Kælken er fundet frem – herlig leg i vintervejret
Først var det slet ikke vinter – og julen kom og gik i den mest sørgelige forstand vejrmæssigt. 10 grader og regn i så stride mængder at flere steder i Danmark blev oversvømmet ganske eftertrykkeligt. For nylig er vejret jo begyndt at slå om, og vi startede ugen med tøsne i rå mængder, som kun kortvarigt iklædte vores område (Køge) i vinterens smukke, hvide farve – og som til gengæld skabte kaotiske tilstande på vejene for de stakler som skulle på arbejde (mig selv inklusive!).
Til børnenes store glæde begyndte frosten endelig at melde sin ankomst, og i går dryssede sneen blidt fra himlen og smeltede ikke i det sekund den rørte jorden og skabte ikke et søle og sneælte som man bare bliver irriteret over. Nej, det lagde sig ligeså fint og varslede en skøn søndag i snelegens tegn!
Og ganske rigtigt – i morges vågnede vi til 8 graders frost, klar himmel og et smukt hvidt snedække der funklede i solens stråler – det kunne kun blive en god dag. Efter morgenmad og ungerne i tøjet var det afsted til Åsen i Køge hvor der bør kunne findes et antal kælkebakker selvom der jo også er mange træer… Vi var de første på parkeringspladsen kl. 9:45 og fik straks pakket kælke ud og afsted mod Grundtvigs Grav hvor terrænet skråner og skulle give basis for en OK kælketur. Vi var de første der kom, men havde kun bakken for os selv i ca 5 minutter før en masse andre børn og voksne kom ud for at nyde det forrygende vintervejr.
Efter lidt startvanskeligheder fandt vi ud af hvor på bakken det var bedst at starte, og så skal jeg ellers lige love for at der blev kælket! Skægt – og dejligt – at se hvordan børn som ellers dårligt kan gå 50 meter uden at mukke lidt over hvor hårdt det er, utrætteligt først kælker ned for derefter at løbe op og tage turen én gang til.
Efter at have kælket der i et godt stykke tid efterspurgte Linea og Vitus større udfordringer og vi begav os derfor på tur ud i den smukke, snedækkede skov på udkig efter flere kælkebakker.
Man kan sige at “problemet” på Åsen er, at der er mange træer, og at helt oplagte kælkebakker måske mangler lidt. Men vi fandt dog flere som var udmærkede – nogle hvor far lige skulle med på kælken, og andre hvor de kunne kælke ned selv. Den sidste bakke vi besøgte var klart favoritten hos begge børn – og hos faderen. Lang og bred, og med et lille knæk, som begge børn behændigt styrede rundt i. Mor her var hele dagen henvist til fotograftjansen da graviditet i sidste trimester ikke er helt foreneligt med buler, bump og styrtfare – desværre. Jeg har lovet børnene at jeg kommer stærkt tilbage om et års tid.
Det fede ved børn er, at de er ligeglade med om de vælter af kælken – faktisk er det næsten sjovere jo mere man vælter af – og både Vitus og Linea væltede meget af. Både med vilje og enkelte knap så koordinerede styrt. Nogen gange gik det så stærkt ned ad bakkerne at jeg nærmest måtte holde mig for øjnene, men vi havde ingen uheld, så alt gik fint.
Godt trætte og sultne efter små tre timers leg på kælken gik turen hjemad igen – med glade børn på bagsædet, som havde haft en vidunderlig dag i sneen. Og med forældre, som var lykkelige over at kunne give deres børn en ægte vinteroplevelse, selvom de efterhånden er lidt vel sjældne.
