Tag Arkiv: Sjælland

Højerup Gl. Kirke og Højerup Fyr – endnu flere eventyr på Stevns

Endnu engang startede Vores eventyr bilen og kørte en halv times tid sydpå – mod Stevns. Igen, vil nogen måske spørge? Men ja, IGEN, er vores svar. For hold nu op der er meget at se og tage sig for blot en halv times kørsel syd for Køge.

Denne gang var der to aktiviteter på vores liste, for de ligger så tæt på hinanden at de er nærliggende at tage i samme tur.

Det drejer sig om den fantastiske Højerup Gammel Kirke og så Højerup (eller Stevns) Fyr. Som der faktisk er to af. Et lille og et stort.

Vi startede ved fyret fordi vi tænkte, at der nok var færre mennesker end ved kirken. Det viste sig at være rigtigt, så det var en fin beslutning.

Højerup Fyr – lidt historie

Højerup Fyr kendes også som Stevns Fyr, og det ligger på det højeste sted på Stevns Klint. Det vil sige 41 meter over havets overflade. Det ældste Stevns Fyr blev opført i 1816-18 og er faktisk blot en tilbygning på fyrmesterens embedsbolig. Jeg har aldrig set så lille et fyr, men lyset fra det kan faktisk ses fra Runde Tårn i København! Så det har fint virket på sin tid.

De to Højerup Fyr (også kendt som Stevns fyr)Det nyeste fyr blev bygget i 1877-78 fordi nye og hurtigere dampskibe havde behov for at kunne se fyret endnu længere væk. Derfor byggede man fyret længere ude på klinten og i en højde på 27 meter. Fyret er i brug den dag i dag, og udsender et blink hver 25. sekund.

Alle bygningerne er i øvrigt bygget af limsten fra Stevns Klint.

TIP! Besøg Kalklandet.dk for at se hvor jeg har fået inspiration til ovenstående tekst.

Besøg ved fyrene

Under normale omstændigheder kan man besøge både fyrmesterens bolig og komme op i fyrtårnet og se den fantastiske udsigt. Grundet Corona-krisen er stederne dog ikke tilgængelige i øjeblikket, så man må nøjes med at beundre stederne fra jordhøjde. Det er dog stadig imponerende at skue ud over havet højt oppe fra klinten. Ingen tvivl om, at vi skal tilbage og besøge fyret og boligen når tilstandene er normaliseret nok til at den slags åbner igen.

På vej til Højerup Gl. Kirke

Når du har set fyrene så er der en gåtur på små to km langs Stevns Klint og hen mod Højerup Gammel Kirke. Det er en del af den 22 km lange Trampesti som går fra Bøgeskoven i nord til Rødvig Havn i syd.

Det er den smukkeste gåtur man kan tænke sig, med hav og klint til den ene side og marker til den anden side. Hvis du er heldig, kan du måske spotte en vandrefalk suse afsted. Vandrefalken er meget sjælden i Danmark, men ved Stevns klint holder pt. tre falkepar til. De har ynglet der siden 2008.

Udkig mod Højerup Gl. Kirke

Når I når længere på turen, så kan I i det fjerne skimte Højerup Gammel Kirke som ligger så tæt så tæt på klinten. Der er flere fantastiske fotomuligheder, men skal I tage et rigtig godt billede – så tag et “ordentligt” kamera med med zoom og objektiv. Min iPhone – som ellers tager fine billeder – kan altså ikke rigtig bruges når afstanden bliver rigtig stor.

I det hele taget er det utrolig mange fantastiske fotomuligheder når I går på Trampestien. Både fremad – men husk også at vende jer om engang i mellem.

Højerup Gl. Kirke – lidt historie

Sagnet siger, at en skipper i havsnød lovede at opføre et kapel på dette sted hvis han overlevede. Og det gjorde han!

De ældste dele fra kirken kan dateres tilbage til 1250. Dog vides det med sikkerhed, at kirken blev indviet for anden gang i 1357. Allerede helt fra starten har havet ædt sig ind i den 30 meter høje klint. I 1600 tallet var det blevet så grelt, at kirkegården var begyndt at styrte i havet. Det betød halve kister og skelet-dele der stak ud af klinten! I 1910 holdt man op med at bruge kirken fordi man var bange for at den skulle styrte i havet. Der gik dog yderligere 18 år, og det var først d. 16. marts i 1928, at koret styrtede i havet grundet et klinteskred. Efter det besluttede man hurtigt at understøtte resten af kirken, så der ikke forsvandt mere i havet. Der blev også bygget en balkon så man kan stå helt på kanten af klinten med udsigt over havet.

Besøg ved kirken og stranden

Når man kommer fra nord går vejen til kirken gennem en mindelund med mange rejste mindesten. Bl.a. er opsat en sten for at markere 800-året for Dannebrog (læs evt. om dengang Vores eventyr besøgte Tallin og selve stedet hvor Dannebrog faldt ned).

Vi besøgte jo kirken midt i coronakrisens højdepunkt i Danmark, og vi burde måske være vendt om, for der var virkelig mange mennesker. Men dagen var smuk og varm, udsigten fantastisk og stemningen for god til at give slip på. Så vi blev, og holdt afstand så godt vi kunne. De fleste andre besøgende efterlevede heldigvis også henstillingerne om afstand. F.eks. måtte der kun være fem personer inde i kirken ad gangen, og det blev håndhævet af en ung mand.

Selve kirken er virkelig fin, og man mærker historiens vingesus når man går ind i den lillebitte kirke. Det var næsten magisk at træde ud på balkonen som vitterligt svæver 30 meter over jorden og så bare se det smukke blå hav foran sig, og den kridhvide klint til begge sider.

Hele området er bare virkelig dejligt at gå rundt i, og der er opstillet flere kikkerter så man kan kigge ud over hav og klint. Og de koster ikke noget! Det ses altså sjældent (men hvem har også snart mønter på sig mere?).

Selvom vi burde være taget hjem, så måtte vi altså tage besøget nede på stranden med. det foregår først af en gammel træ-trappe og siden en ny – og meget, meget stejl – aluminiumstrappe, hvor folk og hunde klamrede sig til gelænder og trin. Husk håndsprit, siger jeg bare! Hele familien klarede nedstigningen, også vores yngste på lige 4 år. Men ikke helt uden svedige håndfalder hos moderen her…

Stranden er fyldt med sten i forskellige størrelser og der blev igen smidt et utal af sten ud i havet.

Højerup Gl. Kirke set fra stranden

Mest fantastisk er det dog at stå på stranden og kigge op mod kirken og det kæmpe stykke af klinten som er lavet af beton. Det er ikke skræmmende, blot virkeligt betagende.

Yderligere info

Stevns Fyr/Højerup Fyr

Adresse: Fyrvej 2, 4660 Store Heddinge

Der er parkering tæt på, som ikke koster noget.

I øjeblikket er fyret stadig lukket pga. COVID-19 smittefare, men hold dig orienteret her om ændringer (og giv gerne mig besked hvis du opdager først at der er åbent igen).

Du kan finde masser af information om fyret på nettet, her er et par steder at læse mere

https://kalklandet.dk/attraktioner/stevns-klint/besog/stevns-fyr

https://da.wikipedia.org/wiki/Stevns_Fyr 

Højerup Gl. Kirke

Adresse: Højerup Bygade 30, 4660 Store Heddinge

Kirken er åben også under Corona-krisen, og åbningstiderne fra fra påske til d. 31/10 dagligt fra 10-17.

Der er parkeringsplads ved kirken med følgende parkeringsafgift:

Fra påske til 31. oktober:
kl. 10.00-16.30: 40 kr.
kl. 16.30-10.00: 20 kr.

Fra 31 oktober til påske : 20 kr.

Du kan også læse meget mere om kirken og dens dramatiske historie, f.eks.

https://kalklandet.dk/historie/hojerup-gl-kirke

https://www.stevnsklint.com/da/oplev/steder/hoejerup/

Vores Eventyr på opdagelse i Boesdal Kalkbrud

Når I har besøgt Holtug Kridtbrud er det nærliggende at fortsætte eventyret sydpå langs Stevns Klint. Det gjorde vi for nylig, da ungerne igen skulle luftes på andet end havetrampolin og airtrack hjemme i haven! Hele kystlinien langs Stevns gemmer på den ene perle efter den anden. Med dette besøg har vi tjekket 2 ud af 8 steder af. Vores mål er at se dem alle i løbet af den kommende tid!

Længere nede får du Vores eventyrs tre tips til ting du skal huske når du planlægger dit besøg i Boesdal.

Vidste du?! Hele Stevns Klint er UNESCO verdensarv-område!

Boesdal Kalkbrud – lidt historie

Helt tilbage i 1920’erne begyndte de stevnske beboere at bryde kalk i Boesdal. I 1978 stoppede man igen, men det er stadig muligt at se to ovne og en kæmpe pyramide på området. Ovnene blev brugt til at brænde kalken, og pyramiden var til opbevaring af knust og tørret kalk.

Ved Boesdal kan du opleve at gå “igennem” klinten og ned til stranden. Det skyldes, at der blev lavet et hul så man kunne transportere den færdige kalk ud til ventende skibe.

Nu hvor der ikke længere brydes kalk, så er kalkbruddet forvandlet til et rekreativt område, bl.a. med flere kulturelle aktiviteter. Derudover er det også muligt at overnatte i 2 shelters som kan bookes her.

Vidste du! At der er blevet filmet til både TV2s julekalender fra 2019; Tinka og Kongespillet og til en duel til DR1 underholdningsprogrammet Versus! 

Ovnene

Når du har parkeret din bil (eller cykel), går du naturligt hen mod kanten af kalkbruddet. Her ser du til venstre for dig to store ovne som blev brugt til at brænde kalken i. Begge ovne er i en sørgelig forfatning og også skærmet af, da jeg tænker at der er nedstyrtningsfare. Der er placeret et par borde og bænke heroppe, så man kan spise frokost ell. lign. med udsyn over kalkbruddet.

Pyramiden

Når man har set ovnene begynder turen ned i kalkbruddet. Ens blik bliver hurtigt fanget af kæmpepyramiden som med sin mørke farve er virkelig synlig i alt det hvide. Vi var i tvivl om, om man måtte gå indenfor i den her i Corona-tid – men det måtte man gerne. Selvfølglig var der skiltet med at holde afstand. Der er i øvrigt pænt koldt inde i pyramiden her først i april!

Pyramiden i bunden af kridtbruddet er 20 meter høj og 60 meter bred. I gamle dage dryssede man kalk ned gennem toppen, og hældningen på pyramidens tag er faktisk den hældning kalk får, når det drysses ned fra oven i en bunke.

Pyramiden er ind i mellem brugt til at afholde arrangementer – og hvis man skulle få lyst til at holde noget dér – ja, så kan det faktisk godt lade sig gøre. Du kan henvende dig til Stevns Kommunes Kultur og Fritidsudvalg for at høre mere.

Området

Fra pyramiden går turen atter op på toppen af klinten – og den smukkeste udsigt åbenbarer sig. Man kan simpelthen se helt hen til slutningen af Stevns Klint! Lidt længere sydpå kan I ane Rødvig, og på en dag med lidt ekstra tid, så kan man udvide gåturen derned.

Udsigten ud over havet fra toppen af klinten er formidabel. Hav og himmel spiller så smukt sammen. Vi gik flere gange tæt på kanten for at kigge ned, og her er det vigtigt at have et fast tag i mindre børn. Der er nemlig ikke nogen afskærmning eller advarselsskilte – men flere steder er der frit fald mange meter ned mod den stenfyldte strand. Som det også bliver gjort opmærksom på ved indgangen til området: Al færdsel sker på eget ansvar.

En sjov aktivitet for børn som voksne er at bruge genvejen fra toppen af klinten og ned til stranden. Et tov er spændt ud, så man kan bakke sig hele vejen ned til stranden. Det ser stejlt ud, men begge de store børns melding var, at det da slet ikke var så slemt! De tog kun turen ned – næste gang må vi tage den op også!

Stranden

Stranden er ret stenfyldt, og egner sig ikke til at bade fra. Til gengæld så vi rigtig mange fiskere vade ud og fiske. Og da der netop er meget stenfyldt, så er det et super sted at fordrive tiden med at smide sten i vandet.

Der ligger store rester af beton, fra hvad der måske har været den gamle mole hvor skibe har lagt til. De klodser egner sig fortrinligt til fine silhuetbilleder.

TIP! Det er i øvrigt lige ved hullet gennem klinten til stranden, at I kan se den formation som er blevet brugt under optagelserne til Tinka og Kongespillet.

Tak til Camilla for at låne mig dette fine billede!

Tre ting du skal huske til dit besøg i Boesdal

  1. Solbriller
    • Selv i halvskyet vejr skærer det hvide kridt i øjnene. I blændende sol kunne jeg forestiller mig det er nærmest uudholdeligt.
  2. Tøj til at tumle i
    • Der er masser af muligheder for at klatre og lege (hensynsfuldt) på de mange skrænter – så vær sikker på at tage tøj på som gerne må blive beskidt.
  3. Madkurv/snacks
    • Der er så mange smukke steder at nyde sin madpakke eller en snack. Så hvis vejret er til det, så sørg for at pakke lidt lækkert til turen, så I kan sætte jer og nyde den magiske udsigt.

Yderligere oplysninger

Adresse: Boesdal Kalkbrud, Boesdalsvej 20, DK-4673 Rødvig, Danmark

Omtrent en halv times kørsel fra Køge, og en time fra København. Plot ovenstående adresse ind på GPS’en og så er I på vej:)

I kan læse mere om Boesdal Kalkbrud på flere forskellige hjemmesider, bl.a.

Kalklandet

Stevns Klint

Boesdal Kalkbrud kan f.eks. besøges efter at I har været i Holtug Kridtbrud. Her var Vores eventyr for nyligt. Læs om vores oplevelser her, og planlæg dit næste besøg i den stevnske natur.

 

6 glemte kæmper – skulpturskattejagt på Vestegnen – anden del

Det er nu ved at være temmelig lang tid siden vi gik på jagt efter Vestegnens 6 glemte kæmper. Vi fandt de første tre kæmper en dejlig sommerdag for over et år siden. Alle gode intentioner om at komme ud og finde de sidste tre glemte kæmper er blevet forpurret af diverse vejr, ferier, begivenheder – altså bare et helt normalt liv for en børnefamilie.

To kæmpe-jægere klar til at tage på eventyr på den sjællandske vestegn

Men endelig lykkedes det os at finde en dag hvor vi kunne tage afsted, og vi var fast besluttede på at vi skulle finde de sidste tre kæmper på én og samme dag. Det skulle vise sig at blive en let opgave, og det er jo godt at vide for andre børnefamilier på eventyr.

Første gang fandt vi Lille Thilde, Thomas på Bjerget og Oscar under broen. Læs – eller genlæs – om vores sjove eventyr lige her.

Så denne gang skulle vi på jagt efter nummer 1, 2 og 6 af de glemte kæmper. Som I kan se på kortet har de en noget mere spredt placering end de kæmper vi fandt i første omgang.

Skattekortet der viser De 6 Glemte Kæmpers placering

Kortet er lånt på Thomas Dambos egen hjemmeside

Bakke Top Trine

var turens første stop. Parkering kan foretages ganske tæt ved og derfra går turen gennem nogle folde med græssende får og geder. På lang afstand kan man se Bakke Top Trine slænge sig på bakketoppen og skue ud over foldene.

Normalt er det jo ikke helt velset at man klatrer på kæmperne (selvom det kan være svært at lade være!) men her inviteres man til at gå op i Trines hænder og opleve udsynet derfra. Så vi sendte selvfølgelig børnene derop, dog uden kamera, så vi har ikke et billede af udsigten.

Bakke Top Trine ligger i nærheden af en mindre naturlegeplads med et hamsterhjul, ligesom der også er mulighed for at se på høns.

Da vi havde hygget os lidt hos Bakke Top Trine gik turen videre. Først til frokost og leg på en fantastisk legeplads som ligger ved nogle boligblokke. Der var både svævebane, høj rutchebane og så mange klatremuligheder at man uden tvivl kunne bruge flere timer dér. Men vi havde jo en brandvarm aftale med den næste skjulte kæmpe, og det var

Sovende Louis

som altså næsten var FOR nem at finde… Han ligger en kort gåtur fra parkeringspladsen ved Boldklubben Avarta ad en bred grussti. Området han ligger i indbyder til gengæld til flere og lange gåture, hvis man ikke er decideret på kæmpejagt.

Sovende Louis ligger lidt inde i et buskads og oppe på en lille bakke, så han er trods alt ikke synlig fra stien. Men der er kun ét sted han kan være, hvis man har zoomet bare en lille smule på Dambos eget kort.

Sovende Louis ligger på siden og snorker – eller – det gør han jo ikke – men munden står da åben. Det er der en mening med, for munden er indgangen til en lille hule, som børn (og barnlige sjæle der er små nok) kan kravle ind i.

Det syntes vores børn var særlig sjovt, og de løb ind og ud af munden. Det havde regnet for nyligt, så der lå en vandpyt ved munden – her mente børnene, at Sovende Luis havde savlet i søvne. Det vidner da om herlig fantasi.

Et billede fra kæmpens hule vom

Til sidst manglede vi kun kæmpe nummer 6 som ligger ved Hakkemosen, hvor vi skulle lede efter

Teddy Venlig

Efter de to andre lidt lette kæmper, glædede vi os over at vi kom ud til et sted som faktisk lå lidt afsides. Fra P-pladsen skulle vi ud over en mark, inden vi kom ned til et skovstykke som grænser ned til den smukke Hakkemose.

Her gik vi en længere tur i den skønne natur og nød den smukke udsigt over mosen.

Lidt “derudaf” fandt vi pludselig Teddy Venlig, som stod og skuede ind i skoven, lige ved et lille tilløb til mosen. Superhyggelig placering. Og meget hyggelig kæmpe med sit store skæg og venlige øjne. Ikke noget at sige til at Thomas Dambo har kaldt ham Teddy Venlig.

Der er en lille skæg detalje ved Teddy Venlig, for hans ene – meget lange – arm bruges som bro over det lille vandløb der løber ud i mosen.

TIP! Det er bestemt muligt at besøge disse tre kæmper på en dag. Vi brugte ikke engang en halv dag, og det var med frokost og ophold på legeplads.

De glemte kæmper

Og sådan fik vi sat punktum for vores skattejagt efter de 6 glemte kæmper på Vestegnen. Det er en virkelig dejlig måde at komme ud og opleve den danske natur på. Og kæmperne er placeret i et område hvor man jo normalt ikke lige kommer, så man bliver tvunget lidt off the beaten track. Personligt håber jeg at Thomas Dambo bygger flere kæmper i Danmark. Der er masser af spændende områder hvor der godt lige kunne dukke en kæmpe ud af gemmerne.

Yderligere information

Læs mere om Thomas Dambo og hans spændende projekter her.

Specifikt kan du læse om De 6 Glemte Kæmper Det er også her at I kan finde kortene som antyder hvor kæmperne gemmer sig. Men vær OBS på, at krydserne kun er sat omtrentligt – ellers er der jo ikke meget skattejagt over det. Vel?