Tag Arkiv: Slovenien

Vogel, Bled og Bohinj – tre perler på én dag – Slovenien med børn

Slovenien er ikke så stort et land, så med base i Ljubljana kan man nå mange steder inden for bare et par timers kørsel. Et oplagt sted at tage hen er de smukke søer Bled og Bohinj. Lidt research viste mig, at Bohinj faktisk ligger ved foden af et skiområde der hedder Vogel. Og selvom det er højsommer i juli da vi besøgte kører gondolen stadig i pendulfart mellem bund og top. Så på vores ene hele dag i Ljubljana satte vi kursen vestover mod tre slovenske perler.

Tip! Kan man nå alle tre ting på én dag, spørger du måske. Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, og mit svar er, at ja, det synes jeg godt man kan. Selvfølgelig kan man ikke “nå det hele” og det gjorde vi bestemt heller ikke. Men det bør ikke afholde en fra at tage på sådan en dagstur – for så ved man jo bare til næste gang hvor man har lyst til at lægge mere af sin tid.

Vogel

Vogel ved Bohinj-søen ligger længst væk af de tre steder vi ville besøge, så med hjemturen in mente var der vi ville starte. For at komme til Vogel skal man forbi Bled, og jeg skal hilse og sige, at vi ikke var de eneste der var kommet på de tanker denne dejlige søndag. Der var utrolig meget kø ind til og gennem Bled, så vi havde rig lejlighed til at tage fotos af den smukke sø. Jeg nærmest hang ud af vinduet i bedste turist-stil og tog en masse billeder (som blev relativt gode, haha).

Da først vi var kommet igennem Bleds turisthorder gik det noget nemmere resten af vejen mod Vogel. Men ak. Heller ikke dér var vi de eneste besøgende, så parkering var temmelig vanskelig at finde. I stil med Italien kan man dog på det nærmeste parkere alle vegne hvor man kan klemme sin bil ind. Så det gælder bare om at finde et egnet sted. Så alt lykkedes, og vi begav os mod billetlugen for at indløse billet til at komme til tops på Vogel med gondolen.

Hvad laver man på Mt. Vogel?

Det koster €60 (sommeren 2018) for en familie på 5 – for vores mindste på 2 var gratis – at tage tur-retur med gondolen. Det er fordelen ved at rejse med så små børn – mange entreer er gratis. Det er bestemt værd at tage med.

Gondolen man tager med er kæmpestor og kan rumme mange. Den bruges året rundt – om vinteren transporterer den nemlig skiløbere tilbage til toppen af bjerget. Der er nemlig en løjpe der går hele vejen ned til bunden af bjerget. Om sommeren transporterer den folk med vidt forskellige formål. Der er dem som os, der bare skal op og kigge. Så er der dem med tunge rygsække og kraftige vandrestøvler. Og til sidst er der dem som har taget mountainbikes med. De tager turen ned ad bjerget i rasende fart. Vi så nogen tage afsted og måtte nærmest springe for livet.

Både udsigten på vej til og fra toppen er fuldstændig fantastisk. Der er noget magisk ved at hæve sig 1535 meter op over landskabet. Bjerget ligger jo ved Bohinje-søen, så man får vue ud over søen og de omgivende bjerge. Turen op i gondolen går ret hurtigt, for den kører stærkt. Min datter fik grusom trykken for ørerne både op og ned, og ville ikke rigtig lytte til råd om at synke for at udligne trykket i ørerne. For os andre hjalp det dog at gøre det. Det er nok ikke lige til at undgå trykken for ørerne når man stiger så meget så hurtigt.

På toppen af bjerget spiste vi på den første den bedste restaurant vi faldt over. Den hed Viharnik. Maden er af tysk karakter – og så er portionerne gigantiske samtidig med at det er billigt. Vi bestilte burgere, og de var seriøst så store som børnenes hoveder. Det var umuligt at spise op. Kvaliteten er medium vil jeg sige.

Efter maden gik vi en kort tur rundt og fik bl.a. klappet en af de køer som går frit omkring på toppen. Der er flere muligheder for vandreture i området, både korte (40 minutter), lange (5 timer) og meget lange (dagevis). Da vi jo havde andre ting på plakaten måtte vi efter et par timer vinke farvel til Mt. Vogel og nyde den smukke udsigt fra gondolen ned til Bohinj søen igen.

Der er helt utrolig smukt fra toppen af Vogel!

Bohinj

Vores primære formål med at besøge Bohinjesøen var at prøve at bade i det krystalklare vand. I stedet for at flytte bilen ind til noget by-agtigt, beholdt vi vores parkering og gik ned til søen. Det tog sådan ca 5 minutter. Der lå en fuldstændig fantastisk campingplads gemt i skoven. Jeg tog ingen billeder, men jeg har sidenhen fundet ud af at campingpladsen hedder xxx.

Arild var faldet i søvn og så skulle der bades… Dvs. da jeg står med det ene ben i bikinien vågner han, så ændring af planer for mig. Men sådan er det jo! De andre børn plus min mand badede – og det var koldt! Som i is-hamrende koldt. Børnene kom jo under på ingen tid, mens min mand tog sig god tid til det. Jeg prøvede at sænke fødderne på en bleklædt mindstemand ned i søen med voldsom skrigen og sprællen til følge. Han kom ikke i!! Til gengæld fik jeg mulighed for at prøve, og jeg kom da i til navlen ca. Uha det var koldt. Minder om vandet ved Elephant Rock i Western Australia.

Men smukt, dét var der. Og vandet var krystalklart så man kunne se fisk og bjergene knejser ved bredden. Utroligt!

Tip! Vandet bliver meget hurtigt dybt, så slip ikke børnene løs uden opsyn. Til gengæld er der ingen strøm, og i vindstille vejr heller ikke en eneste bølge. Så her kan man godt flyde rundt på en luftmadras uden at frygte at drive til havs!

Det var IKKE varmt, det vand…

Vi blev der en times tid og brugte således ikke noget tid i byen ved Bohinje, ej heller fik vi en sejltur på vandet . Det må vi have til gode til en anden god gang.

Bled

Da vi kørte mod Bled havde vi faktisk ikke rigtig nogen planer ift. aftensmad. Vi overvejede at køre hele vejen tilbage til Ljubljana – men dén plan blev hurtigt ændret da vi nærmede os Bled og trafikken sneglede sig afsted. Det vil sige at trafikken altså ikke var et hak bedre end da vi for godt 10 timer siden kørte her sidst! Vi besluttede os derfor hurtigt for at finde en parkeringsplads, få noget mad – og forhåbentlig slippe for kø når vi så skulle hjemad.

Parkeringspladsen fandt vi hurtigt, nok fordi det trods alt var sidst på dagen. Kan ikke forestille mig at det ellers vil være let at finde en P-plads i det vanvittige mylder af turister som Bled lider under.

Vi fandt en restaurant der lå helt ned til søbredden hvor vi både havde udsigt til slottet og øen med den lille kirke på. Det var sidst på eftermiddagen så lyset var fantastisk. Maden på restauranten var god uden at være prangende, og prisen var efter forholdende – formentlig sat op, grundet den fine beliggenhed.

Efter maden gik vi en tur langs søen. Det vrimler med isboder og kaffesteder, så det er altid muligt lige at få en kop kaffe eller en is. Turen langs søen er virkelig smuk, og der er en god sti som er perfekt til barnevognen. Desværre kører der også folk på cykler (og de kører stærkt!), så det var svært at lade vores mindste løbe rundt uden at frygte han skulle komme galt afsted.

Her fik vi heller ikke prøvet “det hele”. Så vi fik ikke sejlet ud til den lille kirke. Vi fik heller ikke besøgt slottet med udsigt over søen. Hverken til fods eller i bil. Vi fik heller ikke prøvet det “vandland” der er etableret på bredden. For at nå alt det skal man have meget længere tid i byen – og sådan var vores Slovenien-tur jo ikke sat sammen.

Den bedste konklusion på de tre steder vi besøgte denne dag må være, at vi nu ved, at hvert af stederne fortjener mindst én fuld dags fokus. Det kan jo så sagtens være vores anbefaling til jer der læser med her.

Hvor spiste vi

Vogel: Oppe på bjerget spiste vi på Viharnik. De har ikke noget website, men på Tripadvisor kan man læse lidt om restauranten og selvfølgelig hvad folk synes om stedet. De har pt. 3 1/2 stjerne og det synes jeg egentlig passer meget godt med vores oplevelse som var på det jævne.

Bled: Vi spiste på Panorama Restaurant – simpelthen fordi den havde en flot udsigt over søen. Menukortet var ikke noget særligt, men deres mixed grill-tallerken for to var OK. Børnenes spagetti ligeså. Prisen var nok noget i overkanten, men man ved jo også, at smuk udsigt koster. Og vi havde virkelig en fin en af slagsen.

Yderligere information

Ruten fra Ljubljana til Bled er på knapt 55 km og kan – i følge Google Maps – gøres på 41 minutter. Det må være midt om natten! Nu har jeg kun prøvet at køre der om sommeren, men jeg vil sige, at man skal sætte mindst en time af til turen – og endnu længere hvis du skal igennem byen og har ærinder på den anden side. Og så skal du bare væbne dig med tålmodighed. Heldigvis er udsigten gennem byen flot når man kører langs søen.

Fra Bled til Bohinj/Vogel er der 31 km. Det kan enten gøres på omkring 40 minutter – eller på omkring en time hvis man tager turen gennem Triglavski Nationalpark. Hvis man har tiden til at tage den lange vej ville jeg helt sikkert gøre det. Det giver altid lidt ekstra ikke at køre den slagne vej.

Det er en skøn tur at tage sine børn med på – der er masser af mulighed for at de kan løbe rundt og lege. Særligt ved Bled er der alle mulige aktiviteter som vandland m.m., så der kan man let bruge flere dage på at udforske.

Kæmpe burger – al salat er taget ud af …

Der er sket meget siden 1964. Ved ikke, om jeg ville have taget turen til toppen for 54 år siden!

Vitus foran gondolen.

Billede af ski-området Vogel

Mosbegroet springvand i Bled

Sjovt springvand der er groet helt til i mos. Det står ved bredden af Bled og virker som taget ud af en eventyrverden.

Ferie i Slovenien – Ljubljana med børn

Et af vores stop på vores bilferie i Europa var Slovenien. Vi kørte fra Prag i Tjekkiet via Østrig, fordi turen ellers ville blive for lang, selvom det egentlig har vist sig at alle tre børn trives fint med at køre. De spørger ikke hele tiden hvornår vi er der, og Arild på 2 og en sjat, som måske var vores største bekymring, har det fint i sin stol, så længe storebror ikke driller…

Vores første stop i Slovenien var Ljubljana hvor vi havde booket to nætter i en booking.com lejlighed. Derefter kørte vi videre til Postojna for at udforske Slovenien yderligere.

Ljubljana – aktiviteter til flere dage

Der er virkelig mange ting at foretage sig i Ljubljana – en by, som jeg langt om længe har lært at stave til!! Vores lejlighed, Nanna’s Apartments, lå ganske få 100 meter fra centrum. Det betød at vi boede klods op og ned af de største seværdigheder og kun et stenkast fra den smukke flod Ljubljanica. Det er omkring flodens breder at byens liv udfolder sig, og det er simpelthen så hyggeligt at gå rundt i de gamle gader og beundre de smukke bygninger.

Noget af det første vi lagde mærke til var, hvordan der er drager afbilledet over det hele. Der er sågar en hel bro som kaldes Dragebroen – og den boede vi faktisk lige ved siden af.

Vores Eventyr i Ljubljana

Dragen der vogter over Dragebroen

Det med dragen er der naturligvis en legende om. Ljubljanas drage havde for mange tusind år siden taget bolig i Ljubljanica – floden der løber gennem Ljubljana. Dragen slog rask væk alle mennesker ihjel, og ingen kunne derfor bosætte sig på flodens breder. Men så kom Prins Jason (fra det gamle Grækenland) forbi med sine mænd, hørte om dragen, og udslettede den i et drabeligt slag og ved hjælp af list. Da dragen således havde fundet sit endeligt kunne Ljubljanicas breder blive beboet, og byen Ljubljana blev efterfølgende grundlagt. Så ikke noget at sige til at drager fylder en del i gadebilledet og i souvenir shops!

Ljubljanicas broer

Ved flodens breder er der et utal af restauranter og cafeer, den ene mere hyggelig end den anden. Floden krydses også af mange broer, og de er alle noget for sig. Der er bl.a. den flotte TrippleBro – der, som navnet antyder – er tre broer ved siden af hinanden. Oprindeligt var der en hovedbro til biler som har stået siden 1842. Imellem 1929 og 1932 kom sidebroerne til – beregnet til fodgængere. Samtidig med de nye broer blev hoved-broen renoveret så alle tre broer fik samme udtryk. Disse tre broer ligger helt centralt i Ljubljana.

Så er der Mesarski most (Slagterens bro) med nogle temmelig syrede figurer og masser af hængelåse. Broen åbnede i 2010 og er således ret ny. Det er fra Mesarski most at turbådene sejler.

Vores Eventyr i Ljubljana

Vores Eventyr i Ljubljana

Gu’ ve’ hvornår man bliver nødt til at klippe alle de hængelåse af for ikke at broen styrter sammen??

Dragens Bro (Zmajski most) boede vi som sagt lige i nærheden af (selvom det faktisk tog os et par dage at opdage!). Broen stammer tilbage fra starten af det 20. århundrede og blev bygget da Slovenien var en del af det Østrigsk-Ungarnske Rige.

TIP! En god måde at se broerne fra en anden vinkel, er ved at tage på en lille sejltur på floden. Se lidt længere nede om dén aktivitet. 

Udforsk den gamle bydel

Vores Eventyr i Ljubljana

Et kig ned af en af Ljubljanas gader

Sæt god tid af til bare at slendre rundt i den gamle bydel. Der dukker hele tiden et nyt flot hus op, eller en ny plads – eller en ny cafe hvor man liiiiige kan sidde og få sig (endnu) en kop kaffe. (Eller en is). Og tag bare klapvognen med. Ljubljana er simpelthen bare så tilgængelig. Selv broerne er arrangeret både med trapper og ramper så alle kan komme op og kigge ud over floden.

Ljubljana Slot med udsigt fra tårnet

Ljubljana Slot kan nås på forskellige måder – både til fods op ad den ret stejle bakke slottet ligger på – eller via en lille kabelbane som i løbet af halvandet minut får dig op til toppen og nærmest direkte op i slotsgården.

Vores eventyr i Ljubljana

Funicular til Ljubljana Slot

Når man køber billet får man adgang til hele slottet, som er smukt restaureret. Vores formål med turen var primært at komme op i tårnet og nyde udsigten over byen, så det var også det vi gjorde. Har I mere tid til rådighed end vi havde (eller en knapt så utålmodig 2-årig) så er der masser af udstillinger at kaste sig over. F.eks. et dukketeater-museum som skulle være meget spændende og fedt for børn. Derudover er der også open air filmforestillinger om aftenen i hele juli måned i slotsgården. Dét er garanteret hyggeligt (men nok mest for dem med større børn end 2 år).

Vores Eventyr i Ljubljana

Tårnet på Ljubljana Slot

Tårnet nås via en smuk rød smedejernstrappe med Ljubljana, udsmykket med Ljubljanas drage. Udsigten fra tårnet er fantastisk og som besøgende i stegende hede juli sætter man stor pris på vinden i ansigtet.

Vores Eventyr i Ljubljana

På vej op ad den røde vindeltrappe

Trapperne er endda så snedigt lavet, at der er én trappe der fører op – og én der fører ned. Så man undgår at klemme sig forbi andre storsvedende turister. Det gælder selvfølgelig kun, hvis folk nu kan finde ud af at bruge de rigtige trapper. Det kunne alle selvfølgelig ikke – og dem der var på vej op ad ned-trappen havde oven i købet besluttet sig for at tage en kuffert (!) med også…

Sejltur på floden

En sejltur op og ned ad floden tager kun tre kvarter og kan være et skønt afbræk fra varmen på flodens breder. Der er i hvert fald tre forskellige selskaber der tilsammen har afgange cirka hvert kvarter. Prisen er 10€ for voksne og 5€ for børn – vores yngste på 2 år kom gratis med. Vi sejlede fra Mesarski most (Slagterens bro). Her kunne jeg så faktisk ikke lige se nogen let måde at komme ned til floden på – så i det ellers så tilgængelige bybillede måtte vi bære A (der på det tidspunkt var nødt til at være fastspændt) + klapvogn ned af en del trapper.

Vores Eventyr i Ljubljana

Udsyn fra turbåden

Turen er utrolig afslappende, og sidder man i stævnen får man det hele med. Inkl. masser af sol – men også en god brise.

Vores Eventyr i Ljubljana

Udsigt fra stævnen – der er bare så flot grønt ved floden

Man kan både sidde ude og inde, og der er også en lille bar hvor man kan købe drikkevarer. Med vores afgang var der kun 4 ud over os selv – så med 9 personer ombord havde alle rigeligt med plads. Klapvognen kunne sagtens komme med.

OBS! Der er ikke rigtig nogen afspærringer nogen steder på båden, så hold godt øje med jeres mindre børn!

Is – is – is…

Der er UTROLIG mange steder at få is i Ljubljana, så hvis man er begejstret for det kolde element skal man ikke gå langt for at få sin lyst styret. Det vildeste sted vi spiste is var på en cafe der hedder Cacao med det største iskort jeg nogensinde har set. De havde både “almindelige” is-typer, og så Cacao signatur-is som f.eks. mørk chokolade med hindbær, hvid chokolade med pistacie osv. Og så lavede de også de vildeste isdesserter som børnene og jeg selvfølgelig skulle prøve et udsnit af. Cacao ligger lige ned til floden og bragte os til hvil og afkøling på en helt utrolig varm dag. Vores booking.com-værtinde havde tippet os om denne café og isen her, så ingen tvivl om at det skulle prøves.

Vores Eventyr i Ljubljana

Isdesserter fra Cacao

Og vi blev bestemt ikke skuffede. Selvom deres signatur-is er meget spændende, så er min anbefaling nu alligevel at prøve en af deres isdesserter. De fås i alle størrelser med helt op til 8 forskellige slags is. Der er selvfølgelig også børneanretninger. Og det hele er bare flot og smager fantastisk!

Hvor kan man spise?

Der er et utal af cafeer og restauranter i Ljubljana, og jeg vil næsten sige, at man bare skal gå ud i byen og se hvad man lige har lyst til. Vi spiste faktisk kun en enkelt aften i selve Ljubljana, og der blev det til fast food fra et asiatisk sted som vi også prøvede til frokost, samt nogle super-gode falafler. Begge steder ligger lige ved siden af Nana’s Apartments på Trubarjeva cesta, lige omkring nr. 40 (hvor vi boede). Det ene sted hedder Asian Bistro OSHA og serverer utrolig lækker vietnamesisk mad. Det andet sted hedder Abi Falafel.

Hvor kan man bo?

Som altid i hovedstæder er der et utal af steder man kan bo. Vi havde valgt booking.com vejen og havde valgt Nana’s apartments som var godt uden at være prangende. Vi går som regel efter lejligheder så man selv kan lave lidt mad (primært morgenmad). Der var også køkken osv., men lidt for lidt plads til at 5 kunne spise. Men beliggenheden var fuldstændig perfekt. Så lever man gerne med varme nætter og bagage der skal slæbes liiiiidt for langt (særligt når man har to nætter!).

TIP! – Find hotel/lejlighed i centrum – den lille gå-afstand til alle de store attraktioner er guld værd, særligt når det bliver aften. Og har I valgt lejlighed, og foretrækker at lave mad selv, så er der stadig supermarkeder dejligt tæt på.

Alt det vi ikke nåede

Der var naturligvis flere ting vi ikke nåede – men særligt én ting sved lidt, og det var Lubljanas opdagelses-museum. Det lå lige tværs over vejen fra vores lejlighed. Men der var desværre lukket da vi havde tiden til at besøge det. Øv – men sådan er det jo engang i mellem. Det er et sted vi må gemme til næste besøg i Slovenien.

Yderligere information

Det fantastiske is-sted Cacao ligger (også) ved floden. Tjek deres website for adresse m.m.

Experimentarium – som vi desværre ikke nåede. Sæt det øverst på jeres to-do liste hvis I har børn der elsker at lege. Tjek deres site ud her for åbningstider m.m.

Vores Eventyr i Ljubljana

Et genialt påfund! Regnvejr midt i byen. Sprinklere var sat op højt oppe, og vandet der faldt føltes som ægte regn.

Vores Eventyr i Ljubljana

Sjov vandpost formet som en kænguru, lige ved funicular til Ljubljana slot

Vores Eventyr i Ljubljana

Udsigt mod den Fransiskanske Kirke – som lidt ligner en festlig, lyserød lagkage

Vores Eventyr i Ljubljana

Daseplads på flod-sightseeing

Vores Eventyr i Ljubljana

De store måtte selvfølgelig anskaffe sig hver en dragebamse!

Vores Eventyr i Ljubljana

En af Ljubljanas broer fra en anden vinkel

Vores Eventyr i Ljubljana

Det smukke aftenlys giver en særlig stemning