Tag Arkiv: stikkelsbær

Stikkelsbær – de er sure og stikker – og SÅ gode i grød!

Stikkelsbær – navnet er jo egentlig ikke særlig charmerende… Et bær der stikker – hvem gider ha’ sådan et? Og det er måske forklaringen på at det er så svært at opdrive et ærligt stikkelsbær – med mindre man altså har buske i sin egen have. Og det er altså en skam, for stikkelsbær kan bruges til så meget forskelligt. Mit barndomshjem er et med stor have – og også stikkelsbærbuske – så derfor var jeg slet ikke i tvivl om at min have også skulle huse det skønne bær. Så vi har to buske – en med røde glatte bær, og en med grønne/gule behårede bær. Når de modnes er de lækre at spise direkte fra busken – men det er i den umodne variant at de fleste anvendelsesmuligheder er, synes jeg. Og spørger I vores børn, så er sure stikkelsbær også gode, lige så snart de er store nok til at blive plukket! Og nu er det jo heldigvis sådan, at det ikke er bærret der har torne, men bare busken. Bevares, man kan stadig stikke sig noget så eftertrykkeligt når man plukker stikkelsbær…

Et tip til at stikke sig mindst muligt når man plukke bærrene er at beskære busken samtidig med, for så sidder du med en gren fuld af stikkelsbær og kan bedre komme til!

Her har jeg lavet en helt klassisk stikkelsbærgrød, som også kan anvendes som kompot til aftensmaden – eller som fyld i en lækker tærte.

Ingredienser

  • 800 g umodne stikkelsbær
  • 600 g sukker
  • Evt. vaniljesukker lavet af 1/2-1 vaniljestang mast ud i sukker
  • Kartoffelmel til jævning (rørt ud i vand)
  • Lidt ekstra sukker til at drysse på toppen af grøden

Fremgangsmåde

Friskskyllede stikkelsbærDet første du gør er at skylle dine stikkelsbær, og herefter nippe dem for stilk og blomst.

IMG_7639Herefter kommes de i en gryde af passende størrelse sammen med sukker og en sjat vand. Hvis du vil tilsætte vanilje gør du det i dette trin. Og put bare den tomme stang ned i – der er masser af smag i den stadigvæk.

IMG_7640Det hele varmes langsomt op for ikke at brænde bær og sukker på (den lille sjat vand hjælper også med at forhindre at det brænder på). Når det safter godt kan du sagtens skrue op for varmen så det bliver kogt godt igennem så bærrene bliver dejligt bløde og brister lidt. Jeg koger ikke grøden til mos, og bruger heller ikke stavblenderen, for jeg kan godt lide struktur i min grød (undtagen i rabarbergrød som du kan læse mere om her, hvor jeg dog snyder lidt og bruger hakkede mandler for at få struktur).

IMG_7641Når grøden er kogt færdig – det tager vel omkring 10-15 minutter – slukker jeg, og tilsætter jævning.

IMG_7642

Efter at have hældt grøden i en passende smuk skål, kan du drysse toppen med sukker så grøden ikke trækker skind.

Og så er du klar til en god portion stikkelsbærgrød – eller måske en tærte, hvor du laver et crumbledej-låg og lige smækker den i ovnen i 30 minutter. Eller en kompot til din stegte kylling eller svinekød. So many choises – og kun én mave…

 

Et pust af sommer; stikkelsbærsyltetøj i marts

Min kasse med tomme sylte-glas er efterhånden blevet overfyldt, og det betyder som regel at vi er ved at løbe tør for syltetøj. Ingen af delene går selvfølgelig, så jeg gik fluks i gang med at få lavet noget syltetøj.

I dag faldt valget på syltetøj lavet af grønne stikkelsbær, som jeg har til overflod i fryseren. Det skulle være “med et twist”, så jeg valgte at komme syltet ingefær i. Det har jeg ikke prøvet før, men mon ikke de to ting klæder hinanden godt?

Det skal du bruge til stikkelsbærsyltetøj:

1,2 kg stikkelsbær, gerne fra frost

800 gram sukker (eller efter smag)

4 stk syltet ingefær

1 spsk lage fra ingefæren

Rød melanin og atamon til tykning og konservering

Hvordan gjorde jeg?

image

Put de frosne bær op i en stor gryde

image

Hak den syltede ingefær så fint – eller groft – som du ønsker.

image

Put sukker og ingefær op til stikkelsbærene, bland det let sammen og tændt på lavt blus. Det lave blus er for at bærrene ikke brænder på.

image

Kog massen op, indtil bærrene er bløde, sukkeret smeltet og det har en god farve. Smag syltetøjet til – se evt. Tips nedenfor. Jævn det derefter med rød melatin, følg anvisningen på pakken.

image

Hæld syltetøjet på rene glas, og luk stramt til. Vedr. rene glas, se Tips nedenfor.

Nu har du lækkert syltetøj til dit morgenbrød, yoghurt, dessert… – Velbekomme :)

Syltetips

Er mit syltetøj sødt nok? Når noget er varmt, så smager det altid mere sødt end når det er koldt, så det er tænkeligt at syltetøjet skal have et skud sukker mere før du er tilfreds med smagen. Med mindre du foretrækker det syrligt, selvfølgelig.

Konsistens – er et spørgsmål om smag og behag. Hvis du synes det er for tyndt, så put mere rød melatin i.

Forberedelse af glas. Varm dem i ovnen i 10 minutter ved 100 grader og hæld syltetøj i mens glassene er varme. En anden mulighed er at skylle kolde glas med atamon (en smule hældes rundt i glassene, det overskydende hældes.  over i det næste glas, osv.). Herefter fyldes med syltetøj.