Vi har netop været afsted til vores tredje Cirkus Summarum-forestilling og det var som altid en super oplevelse. Stemningen på pladsen er god, for alle er forventningsfulde og glæder sig til forestillingen. Efter at have været af sted nu for tredje gang tegner der sig et mønster i forhold til valg af forestilling, hvad man kan tage med osv. Det har jeg samlet i en lille Cirkus Summarum-guide. I forhold til valg af forestilling er det nok for sent at gøre sig overvejelser i år – men så kan man jo tænke over næste års besøg.

Hvilken forestilling skal man se?

I weekenden er der to forestillinger, en kl 11 og en kl 15 og på hverdage er der en forestilling kl 17, men tjek programmet for nøjagtige tidspunkter. Efter vores første Cirkus Summarum-tur hvor vi så forestillingen kl 15, og missede alle de ting man kunne lave på pladsen, har vi de to sidste gange taget forestillingen kl 11. Det har givet tid til at bruge alle cirkuspladsens aktiviteter både før og efter forestillingen, og det virker superfint for vores familie.

Hvad skal man tage med?

Det er muligt at få både mad og drikkevarer på cirkuspladsen, og jeg synes bestemt ikke det er dyrt. F.eks. kan man købe 1/2 l vand for 15 kr – eller to stk. for 20 kr. Derudover kan man købe god kaffe (lidt dyr, men dog pengene værd), lækre sandwich eller franske hot doga.

Vi tager faktisk altid madpakke med, for det synes børnene er hyggeligt, og så køber vi kaffe, is og popcorn som en del af cirkusoplevelsen. Der er masser af steder hvor man kan spise sin medbragte mad – enten ved borde og bænke – eller på jorden på et medbragt tæppe.

Vær opmærksom på at der – selvom det er skyet udenfor – bliver endog meget varmt i teltet. Så husk at tage masser af vand med. I løbet af forestillingen kan der forekomme høje og pludselige lyde – så det kan være en god ide at medbringe høreværn hvis ens børn kan have det svært med høje, pludselige lyde. Vores yngste har det sådan, og vi har med stor succes brugt høreværn til ham. Han tager det gerne på lang tid i forvejen hvilket så selvfølgelig gør det lidt svært at kommunikere…

Popcorn

popcornIngen cirkusforestilling uden popcorn – og selvfølgelig heller ingen Cirkus Summarum uden popcorn. De fås i en størrelse til 25 kr. og der er to måder at få dem på. Ved betaling ved udleveringen – og dermed lang kø – eller – den smarte metode: Køb af popcornbilletter! Med dem i hånden sikrer du nemlig at du kan vælge den hurtige popcornkø hvor du bare bytter en popcornbillet for en bøtte med popcorn. Det går superhurtigt. Vær dog opmærksom på, at hvis du ikke skal have popcorn så behøver du ikke stå i kø i popcorn-køen for at komme ind i cirkusteltet når forestillingen skal til at starte. Det gav en del forvirring i dag, hvor folk som ikke skulle have popcorn stod i popcorn-køen for at komme ind i teltet.

Hvad kan man lave på cirkuspladsen?

Cirkuspladsen tilbyder et væld af aktiviteter som frit kan benyttes både før og efter forestillingen (hvis man tager den tidlige forestilling).

Hoppeborg

hoppeborg

Vi ankom en times tid før vores forestilling kl. 11, så der var god tid til at prøve de populære aktiviteter som f.eks. hoppeborgen, hvor der altid er en del kø. Det foregår i et fint kø-system hvor en Cirkus Summarum frivillig lukker et bestemt antal børn ind, som så får omkring 5-7 minutters legetid. Så skifter man ud, og nye børn kommer ind.

Giffelpyntning

gifler

Efter det prøvede vi en ny aktivitet som ikke har været der de andre år – nemlig giffel-udsmykning. Man købte fire gifler for 15 kr, og så var der et fint lille bord hvor der var forskellig slags glasur og krymmel så man virkelig kunne give den gas og lave nogle anderledes gifler. Stort hit hos begge børn hos os!

Karrussel

IMG_3049En klassisk gammel karrussel er der også mulighed for at prøve – og hvis man sidder i kørestol er der også en særlig bil til kørestolsbrugere – så ingen bliver snydt for en tur. Turen er ret kort og køen temmelig lang, men børnene synes det er fedt – og så er alt jo godt.

Udklædning

udklædningSom altid er der mulighed for at klæde sig ud. Vi har prøvet fine prinsessekjoler, Hr. Skæg og Motormille-kostumer var der sidste år – og i år var det så muligt at prøve børnedansernes kostumer fra sidste års forestilling. Dét var noget der faldt i god jord hos vores ældste som fik prøvet kæmpe sommerfuglevinger og et sjovt kuglekostume. Kostumerne er placeret i forteltet til cirkusteltet

Musikhjørnet

Et lille hjørne er sat af til nogle percussion-instrumenter så man kan få udlevet sin indre musikerdrøm. Musikhjørnet er placeret i forteltet til cirkusteltet

Monster Buster

monsterbusterHvis du har noget du er bange for, så er der nu mulighed for at “få det sat i fængsel”. Det gøres i Monster Buster-hjørnet, hvor du kan tegne den ting du er bange for – eller bare tegne et monster – pynte det efter alle kunstens regler – hvorefter det blev sat i fængsel. Fængslet er et dobbelt stykke sort karton hvor forsiden har “tremmer”. Når man afleverer sin tegning og putter den i fængsel får man en Monster Buster badge til at sætte på tøjet. Denne aktivitet var meget populær da vi besøgte pladsen. Monster Buster er placeret i forteltet til cirkusteltet.

Forældredysten

Som noget nyt i år er der opstillet en forhindringsbane hvor forældrene kan dyste mod hinanden i f.eks. balancegang og andre aktiviteter i den dur.

Historiefortælling

I et hjørne af pladsen – væk fra de andre aktiviteter – er der sat en masse bænke op, og så sidder der en og fortæller historier. En dejlig, rolig aktivitet hvis man lige har brug for et pusterum.

Yderligere oplysninger

Kig på Cirkus Summarums hjemmeside for flere oplysninger og information om forestillingerne.

IMG_2835 IMG_2816 IMG_2818 IMG_3056IMG_3059