Søndag d. 31. marts 2019 åbnede Sjællands nyeste vartegn –  Skovtårnet på 45 meter. Det knejser over skovene ved godset Gisselfeld og bliver – gætter jeg på – et enormt trækplaster. For min familie og jeg har det været i toppen af aktivitetsønskelisten at komme op i tårnet siden vi læste at det skulle bygges.

Her omtrent tre uger efter åbningen har vi netop været af sted, og vi blev bestemt ikke skuffede. Der er jer en fed oplevelse i vente hvis I vender snuden mod det midtsjællandske og det høje Skovtårn.

Her får I lidt tips til turen og en beskrivelse af turen – samt selvfølgelig fede billeder fra vores tur, som foregik i strålende solskinsvejr!

Billetter

Billetter kan med fordel købes online, idet man så sparer 25 kr. pr. billet. Den billigere pris opnås hvis I bestiller jeres billetter mindst 24 timer før I har tænkt sig at ankomme. Det kan naturligvis stadig lade sig gøre at dukke spontant op, så koster en billet bare 150 kr. Børn under 6 år kommer gratis ind, men I skal lige have en “billet” med fra indgangen. Den får man ved henvendelse til personalet. Det gik nemt og smertefrit for os.

Købte billetter er kun gyldige til den dag de er købt, men finder I ud af, at I hellere vil afsted en anden dag kan man godt bytte sin billet bare ved at skrive til Camp Adventure. Det gjorde jeg, og jeg fik uden problemer byttet til en anden dag. Super service!

Parkering

Ankommer I i bil koster det 50 kr for en parkeringsbillet. Den kan man også købe online – her er der dog ingen rabat ved online køb. Billetten gælder hele dagen. Parkeringspladsen er kæmpestor, så der er alt fra en kort til en længere gåtur til indgangen alt efter hvor I finder en plads.

Vejen til Skovtårnet

Tårnet ligger bogstavelig talt midt ude i skoven, så hvordan fragter man tusindvis af mennesker derud uden at ødelægge skovbund og vegetation? Jo, man bygger da bare en 1 kilometer lang boardwalk i træ, som på smukkeste vis snor sig gennem skoven. Det er faktisk en smadder god ide, for skoven omkring Gisselfeld har masser at byde på. Så der er ingen grund til at skynde sig ud til tårnet – kun langsomt.

Boardwalken er bred og på de stejleste steder beklædt med metalnet, så træet er skridsikkert i regnvejr. Omkring et par 100 meter fra tårnet dukker det pludselig op mellem grene og stammer. Faktisk ret svært at se, men jeg tænker det er helt med vilje. Det er fedt, at man kan blive overrasket af et 45 meter højt tårn!

Fremme ved tårnet scannes jeres billetter (som bare kan være på telefonen) og lappen fra indgangen hvis I har børn under 6 år med. Og så går turen ellers opad.

Hele turen foregår ad en jævnt skrånende rampe, og der er højt gelænder i begge sider. Vi besøgte tårnet i strid blæst, men man mærker ikke tårnet give sig en millimeter (heldigvis…).

Det er skægt at se hvordan udsigten skifter efterhånden som man kommer højere op, og en spøjs fornemmelse når man går på højde med trætoppene – og forbi dem. Da man går på en rampe er kørestole og klapvogne ikke noget problem.

De besøgende er også flinke til at gå i højre side hhv. op og ned ad rampen, så selvom vi besøgte tårnet sammen med virkelig mange andre, så virkede der ikke overfyldt på nogen måde. Selvfølgelig drømmer jeg altid om at besøge ting uden der er andre til stede (!) men når man tropper op i påsken på en solskinsdag – ja, så ved jeg jo godt at vi ikke ville være de eneste!

Mad og drikke

I hvert fald i weekenden og helligdage er det muligt at få noget mad, drikke og is. Der var stillet boder op med økologiske burgere og pølser, ligesom det var muligt at købe sodavand, øl og is. Priserne er i den høje ende, f.eks. koster en helt basic burger 85 kr, og så skal du betale 5 kr ekstra for ost og 10 kr ekstra for bacon.

Vi snuppede to grillpølser med et (stort!) brød til 55 kr. De smagte rigtig godt. Der er et stort område med borde og stole hvor man kan spise både mad fra boderne men også sin egen medbragte mad. Det er der ingen der ser skævt til.

Vidste du … facts om Skovtårnet

Tårnet er 45 meter højt, og i alt kommer du 140 m. over havets overflade. Det gør det til det højst tilgængelige sted på Sjælland!

7750 brædder – så mange er der brugt til at bygge rampen

Rampen er 650 meter lang, og ender i en 100 m. lang topring hvor man kan gå rundt og se udsigten

Tårnet er formet som et timeglas – 28 m på det bredeste sted, og 14 m. på det smalleste sted

7,5% – er rampens stigning – så I kan sagtens tage barnevognen med op

Gør vi det igen?

Lad mig først sige én ting. Jeg synes turen ud til og op i tårnet er fantastisk. Udsigten er noget man ikke får til dagligt – og så var alle vores børn vilde med turen på hver deres måde. 

Men for en familie på fem kostede turen op i Skovtårnet 550 kr. inkl. parkering (fordi vores yngste er under 6 år, ellers havde det kostet 675 kr). Og havde vi købt adgang “i døren” havde vi kunnet lægge 150 kr oven i. Så er prisen 800 kr for en familie på fem. Og selvom oplevelsen vitterlig er fantastisk gør prisen det til en dyr fornøjelse.

Jeg er klar over, at tårnet har kostet en stor pose penge at bygge, og at Camp Adventure er en forretning der skal løbe rundt. Når det er sagt kunne det være fedt hvis de fx. tilbød familiebilletter til en speciel pris, eller at børn mellem f.eks. 6 og 12 år ikke gik som voksne rent prismæssigt. Det er prismodeller der ses mange steder allerede, og ville være med til at gøre tårnet til en oplevelse for den lidt bredere befolkning.

…Så tilbage til spørgsmålet om vi ville tage turen til Skovtårnet hos Camp Adventure igen? Nok ikke i år, men måske en anden gang. Det kunne jo være sjovt at se udsigten over en fuldt udsprunget skov, f.eks. Eller i efterårets lysende orange farver. Men til den pris er det ikke noget vi kommer til at gøre ofte, også selvom Skovtårnet ligger tæt på vores hjem.

Yderligere info

Åbningstider 2019: Forår (31. marts – 30. juni) kl. 10-18 alle dage. Dog torsdag udvidet til kl. 20. Sommer (1. juli – 11. august) kl. 10-20 alle dage. Efterår (12. august – 3. november) kl. 10-18 alle dage. Dog torsdag udvidet til kl. 20.

Pris: Se deres website for priser

Adresse: Denderupvej 9A, 4690 Haslev

Website: Camp Adventure hjemmeside

Spørg mig! Hvis du har mere specifikke spørgsmål til vores besøg, så er du velkommen til at kontakte mig enten via kontaktformen her på siden, eller i kommentarfeltet nedenfor!

Hver ca 200 meter er der et skilt som viser hvor langt man har gået. Turen fra man starter og helt til slut er 3200 m lang.

Der er en naturlegeplads for enden af boardwalken, her kan man lige få brugt det sidste energi!