Tag Arkiv: udendørs

6 glemte kæmper – skulpturskattejagt på Vestegnen – anden del

Det er nu ved at være temmelig lang tid siden vi gik på jagt efter Vestegnens 6 glemte kæmper. Vi fandt de første tre kæmper en dejlig sommerdag for over et år siden. Alle gode intentioner om at komme ud og finde de sidste tre glemte kæmper er blevet forpurret af diverse vejr, ferier, begivenheder – altså bare et helt normalt liv for en børnefamilie.

To kæmpe-jægere klar til at tage på eventyr på den sjællandske vestegn

Men endelig lykkedes det os at finde en dag hvor vi kunne tage afsted, og vi var fast besluttede på at vi skulle finde de sidste tre kæmper på én og samme dag. Det skulle vise sig at blive en let opgave, og det er jo godt at vide for andre børnefamilier på eventyr.

Første gang fandt vi Lille Thilde, Thomas på Bjerget og Oscar under broen. Læs – eller genlæs – om vores sjove eventyr lige her.

Så denne gang skulle vi på jagt efter nummer 1, 2 og 6 af de glemte kæmper. Som I kan se på kortet har de en noget mere spredt placering end de kæmper vi fandt i første omgang.

Skattekortet der viser De 6 Glemte Kæmpers placering

Kortet er lånt på Thomas Dambos egen hjemmeside

Bakke Top Trine

var turens første stop. Parkering kan foretages ganske tæt ved og derfra går turen gennem nogle folde med græssende får og geder. På lang afstand kan man se Bakke Top Trine slænge sig på bakketoppen og skue ud over foldene.

Normalt er det jo ikke helt velset at man klatrer på kæmperne (selvom det kan være svært at lade være!) men her inviteres man til at gå op i Trines hænder og opleve udsynet derfra. Så vi sendte selvfølgelig børnene derop, dog uden kamera, så vi har ikke et billede af udsigten.

Bakke Top Trine ligger i nærheden af en mindre naturlegeplads med et hamsterhjul, ligesom der også er mulighed for at se på høns.

Da vi havde hygget os lidt hos Bakke Top Trine gik turen videre. Først til frokost og leg på en fantastisk legeplads som ligger ved nogle boligblokke. Der var både svævebane, høj rutchebane og så mange klatremuligheder at man uden tvivl kunne bruge flere timer dér. Men vi havde jo en brandvarm aftale med den næste skjulte kæmpe, og det var

Sovende Louis

som altså næsten var FOR nem at finde… Han ligger en kort gåtur fra parkeringspladsen ved Boldklubben Avarta ad en bred grussti. Området han ligger i indbyder til gengæld til flere og lange gåture, hvis man ikke er decideret på kæmpejagt.

Sovende Louis ligger lidt inde i et buskads og oppe på en lille bakke, så han er trods alt ikke synlig fra stien. Men der er kun ét sted han kan være, hvis man har zoomet bare en lille smule på Dambos eget kort.

Sovende Louis ligger på siden og snorker – eller – det gør han jo ikke – men munden står da åben. Det er der en mening med, for munden er indgangen til en lille hule, som børn (og barnlige sjæle der er små nok) kan kravle ind i.

Det syntes vores børn var særlig sjovt, og de løb ind og ud af munden. Det havde regnet for nyligt, så der lå en vandpyt ved munden – her mente børnene, at Sovende Luis havde savlet i søvne. Det vidner da om herlig fantasi.

Et billede fra kæmpens hule vom

Til sidst manglede vi kun kæmpe nummer 6 som ligger ved Hakkemosen, hvor vi skulle lede efter

Teddy Venlig

Efter de to andre lidt lette kæmper, glædede vi os over at vi kom ud til et sted som faktisk lå lidt afsides. Fra P-pladsen skulle vi ud over en mark, inden vi kom ned til et skovstykke som grænser ned til den smukke Hakkemose.

Her gik vi en længere tur i den skønne natur og nød den smukke udsigt over mosen.

Lidt “derudaf” fandt vi pludselig Teddy Venlig, som stod og skuede ind i skoven, lige ved et lille tilløb til mosen. Superhyggelig placering. Og meget hyggelig kæmpe med sit store skæg og venlige øjne. Ikke noget at sige til at Thomas Dambo har kaldt ham Teddy Venlig.

Der er en lille skæg detalje ved Teddy Venlig, for hans ene – meget lange – arm bruges som bro over det lille vandløb der løber ud i mosen.

TIP! Det er bestemt muligt at besøge disse tre kæmper på en dag. Vi brugte ikke engang en halv dag, og det var med frokost og ophold på legeplads.

De glemte kæmper

Og sådan fik vi sat punktum for vores skattejagt efter de 6 glemte kæmper på Vestegnen. Det er en virkelig dejlig måde at komme ud og opleve den danske natur på. Og kæmperne er placeret i et område hvor man jo normalt ikke lige kommer, så man bliver tvunget lidt off the beaten track. Personligt håber jeg at Thomas Dambo bygger flere kæmper i Danmark. Der er masser af spændende områder hvor der godt lige kunne dukke en kæmpe ud af gemmerne.

Yderligere information

Læs mere om Thomas Dambo og hans spændende projekter her.

Specifikt kan du læse om De 6 Glemte Kæmper Det er også her at I kan finde kortene som antyder hvor kæmperne gemmer sig. Men vær OBS på, at krydserne kun er sat omtrentligt – ellers er der jo ikke meget skattejagt over det. Vel?

Skovtårnet i Camp Adventure – højt over de sjællandske trætoppe

Søndag d. 31. marts 2019 åbnede Sjællands nyeste vartegn –  Skovtårnet på 45 meter. Det knejser over skovene ved godset Gisselfeld og bliver – gætter jeg på – et enormt trækplaster. For min familie og jeg har det været i toppen af aktivitetsønskelisten at komme op i tårnet siden vi læste at det skulle bygges.

Her omtrent tre uger efter åbningen har vi netop været af sted, og vi blev bestemt ikke skuffede. Der er jer en fed oplevelse i vente hvis I vender snuden mod det midtsjællandske og det høje Skovtårn.

Her får I lidt tips til turen og en beskrivelse af turen – samt selvfølgelig fede billeder fra vores tur, som foregik i strålende solskinsvejr!

Billetter

Billetter kan med fordel købes online, idet man så sparer 25 kr. pr. billet. Den billigere pris opnås hvis I bestiller jeres billetter mindst 24 timer før I har tænkt sig at ankomme. Det kan naturligvis stadig lade sig gøre at dukke spontant op, så koster en billet bare 150 kr. Børn under 6 år kommer gratis ind, men I skal lige have en “billet” med fra indgangen. Den får man ved henvendelse til personalet. Det gik nemt og smertefrit for os.

Købte billetter er kun gyldige til den dag de er købt, men finder I ud af, at I hellere vil afsted en anden dag kan man godt bytte sin billet bare ved at skrive til Camp Adventure. Det gjorde jeg, og jeg fik uden problemer byttet til en anden dag. Super service!

Parkering

Ankommer I i bil koster det 50 kr for en parkeringsbillet. Den kan man også købe online – her er der dog ingen rabat ved online køb. Billetten gælder hele dagen. Parkeringspladsen er kæmpestor, så der er alt fra en kort til en længere gåtur til indgangen alt efter hvor I finder en plads.

Vejen til Skovtårnet

Tårnet ligger bogstavelig talt midt ude i skoven, så hvordan fragter man tusindvis af mennesker derud uden at ødelægge skovbund og vegetation? Jo, man bygger da bare en 1 kilometer lang boardwalk i træ, som på smukkeste vis snor sig gennem skoven. Det er faktisk en smadder god ide, for skoven omkring Gisselfeld har masser at byde på. Så der er ingen grund til at skynde sig ud til tårnet – kun langsomt.

Boardwalken er bred og på de stejleste steder beklædt med metalnet, så træet er skridsikkert i regnvejr. Omkring et par 100 meter fra tårnet dukker det pludselig op mellem grene og stammer. Faktisk ret svært at se, men jeg tænker det er helt med vilje. Det er fedt, at man kan blive overrasket af et 45 meter højt tårn!

Fremme ved tårnet scannes jeres billetter (som bare kan være på telefonen) og lappen fra indgangen hvis I har børn under 6 år med. Og så går turen ellers opad.

Hele turen foregår ad en jævnt skrånende rampe, og der er højt gelænder i begge sider. Vi besøgte tårnet i strid blæst, men man mærker ikke tårnet give sig en millimeter (heldigvis…).

Det er skægt at se hvordan udsigten skifter efterhånden som man kommer højere op, og en spøjs fornemmelse når man går på højde med trætoppene – og forbi dem. Da man går på en rampe er kørestole og klapvogne ikke noget problem.

De besøgende er også flinke til at gå i højre side hhv. op og ned ad rampen, så selvom vi besøgte tårnet sammen med virkelig mange andre, så virkede der ikke overfyldt på nogen måde. Selvfølgelig drømmer jeg altid om at besøge ting uden der er andre til stede (!) men når man tropper op i påsken på en solskinsdag – ja, så ved jeg jo godt at vi ikke ville være de eneste!

Mad og drikke

I hvert fald i weekenden og helligdage er det muligt at få noget mad, drikke og is. Der var stillet boder op med økologiske burgere og pølser, ligesom det var muligt at købe sodavand, øl og is. Priserne er i den høje ende, f.eks. koster en helt basic burger 85 kr, og så skal du betale 5 kr ekstra for ost og 10 kr ekstra for bacon.

Vi snuppede to grillpølser med et (stort!) brød til 55 kr. De smagte rigtig godt. Der er et stort område med borde og stole hvor man kan spise både mad fra boderne men også sin egen medbragte mad. Det er der ingen der ser skævt til.

Vidste du … facts om Skovtårnet

Tårnet er 45 meter højt, og i alt kommer du 140 m. over havets overflade. Det gør det til det højst tilgængelige sted på Sjælland!

7750 brædder – så mange er der brugt til at bygge rampen

Rampen er 650 meter lang, og ender i en 100 m. lang topring hvor man kan gå rundt og se udsigten

Tårnet er formet som et timeglas – 28 m på det bredeste sted, og 14 m. på det smalleste sted

7,5% – er rampens stigning – så I kan sagtens tage barnevognen med op

Gør vi det igen?

Lad mig først sige én ting. Jeg synes turen ud til og op i tårnet er fantastisk. Udsigten er noget man ikke får til dagligt – og så var alle vores børn vilde med turen på hver deres måde. 

Men for en familie på fem kostede turen op i Skovtårnet 550 kr. inkl. parkering (fordi vores yngste er under 6 år, ellers havde det kostet 675 kr). Og havde vi købt adgang “i døren” havde vi kunnet lægge 150 kr oven i. Så er prisen 800 kr for en familie på fem. Og selvom oplevelsen vitterlig er fantastisk gør prisen det til en dyr fornøjelse.

Jeg er klar over, at tårnet har kostet en stor pose penge at bygge, og at Camp Adventure er en forretning der skal løbe rundt. Når det er sagt kunne det være fedt hvis de fx. tilbød familiebilletter til en speciel pris, eller at børn mellem f.eks. 6 og 12 år ikke gik som voksne rent prismæssigt. Det er prismodeller der ses mange steder allerede, og ville være med til at gøre tårnet til en oplevelse for den lidt bredere befolkning.

…Så tilbage til spørgsmålet om vi ville tage turen til Skovtårnet hos Camp Adventure igen? Nok ikke i år, men måske en anden gang. Det kunne jo være sjovt at se udsigten over en fuldt udsprunget skov, f.eks. Eller i efterårets lysende orange farver. Men til den pris er det ikke noget vi kommer til at gøre ofte, også selvom Skovtårnet ligger tæt på vores hjem.

Yderligere info

Åbningstider 2019: Forår (31. marts – 30. juni) kl. 10-18 alle dage. Dog torsdag udvidet til kl. 20. Sommer (1. juli – 11. august) kl. 10-20 alle dage. Efterår (12. august – 3. november) kl. 10-18 alle dage. Dog torsdag udvidet til kl. 20.

Pris: Se deres website for priser

Adresse: Denderupvej 9A, 4690 Haslev

Website: Camp Adventure hjemmeside

Spørg mig! Hvis du har mere specifikke spørgsmål til vores besøg, så er du velkommen til at kontakte mig enten via kontaktformen her på siden, eller i kommentarfeltet nedenfor!

Hver ca 200 meter er der et skilt som viser hvor langt man har gået. Turen fra man starter og helt til slut er 3200 m lang.

Der er en naturlegeplads for enden af boardwalken, her kan man lige få brugt det sidste energi!