Seaplane Harbour og Tallinn Teletorn – flere eventyr i Tallinn
I dag kom så det øsende pøsende regnvejr som vi troede kom i går. Og det kom selvfølgelig da vi skulle til at gå. Selvom man tror jo aldrig at det bliver rigtig slemt, det regnvejr der. Men det gjorde det altså i dag. Vi måtte søge ly en rum tid mens regnen fossede ned og forvandlede gader til floder og nedløbsrør til vandfald. Noget siger mig, at Tallinns kloaksystem ikke er supergodt? Eller også skyldes de enorme vandmængder på vejene at vand fra hustagene ikke ledes ned i en kloak, men bare ud på vejen.
Seaplane harbour – eller Lennusadam – Estlands maritime museum
Nuvel – godt våde kom vi med bussen – for i dag stod det altså på et besøg i Seaplane Harbour. Estlands maritime museum som ligger i en nedlagt vandflyhangar. Det er mildest talt et gigantisk sted. Det minder mig faktisk lidt om Tropical Island i Berlin – altså bortset fra, at dette ikke er et tropisk badeland. Men altså, størrelsen på stedet matcher da næsten.
Der står en ubåd i hallen – og den virker nærmest lille! Den største WAUW-oplevelser får man når man kommer hen og kigger ud over hele området. Det er overvældende stort.
Der er rigtig mange ting at se på samt prøve derinde. Nogle ting mere egnet til børn end andre. Mr. A var ikke rigtig i andet end skrigehumør, hvilket gjorde det vanskeligt at få læst bare en smule af alle de infotavler der var hængt op mange steder. Vi fik dog både været nede i den udstille ubåd, skudt med antiluftskyts samt mærket på egen hånd hvor meget tryk der er på kroppen hvis man dykker ned til 4 m. Ganske meget, skal jeg hilse og sige.
Frokost
Belært at gårsdagens fejl ift, at spise frokost alt for sent, så valgte vi at spise frokost på museets cafe. Det viste sig at være helt utrolig godt. Der blev serveret “rigtige retter” som f.eks. pasta med røget kylling, broccoli og soltørrede tomater. Eller hvad med udbenet kyllingelår med grillede grøntsager og en kold tomatsalsa med kapers på toppen? Alt sammen til bare 10-11€ pr. ret.
Sindssyg lækker mad, og en lettelse ikke at skulle tage stilling til hvilken frituredryppende ret man skulle servere for sig selv og sit afkom. Til gengæld lignede det ikke lige at det er et sted man tager madpakke med – men det ved jeg jo faktisk heller ikke om det er noget esterne “gør” når de går på museum…
Med en tre-årig i rejseselskabet så hedder det stadig retur til lejligheden for at få sig en lur. Således også i dag. Dog blev det sådan, at mens Mr. A sov, så tog jeg en gåtur i det nu solbeskinnede Tallinn. Hold nu op en forskel der egentlig er på en by man ser i gråvejr og/eller regn – og så en hvor man kan få smuk blå oktoberhimmel med på billederne.
Fra Gelato Ladies…
Dagens sidste aktiviteter – altså ud over aftensmad – var to vidt forskellige ting. Min familie er jo pænt glade for is, så derfor havde jeg hjemmefra researchet mig frem til en is-butik som tilsyneladende var et besøg værd – nemlig Gelato Ladies.
Lad mig sige det kort – det var ret godt! Mr. A tager altid en jordbæris (slå næsten aldrig fejl), mens Mr. V ud over oreo og jordbær-is også fik rodet sig ud i en rønnebæris fordi han troede det var ribs. Nårh, det var faktisk lidt synd for ham. Men jeg tror egentlig først han opdagede det helt til sidst. Eller også har han gået i lang tid og tænkt “OK, de er godt nok sure de her ribs” (ligesom ræven sagde…).
… til Teletorn
TV tårnet ligger et stykke uden for byen – og det er egentlig meget fint – for vi har købt et 5 dages kort til offentlig transport – og ikke rigtig fået brugt det. Men her skulle vi på dagens 3. tur, så det er vist ved at have tjent os hjem. Busterminalen ligger under et stort indkøbscenter som med lidt besvær blev lokaliseret. Mr. A var ellevild, for nu skulle vi køre med bus – OG han kunne se skinnerne til sporvognene i vejen lige uden for vinduet. I øvrigt spændende at køre igennem de tallinnske forstadskvarterer samt en lille skov med en kirkegård. Mr. A mente straks vi var i Sverige, og spurgte hvor vores sommerhus lå. Forklaringen som egentlig ligger lige til højrebenet (“vi er ikke i Sverige, vi er i Estland”) blev bare ikke godtaget! Hvem filan kan også kende forskel på de to lande anyway når man er tre år?
Vel ankommet til billetsalget til TV Tårnet (entre kun 12€ for en familie) fik vi at vide at udstillingen lukker kl. 18:00. Her var klokken så 17:55. Vi vidste så ikke lige at der VAR en udstilling, men var som udgangspunkt også mest interesseret i at se udsigten. Og den er da rimelig vild – sådan 170 m. oppe i luften. Vild detalje var i øvrigt at man på 4 bestemte steder kunne trykke på en knap – hvorefter gulvet under en ligesom forsvandt – så man kunne se hele vejen ned. Wauw! Det krævede alligevel noget mod at gå derhen, og så bare vente på at kunne se ned.
Vi brugte alligevel tæt på en time i TV Tårnet, som altså også er seværdigt uden udstilling (som handlede om genetik). Dog kunne det da have været rart hvis de store computerskærme hvor man kunne se Tallinns udvikling op gennem tiden, gennem årstider osv, havde været tændt. Men alt elektronik slukkede kl. 18:00 – DUT!
Billeder fra dagen