Tag Arkiv: Keramik

Påskeferie – 10 aktiviteter og sysler til familien

Påskeferie banker på døren hos de fleste, og som børnefamilie er vi jo altid på udkig efter sjove ting vi kan tage os til. Hvis man også kan tage fri i dagene op til påske har man lige pludselig 10 dages ferie, og så kan det være rart med en håndsrækning til aktivitetskalenderen. Den lille håndsrækning får du hér – og jeg har kigget efter spændende oplevelser på hele Sjælland.

Påsken skal jo ikke kun bruges på at drøne fra det ene sted til det andet, så jeg runder mine 10 forslag af med et par aktiviteter som I kan lave derhjemme.

Oplevelser i eller tæt på Køge

1. Pangea Park

Pangea Park er åbnet i Bjæverskov for små to år siden, og er en dyrepark i udvikling. At besøge den står højt på vores egen liste over ting vi gerne vil opleve.

Parken er startet af og ejes af to brødre, som har en ambition om at lave en anderledes dyrepark, hvor man f.eks. kan besøge dyrene i deres bur sammen med en dyrepasser. Dér er man dog ikke helt endnu, for parken er stadig ved at blive bygget op. Alligevel er der åbent for besøgende. Parken åbner lørdag d. 13/4 kl. 10.

Website: https://www.pangeapark.dk/ – Adresse: Gummersmarkvej 7 a, 4632 Bjæverskov 

2. Kjøge Miniby

Stedet hvor du kan føle dig som en kæmpe i det gamle Kjøge. Det er altid hyggeligt at besøge minibyen, og siden min familie og jeg var der for nogle år siden er der kommet mange flere bygninger til. Læs om vores oplevelse her.

Traditionen tro holder Kjøge Miniby åbent i påsken, inden de åbner for sæsonen d. 1/5 2019.

Website: https://www.koegeminiby.dk – Adresse: Strandvejen 10, 4600 Køge

3. Male på keramik hos Fafla Mikroværksted

Køges hyggeligste kreative syssel (hvis du spørger mig) har fået nye lokaler for det gamle sted var simpelthen blevet for småt! Så nu kan I finde Frida og alle de hvide keramik-sager på Nørregade 39, 4600 Køge. Website er stadig Fafla.dk. Jeg ved, at Frida har tanket op på påskekeramik, og selvom det ikke kan nå at blive færdig til denne påske, så har I det til næste år. Husk at bestille tid, da der kan være fyldt op, særligt i påskedagene.

Vi besøgte selv værkstedet da det næsten lige var åbnet – læs om vores dejlige oplevelser her.

4. Gå en tur på Åsen og tril påskeæg

Her på Østsjælland er der tradition for at trille hårdkogte æg, som man forinden har dekoreret smukt (eller i hvert fald malet på…) I min familie er det fast tradition at mødes Skærtorsdag på Åsen. Vi mødes og går en tur til vores klassiske bakke, og så får de kogte æg ellers en ordentlig trilletur. Det er hyggeligt at se de andres kreationer og dyste om at trille længst. Også selvom præmien bare er æren.

TIP! Æggene skal koge omkring 12-13 minutter for at være godt hårdkogte. Ellers går de for let i stykker. Ved 12-13 minutter er æggene også stadig til at spise bagefter.

Kort over Åsen finder du f.eks. her. Ellers kan det være at der er en fin bakke i dit nabolag. I selve påskedagene kan der godt være virkelig mange mennesker ude og trille æg på Åsen.

Oplevelser på hele Sjælland

5. Camp Adventure – klatrepark og skovtårn

For ganske kort tid siden åbnede Sjællands nye vartegn – Skovtårnet i Camp Adventure ved Haslev/Faxe. 45 meter over havet rejser det timeglasformede tårn sig og skulle give en fantastisk udsigt over den sjællandske natur. Vi har ikke selv været der endnu – men det er så meget på vores to-do liste. Og gerne snart!

Ud over Skovtårnet råder Camp Adventure også over hele 10 forskellige klatrebaner, hvor børn helt ned til tre år kan være med.

Der skal bookes forud for jeres besøg for begge aktiviteter, og det gøres på Camp Adventures website. Hvis du køber en kombi-billet sparer du 25 kr pr. voksen på Skovtårnet.

Der er flere andre klatreparker på Sjælland – bl.a. den ved Gavnø som vi besøgte for nogle år siden.

6. Påskægsjagt på Viekærgaard ved Odsherred

Påskeharen har været på spil og har hængt påskeæg op overalt i den hyggelige park. Man kan hjælpe parken med at tælle påskeæggene – og så får alle deltagende børn en præmie med hjem. Der er åbent fra d. 17/4 – 21/4 fra 10-14.

Inkluderet i entreprisen for børn er også en foderspand så man kan hjælpe med at fodre nogle af dyrene.

Find flere informationer om alle de øvrige aktiviteter på Viekærgaard på deres hjemmeside.

I det hele taget er der rigtig mange ting at give sig til i Odsherred og omegn i påsken – bare tag et kig på Visit Odsherred.

7. Påskeferie med gips og gæk – Statens Museum for Kunst – København

Statens Museum for Kunst er altid god for nogle cool aktiviteter for familiens børn – også helt ned til 3 år. I årets påskeferie har de entreret med den udstillingsaktuelle billedhugger Sonja Ferlov Mancoba, og man kan blandt andet lave sin egen gipsskulptur eller ler-kunstværk. Der er også mulighed for at lave mere traditionelt påskepynt – dog med et tvist.

Når entreen er betalt er der gratis adgang til værkstedet – og børn kommer altid gratis ind!

Læs mere om påskearrangementet og besøg SMK på Sølvgade 48-50, 1307 København K

8. Danmarks Borgcenter – Ridder John varmer op til påske – Vordingborg

D. 17-19/4 2019 kan børnene lære at kæmpe som en ægte ridder på Danmarks Borgcenter ved Vordingborg. De får mulighed for at prøve en rustning og de prøver at kæmpe med sværd.

Borgcentret er i øvrigt åbent hele påsken, men kun de første tre dage man kan prøve rustning og sværdkamp.

Læse mere om Ridder John og Borgcentret generelt. Adresse til Borgcentret: Slotsruinen 1, 4760 Vordingborg

Hvad kan I lave derhjemme

9. Send et gækkebrev – og scor måske et påskeæg…?

Hvis der er noget man skal i en påskeferie – så er det da at prøve at score et påskeæg fra venner og/eller familie. Så find din kreative side frem og få klippet lidt papirsklip. I min egen familie er vi ikke specielt kreative når det kommer til gækkebreve, så jeg har lige fundet et par links med ideer til at få jer i gang:

Alt om Hobby har flotte skabeloner og hos Traditionstid.dk fandt jeg denne fine side. Her finder I både instruktioner til gækkebrev og forslag til hvad du skal skrive i gækkebrevet.

10. Fin pynt til vinduet – for de mindste

Noget ganske fin påskepynt er disse små blomster som man kan sætte op i vinduet. Det kræver at man har noget pap eller kraftigt papir, noget gennemsigtigt klæbefolie samt palietter – men det tænker jeg er noget de fleste husstande med mindre børn ligger inde med… (?)

Læs mit indlæg om at lave de fine påskeblomster.

 

Fafla Mikroværksted – skønne, kreative timer med keramik

Googler man “Fafla” for betydningen af det lille, fine ord ser man, at ordet betyder EVENTYR på islandsk! Og eventyr er intet mindre end det Frida har kastet sig ud i. For hun har åbnet et mikroværksted hvor man kan male på keramik.

Fafla Mikroværksted er Køges helt eget nyåbnede keramikværksted. Det åbnede 2. maj, og ligger smukt i gården til Vestergade 17 i det hyggeligste lille lokale. Vores Eventyr har tidligere malet på keramik med stor fornøjelse, men i København. Jeg var derfor ovenud begejstret for at se, at en god venindes mor tager springet med Fafla Mikroværksted.

Allerede 10 dage efter åbningen, på St. Bededag, var jeg og mine to ældste børn på plads i mikroværkstedet. Det var skønt at der var åbent på en helligdag. Hverdagseftermiddage og almindelige weekender har det med at blive fyldt hurtigt op hjemme hos os.


Vi var de enste kunder der var troppet op fra åbningstid kl. 10, og det benyttede vi til fulde. Både i forhold til at fylde stedets to borde, men også i forhold til at kunne modtage helt personlige råd og vejledning fra Frida.

Sådan kommer du igang med keramik

Det første du skal gøre er at vælge det du vil male på. Der er mange fine ting at vælge i mellem, så det er ikke helt let. Mit forslag til børnene var at male noget til deres far, som han kunne få på fars dag. Men det syntes de ikke var en god ide… Fair nok! Så de valgte noget til dem selv, nemlig en spareand. Jeg valgte en lille kakkel.

Lad kreativiteten udfolde sig

Så kommer det næste svære – for hvad skal man dog male? Jeg er ikke super kreativ, og selvom jeg kan have fine ideer, så bliver resultatet sjældent som min forestilling. Så jeg er mest til det lidt stramme, grafiske udtryk – deraf den valgte kakkel! Mine børn, på den anden side, de giver den bare gas. Masser af farver! De vil stadig gerne have at resultatet bliver pænt i deres øjne, men de tænker ikke nødvendigvis så meget over processen. Det er dejligt befriende at se på. Jeg tænker, at (nogle) voksne kunne lære lidt af det. F.eks. mig selv!

Ovenstående er billedet er af min søns spareand – som han slet ikke kan lide! Jeg synes den passer fint til en 6 årig dreng – og den er da bare top-cute!

Hvis du maler én gang på dit keramik med en af farverne, så bliver resultatet meget lyst. For hver gang du så maler ovenpå (med den samme farve) bliver farven på det færdige resultat kraftigere. Det er en god huskeregel. Der er masser af farveprøver til rådighed, og alle er glaseret og brændt. På den måde kan du både se hvordan dit farvevalg vil se ud når dit værk er færdigt, og du kan også mærke hvor lækkert det bliver at røre ved. Åhh så blødt det er!

Frida var utrolig hjælpsom under hele vores besøg. Hun øste af sin viden og erfaring, og vejledte i både teknikker og farvevalg. Børnene sagde efterfølgende hvor fedt det havde været med så meget hjælp og vejledning. Og det kan jeg kun give dem ret i! Al den hjælp og vejledning gjorde også, at vi virkelig følte os velkomne.

Hvad sker der så?

Når man er tilfreds med sit resultat giver man keramikken til Frida, og så går der ca en uges tid, så kan man hente sit keramik på værkstedet. Og sikke en forvandling fra det matte, ru keramik man afleverede, til det blanke, bløde keramik man får tilbage!

Kan man få kaffe?

Naturligvis kan man få sig en skøn kop kaffe mens man udfolder sine kunstneriske evner. Frida serverer en skøn kop kaffe til bare 20 kr. Du kan også få te og sodavand.

Hvad koster det?

Prisen på et besøg afhænger selvfølgelig af hvad du beslutter dig for at male på.

Vi endte med at betale 500 kr. 200 kr for hver af spareænderne og så 100 kr for min kakkel. Det er inkl. vejledning, maling og efterfølgende glasering og brænding.

Yderligere info

Man kan bestille bord på faflas hjemmeside og i øvrigt læse mere om åbningstider og processen med glasur og brænding. Et besøg varer cirka to timer.

Det er muligt at holde børnefødselsdag hos Fafla, og man kan også give en Faflakasse i gave

Følg også med på både facebook eller på Instragram – der bliver lagt masser af videoer ud med forskelligt spændende indhold.

Og skynd dig så ned og booke et bord, så vi sammen kan medvirke til at Fafla Mikroværksted rigtig får grobund i Køge!