Hvor går man hen på Sjælland hvis man kunne tænke sig at lade sine børn – og sig selv – være kæmpe i et par timer – og måske føle sig lidt som Gulliver gjorde da han besøgte Lilleputland i det berømte eventyr om Gullivers rejser? Et af de steder du kan gøre netop det er lige her i min skønne by Køge. Kjøge Mini-by ligger en smule uden for Køge Centrum og er en nøjagtig kopi af Køge som byen tog sig ud i 1865, men bare i en tiendedel af størrelsen.

Kjoegeminiby13I den nyligt afsluttede sommerferie vendte jeg tilbage til Kjøge Mini-by for fjerde gang – men det var første gang vi var der med børn i en alder hvor vi tænkte at de rent faktisk ville få noget ud af besøget. Ikke kun fordi de nu er gamle nok til at genkende deres by, men også fordi vi regnede med at de ville kunne se det sjove i at besøge en hel by i mini-format (som ikke var lavet af Lego…).

Kjoegeminiby15Da vi besøgte Kjøge Mini-by var der en jubilæumskonkurrence igang, som gik ud på at man skulle finde frem til 15 affotograferede steder i minibyen. Så børnene fik udleveret et kort og en side med 15 billeder på hver – og så gik jagten ellers rundt i minibyen for at finde ud af hvor billederne var blevet taget.Kjoegeminiby17Og det var en fantastisk måde at få aktiveret børnene på og ikke mindst få dem til at dvæle lidt ved de enkelte bygninger i stedet for at de hurtigt skynder sig videre til det næste hus. Som forældre var det skønt at høre hvordan børnene kunne kende Køges forskellige bygninger – og f.eks. broen over Køge Å som de kunne huske at vi havde sejlet under i kano på for nylig. Hvad de dog ikke helt kunne forstå var, hvor Fætter BR-butikken var blevet af, for de mente da helt bestemt at den butik ligger i gaden som går fra Rådhuset og ned mod kirken.

Kjoegeminiby05

Kjoegeminiby07Alle bygningsværkerne er små mesterværker i sig selv og der er virkelig kælet for alle detaljerne. Og når man tænker på at det hele er lavet i hånden, så synes jeg det bliver lige en tand mere fantastisk. Sikke et arbejde der ligger i hvert enkelt hus!

Kjoegeminiby26

Her er maskinen som bruges til at forme teglsten med inden de bliver brændt.

I Kjøge Mini-by er det muligt at besøge de arbejdende værksteder og se hvordan husene bliver til, lige fra kernen af beton, over bindingsværk, mursten, vinduer, nedløbsrør osv.Kjoegeminiby24Alle materialer til husene – mursten, teglsten, vinduer, bindingsværk, nedløbsrør osv. bliver produceret i værkstederne der er tilknyttet minibyen. Kjoegeminiby23Og i den ene af to haller sidder folk og bygger huse op med små-bitte mursten, mørtel og pincet, og dem der arbejder med husene vil som regel rigtig gerne øse af deres viden om Køge og om hvordan det er at bygge modelhuse. Kjoegeminiby28Køge Kirke – eller Sct. Nicolai kirke – er naturligvis også repræsenteret i minibyen – men som den eneste bygning kan den ikke rigtig siges at være “mini”. Den består nemlig af over 350.000 mursten og 40.000 teglsten – og tog ikke mindre end 8 år at bygge. Forskellen på denne og de andre bygninger der bliver lavet er, at kirken blev bygget på sin korrekte placering – simpelthen fordi den var for stor til at blive transporteret rundt.

Kjoegeminiby12Børnene syntes det var enormt sjovt at de var større end husene, og det var spændende at gå på opdagelse for at finde frem til hvor billederne til jubilæumskonkurrencen var taget. Jeg håber Kjøge Mini-by beholder denne sjove aktivitet også når jubilæet ikke længere skal fejres, for det ansporer både børn og vokse til at dvæle mere ved husene og nyde de prægtige detaljer.

Kjoegeminiby06Kjøge Mini-by er et super udflugtsmål for stor som lille, og byen udvides hele tiden. Der bliver bygget omkring 35-40 huse om året, så der er næsten altid noget nyt at se på. Da vi besøgte stedet var der 479 huse – de nye huse kan man kende på de helt rene tegl, mens de første huse efterhånden ser noget gamle ud – hvilket de faktisk også er. De første huse kom nemlig på plads for over 20 år siden!

Kjoegeminiby11Det er muligt at medbringe madpakke og spise i området hvor der er sat talrige borde og bænke op – så lav en lækker picnic-kurv og nyd frokosten i de naturskønne omgivelser, mens du kigger på Køge som byen så ud for 150 år siden. Kaffen kan du købe for et symbolsk beløb og den var ikke så ringe endda!

Yderligere oplysninger

Kjøge Mini-by har åbent fra 1. maj til 30. september i tidsrummet fra 10-16. Derudover er der åbent i uge 42, efterårsferien.

I 2015 koster indgangen 50 kr. pr. voksen og børn mellem 5 og 15 år koster 10 kr. Hvis du er medlem af FDM kan du fremvise dit medlemskort og spare den ene billet (det var der et skilt om i billetsalget da vi var der).

Kjøge Mini-by har en meget fin hjemmeside der fortæller en masse om hvordan mini-byen er blevet til og meget mere.

Der er fine parkeringsmuligheder lige ved siden af, og skilte viser vejen til parkeringspladserne.

Kjoegeminiby16

Der er fuld koncentration når der skal krydses af på papiret

Kjoegeminiby08

Køge har nogle prægtige bygningsværker – og de tager sig ikke mindre flotte ud i miniformat hvis du spørger mig!

Kjoegeminiby18

Fine detaljer med skinke og pølse der hænger til lufttørring!

Kjoegeminiby14

I virkeligheden er dette lille lysthus i en frygtelig stand – så det er dejligt at kunne se hvordan det engang har set ud.

Kjoegeminiby20

Der bliver også bygget skibe i Kjøge Mini-by

Kjoegeminiby03

Der tilbydes et kig til de skønne baggårde – som sikkert var mere skumle i 1865 end de er i dag!

Kjoegeminiby21

Der sættes vinduer i

Kjoegeminiby25

Et ordentligt læs mursten venter på at blive brændt i værkstedets egen ovn.

Kjoegeminiby29

Kjoegeminiby10

Kjoegeminiby27