår vi var færdige. Det siger en del om hvor fængende turen var for dem også.

Som nybegynder i Odense synes jeg at turen rundt i byen i den store eventyrdigters fodspor var en rigtig god indgangsvinkel til den gamle og spændende by. Det er let at vende tilbage til steder som man ønsker at udforske nærmere, hvis tiden skulle være knap den dag man følger fodsporene.

Yderligere oplysninger

Planlæg dit besøg til Odense her

Læs mere om H.C. Andersens fodspor her – og download f.eks. folderen med ruten rundt i Odense

Pak en lille rygsæk til hver af børnene så de kan bære deres eget vand, lidt snacks – og måske en bamse. Linea og Vitus er superglade for deres rygsække og vil meget gerne bære dem (så længe de ikke er for tunge). At bære egne rygsække giver også børnene lidt ansvar på turen – noget vi i hvert fald har gode erfaringer med.

IMG_2023

Torvet i Odense

IMG_2028

Fattiggården

IMG_0041

Et udendørs work-out område hvor man bruger sin kropsvægt som ballast.

IMG_0048

Statue af H.C. Andersen

IMG_0049

En fin fortolkning af avispapirsbåden som den standhaftige tinsoldat sejlede i – findes i vandet ved indgangen til Eventyrhaven

IMG_0060

IMG_0063

IMG_0067

IMG_0072

H.C. Andersens barndomshjem

IMG_0077

Rådhuset, hvor H.C. Andersens mormor sad på vand og brød, fordi hun havde født tre børn uden for ægteskab. Men også Rådhuset, hvor H.C. Andersen i 1867 modtog folkets hyldest og blev kåret til æresborger.

IMG_0085

Skøn legeplads i Odense centrum – man kunne endda downloade en app der passede til legepladsen!

IMG_0092

Linea og Vitus ved hospitalet som også fungerede som den tids “galeanstalt” og hvor H.C. Andersens mor døde.

IMG_0094

YES! Vi klarede den – vi er ved vejs ende. Sidste stop på turen var Sct. Hans kirke hvor H.C. Andersen blev fremstillet kort efter han var blevet født.

IMG_0069