Efter en lille uges ferie på Rømø gik turen øst-over hjem mod Sjælland. Og på vej mod Sjælland ligger jo Fyn (joh… jeg kan godt min geografi!) og på Fyn ligger Odense – og i Odense ligger der en trold! Det er Hans Hulehånd, der gemmer sig ved Odense.

Fristelsen var simpelthen for stor ift. bare at køre forbi, når nu vi havde tiden til at gå på troldejagt. Så med madpakken smurt fra sommerhuset satte vi kursen mod Havnebadet i Odense. Vi fandt hurtigt en parkeringsplads (gratis i tre timer) og regnede med at det ville være nok til at tage turen på 5 km til Hans Hulehånd. Vi havde godt nok set, at på trollmap anbefales en cykel, men vi tænkte, at det vi kunne klare til fods… Vi skulle blive klogere, kan jeg afsløre!

Havneområdet i Odense er ret fancy på den flotte måde. Mange nye og moderne lejligheder, lækre udeområder – og en flydende statue af H.C. Andersen hvor eventyret tager sin begyndelse.

Screen dump fra trollmap.com

Vejen til Hans Hulehånd

Den første udfordring er at finde den flydende statue i havnebadet. Det var ikke svært, ej heller pladen med koordinater til anden post. Så vi var hurtigt i gang, og gik afsted op langs kanalen for at finde den næste post. Vi blev lidt snydt af kortet og kom til at gå op langs kanalen på den forkerte side af vandet. Så da vi ikke kunne komme længere ad den vej, måtte vi lige konsultere kortet. Her opdagede vi, at der altså var temmelig langt til den næste post. En hurtig votering blandt far og mor (og en dreng i flyverdragt der skulle tisse!!) afgjorde, at vi vendte tilbage til bilen.

Det viste sig at være en pænt god ide! Der var omtrent 2-2,5 km til den næste post i et ikke så spændende område af Odense yderområde. Det begyndte så småt at give mening ift. hvorfor Thomas Dambo anbefaler at tage turen på cykel…

Heldigvis fandt vi let den næste plade – og lokaliseringen af den næste post gjorde, at vi besluttede at fortsætte i bil. Den tredje post lå nemlig også over 2 km længere ud ad vejen. Ruten førte os igennem et industrikvarter – og det er jo faktisk helt i tråd med Thomas Dambos ønske: At få folk ud i områder man ellers aldrig besøger! Vi kørte blandt andet forbi en gigantisk skrotplads.

For at finde den tredje (og sidste) plade parkerede vi udenfor et kolonihavehus-område tæt ved en kanal.

Herfra gik vi et kort stykke hen til der hvor pladen var. Og derfra var der så kun en kort gåtur gennem et spændende og troldeagtigt område til Hans Hulehånd.

Fundet!

 

Og hvor sidder han altså bare fint dér, ham Hans.

Af en let eleveret træ-sti kommer man hen til en lysning hvor han sidder og putter sig ved et fint lille hus. Hans ene hånd er lige ved at sætte skorstenen på plads på huset. Gør jer selv den tjeneste at huske at klikke på bog-ikonet på trollmap, så I kan læse den lille historie der knytter sig til trolden. Den er ret sød, og sætter settingen i perspektiv. Vi elsker det!

Vores eventyr anbefaler – gode råd til en dejlig tur med børn

Hvis man sammenligner turen til Hans Hulehånd med turen til de to andre trolde vi har fundet på Trollmap, så er denne altså ikke den mest spændende. Til gengæld sidder denne trold i den mest perfekte trolde-setting (hvis I spørger mig). Så ruten skal endelig ikke afholde jer fra at finde Hans.

Til turen anbefales cykler – det kan vi kun tilslutte os. Rundturen fra udgangspunkt til trold og tilbage igen er på 10 km, det kan de færreste små fødder klare. Ellers gør som os, tag bilen mellem post 1 og 2, samt 2 og så næsten hen til 3. Det er der de lange stræk er.

Tag snacks med. Der hvor trolden sidder er perfekt til et lille hvil i eventyrlige omgivelser. Vores yngste dreng legede længe i det lille hus, og var slet ikke klar til at tage videre da os voksne var… Det er vist et meget genkendeligt scenarie for de fleste forældre!

Om vinteren – tag gummistøvler eller andet vandtæt fodtøj med. Trolden sidder et fugtigt sted – siger det bare…

Yderligere information

I kan læse mere om Thomas Dambo og hans arbejde her. I kan også læse om min families tur ud for at finde Kaptajn Nalle, Runde Rie, samt de 6 Glemte Kæmper på Vestegnen Del 1 og Del 2.

Og så får I naturligvis også et direkte link til trollmap.com så I kan komme igang. Nu! Med det samme… Ud i den danske natur og få jer nogle forrygende oplevelser med de smukke, sjove og spændende trolde lavet af genbrugstræ.