Tag Arkiv: Trollmap

Hans Hulehånd – Vores eventyr på troldejagt igen

Efter en lille uges ferie på Rømø gik turen øst-over hjem mod Sjælland. Og på vej mod Sjælland ligger jo Fyn (joh… jeg kan godt min geografi!) og på Fyn ligger Odense – og i Odense ligger der en trold! Det er Hans Hulehånd, der gemmer sig ved Odense.

Fristelsen var simpelthen for stor ift. bare at køre forbi, når nu vi havde tiden til at gå på troldejagt. Så med madpakken smurt fra sommerhuset satte vi kursen mod Havnebadet i Odense. Vi fandt hurtigt en parkeringsplads (gratis i tre timer) og regnede med at det ville være nok til at tage turen på 5 km til Hans Hulehånd. Vi havde godt nok set, at på trollmap anbefales en cykel, men vi tænkte, at det vi kunne klare til fods… Vi skulle blive klogere, kan jeg afsløre!

Havneområdet i Odense er ret fancy på den flotte måde. Mange nye og moderne lejligheder, lækre udeområder – og en flydende statue af H.C. Andersen hvor eventyret tager sin begyndelse.

Screen dump fra trollmap.com

Vejen til Hans Hulehånd

Den første udfordring er at finde den flydende statue i havnebadet. Det var ikke svært, ej heller pladen med koordinater til anden post. Så vi var hurtigt i gang, og gik afsted op langs kanalen for at finde den næste post. Vi blev lidt snydt af kortet og kom til at gå op langs kanalen på den forkerte side af vandet. Så da vi ikke kunne komme længere ad den vej, måtte vi lige konsultere kortet. Her opdagede vi, at der altså var temmelig langt til den næste post. En hurtig votering blandt far og mor (og en dreng i flyverdragt der skulle tisse!!) afgjorde, at vi vendte tilbage til bilen.

Det viste sig at være en pænt god ide! Der var omtrent 2-2,5 km til den næste post i et ikke så spændende område af Odense yderområde. Det begyndte så småt at give mening ift. hvorfor Thomas Dambo anbefaler at tage turen på cykel…

Heldigvis fandt vi let den næste plade – og lokaliseringen af den næste post gjorde, at vi besluttede at fortsætte i bil. Den tredje post lå nemlig også over 2 km længere ud ad vejen. Ruten førte os igennem et industrikvarter – og det er jo faktisk helt i tråd med Thomas Dambos ønske: At få folk ud i områder man ellers aldrig besøger! Vi kørte blandt andet forbi en gigantisk skrotplads.

For at finde den tredje (og sidste) plade parkerede vi udenfor et kolonihavehus-område tæt ved en kanal.

Herfra gik vi et kort stykke hen til der hvor pladen var. Og derfra var der så kun en kort gåtur gennem et spændende og troldeagtigt område til Hans Hulehånd.

Fundet!

 

Og hvor sidder han altså bare fint dér, ham Hans.

Af en let eleveret træ-sti kommer man hen til en lysning hvor han sidder og putter sig ved et fint lille hus. Hans ene hånd er lige ved at sætte skorstenen på plads på huset. Gør jer selv den tjeneste at huske at klikke på bog-ikonet på trollmap, så I kan læse den lille historie der knytter sig til trolden. Den er ret sød, og sætter settingen i perspektiv. Vi elsker det!

Vores eventyr anbefaler – gode råd til en dejlig tur med børn

Hvis man sammenligner turen til Hans Hulehånd med turen til de to andre trolde vi har fundet på Trollmap, så er denne altså ikke den mest spændende. Til gengæld sidder denne trold i den mest perfekte trolde-setting (hvis I spørger mig). Så ruten skal endelig ikke afholde jer fra at finde Hans.

Til turen anbefales cykler – det kan vi kun tilslutte os. Rundturen fra udgangspunkt til trold og tilbage igen er på 10 km, det kan de færreste små fødder klare. Ellers gør som os, tag bilen mellem post 1 og 2, samt 2 og så næsten hen til 3. Det er der de lange stræk er.

Tag snacks med. Der hvor trolden sidder er perfekt til et lille hvil i eventyrlige omgivelser. Vores yngste dreng legede længe i det lille hus, og var slet ikke klar til at tage videre da os voksne var… Det er vist et meget genkendeligt scenarie for de fleste forældre!

Om vinteren – tag gummistøvler eller andet vandtæt fodtøj med. Trolden sidder et fugtigt sted – siger det bare…

Yderligere information

I kan læse mere om Thomas Dambo og hans arbejde her. I kan også læse om min families tur ud for at finde Kaptajn Nalle, Runde Rie, samt de 6 Glemte Kæmper på Vestegnen Del 1 og Del 2.

Og så får I naturligvis også et direkte link til trollmap.com så I kan komme igang. Nu! Med det samme… Ud i den danske natur og få jer nogle forrygende oplevelser med de smukke, sjove og spændende trolde lavet af genbrugstræ.

Runde Rie i tindrende frost – Vores eventyr på troldejagt

Corona-restriktionerne vil ingen ende tage – og pt. (her start februar 2021) er der ingen lettelser i sigte. Så er det jo dejligt, at der stadig er masser af eventyr der ligger og venter lige udenfor.

Ikke siden sidste sommer har vi været på troldejagt. Det var dengang vi fandt Kaptajn Nalle (læs om vores eventyr lige her) ved at bruge det fede Trollmap.com. Men denne lørdag i februar var vejrudsigten perfekt til troldejagt. Høj klar sol, frostvejr – sne – og så lige en ret så strid isnende kold vind fra øst. Men pyt med det – det blev klaret med vintertøj.

Troldejagt efter Runde Rie

Men hvilken trold skulle vi vælge? Den Store Troldefolkefest har jo tilføjet 10+ nye trolde til det danske landskab, så der er virkelig noget at vælge imellem nu. Nogle af dem ligger i Jylland – andre ture er simpelthen for lange når man har en lille gut på snart fem år med. Så valget faldt hurtigt på Runde Rie i Roskilde. Gåturen var overkommelig (2 km) og trolden ligger i et område vi ikke tidligere har besøgt.

Screenshot fra trollmap.com

Vi kender jo konceptet med at følge de små spor lagt ud på Trollmap; også selvom vi havde set at man bare kan søge Runde Rie frem på Google. Fra vores første troldejagt på Kaptajn Nalle ved vi dog, at skattejagten er en stor del af oplevelsen ved turen. Så vi startede med at finde parkering tæt på den første post ved Lynghøjsøerne. Her er der flere parkeringspladser, men vi anbefaler parkeringspladsen der hedder Parkering – Lynghøjsøerne (find den på Google Maps.)

Bommen mellem parkeringspladsen og naturområdet Lynghøjsø

Posterne

Første post var let at finde, og generelt er denne troldejagt noget lettere end jagten på Kaptajn Nalle. Det gør dog ikke spor – for det var stadig en skøn oplevelse. I et vinterpræget landskab med en tilfrossen sø var vi spændte på om alle posterne kunne findes. Det kan jeg berolige med: det kan de! Og jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at det nok er meget godt at søen er frosset til til en enkelt af posterne… Men så siger jeg heller ikke mere. Vores børn syntes i øvrigt stadig at det var fantastisk at drøne afsted for at prøve at finde kobberpladen inden de voksne nåede frem.

Smukt vejr til troldejagt

De tre første poster voldte os ikke de store problemer – men den fjerde drillede os noget. Og særligt vejen fra den fjerde post hen til Runde Rie var lidt drilsk. Det lykkedes dog til sidst, og vi fandt Runde Rie som hun sidder der og fisker ved søens bred. Flot så hun ud i vintersolens skær med den knaldblå februarhimmel som baggrund.

Vi var bestemt ikke de eneste der havde fundet vej til trolden i dag, men jeg så ikke andre som gik efter posterne. Dog kunne vi nogle steder se fodspor i sneen der hvor pladerne gemte sig.

Runde Rie er en skøn trold med masser af charme og personlighed, og børn og voksne flokkedes for hhv. at kravle på hende samt tage billeder. Et par enkelte vovede også at svinge sig i hendes fiskeline ud over den frosne sø – jeg tænker, at det nok var noget man skulle vente med til søen var sikker at færdes på. Dér fik jeg da personligt lige svedige håndflader af at se dét, men jeg er måske også lidt sippet – hvem ved…?

Troldejagt i vintervejr?

… Kan man overhovedet det? Svaret er et højt og rungende JA! Det handler jo alt sammen mest om påklædning – for så længe man har det varmt og godt, så er der nærmest ingen grænser for hvad man kan og hvor længe man kan være ude.

Som altid havde vi pakket en lille snack-pakke. Det vil sige, det var familiens yngste der havde sørget for det. Så vi fik ryddet op i chokoladeknapper, frugtstænger m.m., som vi så kunne nyde mens vi så på Runde Rie. Vi var løbet tør for poser med vand-kakao – for ellers havde vi stensikkert haft det med også. Det er nu så skønt med varm kakao når man er på tur i kulden!

Et nyt og forbedret Trollmap

Der er virkelig sket meget på Trollmap-fronten siden vi fandt Kaptajn Nalle sidste år. Noget af det der ærgrede os (dengang) var, at man ikke vidste hvor lang turen var, inden man begav sig ud på den. Nu viser kortet hvor lang turen er. Samtidig står der også, om man bør være på cykel. Det er en kæmpe hjælp til når man skal planlægge hvilken trold man vil prøve at finde. Så tak for det til Thomas Dambo!

Derudover er det nu også muligt at “springe en post over”, hvis ikke det lykkedes en at finde kobberpladen med koordinater. Det er altså også smart. Det var dog ikke nødvendigt at bruge den funktion på vores tur (andet for bare at prøve den), for som sagt var posterne ikke svære denne gang.

Tilbage er kun at sige! Skynd jer at komme afsted for at finde Runde Rie mens det stadig er frostvejr. Der er helt utrolig smukt ved Lynghøjsøerne i sne og frost.