For en del år siden havde vi Linea og Vitus med til Møns Klint. Vitus har ikke været mere end lige tre år gammel, og alligvel klarede han trapperne hele vejen op på sine egne to ben. Virkelig flot klaret! I den forbindelse kørte vi forbi mange skønne steder, som vi på vores endagstur slet ikke fik besøgt. Derfor har en weekendtur til Møn været en bobler hos mig ganske længe.

I 2017 blev bobleren så endelig til virkelighed, da jeg skulle finde på et eller andet originalt at give min mand i 11 års bryllupsdagsgave. Det blev simpelthen en tur til Møn med to overnatninger på en skøn, skøn Bed&Breakfast på det sydøstlige Møn. Naturligvis med børn, for jeg skulle jo også have stof til Vores Eventyr!

Man håber jo altid på godt vejr når man skal på eventyr, men denne weekend måtte vi sande, at det gode vejr lå gemt bag et meget tykt lag grå og regntunge skyer. Uden udsigt til opklaring før vi nåede søndag. Som bekendt skal der lidt mere til at slå os af pinden, så vi drog ufortrødent af sted, og fik selvfølgelig en fantastisk oplevelse vejret til trods.

Hvis du går og pusler med en tur til Møn med dine børn, så får du her 7 gode ideer til eventyr på Møn – som altså også til en vis grad er regnvejrs-sikrede! Noget som ikke er så ringe endda i et land som Danmark.

MønIs – spis en is og klap en ko

“Skal vi spise MønIs hver dag vi er på Møn?” Det spørgsmål fik ungerne inden vi drog afsted på weekendtur. Det klokkeklare svar, var – ikke overraskende – at det skulle vi! Så det løfte skulle jo indfries trods det at vejret på vores tur jo var temmelig dårligt.

Foruden at være ustyrlig god, så er isen også billig og man får serveret gigantiske kugler. 1 kugle koster 25 kr – 4 koster 40 kr – så gå efter den store hvis du er rigtig is-sulten.

Favoritis? Ikke helt til at sige. Selvom deres saltkaramel-is godt nok kom højt på listen over mine farvoritter. Børnene var glade for jordbærisen og hvid chokolade med Oreo, og min mand var klar til at indtage flere kugler af deres skildpaddeis. Så der er noget for enhver smag. Isvarianterne skifter, så da vi besøgte MønIs i 2019 havde de f.eks. Banan-chokolade og Baily-is. Møn Eskimo med solbær og chokoladestykker er vist fast inventar – og den er altså også bare god!

Ud over at servere dejlig is kan man også komme helt tæt på gårdens køer. Og det er de selvsamme køer som leverer hovedbestanddelen til den skønne is. Denne weekend var køerne ikke på græs, men man kunne se dem i staldene.

I år (2019) er der også sat en lille legeplads op med halmballer og små plastikkøer man kan ride på. Der fik særligt vores yngste på tre år meget tid til at gå. Køerne blev både fodret og lagt til at sove lur.

Find ud af mere om MønIs lige her.  F.eks. åbningstider og hvad månedens is er.

Thorsvang Samlermuseum – et oplevelsesparadis for alle

Thorsvang Samlermuseum er et fantastisk spændende sted for børn og voksne. Én mand har samlet på ting siden han var 8 år. Og 95% genstandene på museet er faktisk samlet af ham. Museet er bygget op som en hel lille by. Med mange forskellige forretninger, en byrådssal, en skolestue, et automobilværksted – osv. osv. For at holde børnene til ilden gennem det store museum er der lavet en skattejagt. Her skal man tælle bestemte genstande – f.eks. brandbiler i legetøjsbutikken. Sjov aktivitet for begge vores børn. Man kan også besøge en bunker fra 2. Verdenskrig – men det missede vi simpelthen fordi vi var så opslugte af resten af udstillingen.

Forståeligt nok – langt de fleste ting på museet må man ikke røre. Det er temmelig umuligt at håndhæve for en på 1 år og også lidt vanskeligt for en på 6 år. Men tag afsted alligevel. Med den mindste i klapvogn eller på skuldrene gik det helt fint!

Tip! Thorsvang har også en cafe, Cafe Tot,  som serverer en god, dansk frokostbuffet. Bestil gerne bord – på en regnvejrsdag er der propfyldt. Maden er billig (89 kr for voksne, 50 kr for børn under 12) og smager virkelig godt.

Læs mere om Thorsvang her – om billetpriser, åbningstider og særarrangementer.

Nyord – den bilfri ø (næsten)

Nyord er en lillebitte (5 km2) og temmelig flad ø nord for Møn. Den er hjemsted for tusindvis af fugle på de vidstrakte marker og enge. Nyord By er bilfri – så bilen stiller du uden for byen. Kun beboere må køre inde i byen, men vi så faktisk kun én køre i bil i byen mens vi var der. Og så foregår resten til fods. Byen er meget charmerende med mange smukke huse, men jeg er ikke i tvivl om, at bedre vejr havde gjort byen endnu mere charmerende. Vi besøgte den lille og ottekantede Nyord Kirke (som faktisk er en kopi af Frederiksberg Kirke i København), Noorbohandelen hvor man kan købe forskellig spiritus og sennep. Her er det også muligt at købe kaffe. Ellers gik vores tur rundt i byen til fods.

Netop når man kører ind på Nyord er et udkigstårn hvor man kan skue ud over øen og bl.a. se fugle. Jeg SKULLE derop, trods det at regnen silede ned på det tidspunkt. Udsigten var – det dårlige vejr til trods – stadig virkelig flot (se billede længere nede i indlægget)!

Læs mere om Nyord lige her. 

Geocenter Møn – Oplev Danmarks fødsel

Geocenter Møn er en meget spændende oplevelse for hele familien. Der er mange forskellige udstillinger og man starter med fysisk at gå fra nutiden og så 70 mio år tilbage i tiden. Spændende rejse tilbage i tiden.

Mine børn var helt vilde med museet: “Jeg elsker det her museum mor. Man må røre ved det hele!” I børnehøjde bliver det ikke meget bedre end når man må røre ved det der er udstillet.

Du kan få alt at vide om hvordan Møns Klint blev dannet, hvilke dyr der levede i vandet – og ikke mindst kan man se den første dinosaur som er fundet inden for Det Danske Rigsfællesskabs grænser (på Grønland). Øverst oppe på museet er skelettet af denne vist frem, sammen med en rekonstruktion af skelettet i 3D. Superspændende udstilling.

Anbefaling! Tag madpakke med hjemmefra! Maden man kan få på cafeen er virkelig ikke særlig god. Børnemenuen var utrolig kedelig og maden til de voksne meget dyr. Dog er kaffen og kagen helt i top – så I kan sagtens drikke kaffen når I har spist jeres madpakke.

Fordyb dig i Geocenter Møn lige her – og bliv klogere allerede inden du tager afsted.

Møns Klint – en guddommelig udsigt og træning for lårene

Møns Klint er et fantastisk sted, med en fuldstændig fantastisk udsigt. Der er mange trapper, som man heldigvis kan tage helt i sit eget tempo! Stranden er forskellig fra dag til dag. På vores besøg var stranden forsvundet pga. højvande, så af med sko og strømper og ud i vandet. Det er muligt at finde fossiler – og heldet var med vores datter på denne dag. Hun fandt en forstenet hav-svamp, med den nette alder af 70 mio. år! Hun var meget stolt!

Tip! Lille Arild var på fars ryg i bæresele, så småbørn er absolut mulige at tage med ned til stranden, også selvom der er mange trapper.

Møns Klint er andet end bare klinten – læs bare med her, og se hvilke oplevelser der venter jer når I tager af sted!

Gravhøje på Vestmøn – bondestenalderen i nutiden

Møn er hjemsted for rigtig mange gravhøje fra Stenalderen. Faktisk kan man besøge ca 10 stykker. Særligt mange af dem ligger på den vestlige del af Møn, og vi besøgte tre da vi var der. Det var Kong Asgers Høj, Sprove Stordysse og Klekkendehøj, som alle ligger tæt på hinanden.

Ingen tvivl om, at man skal finde kravlegenet frem (med mindre man er 1 år og kan stå oprejst i gangene), for der er meget lavt til loftet i indgangen til selve højene. Turen på knæ er dog det hele værd når man står inde i den kulsorte gravhøj og begynder at se sig om i skæret fra lommelygten.

Kong Asgers Høj og Sprove Stordysse ligger næsten lige ved siden af hinanden og og Klekkendehøj lidt længere derfra. Klekkendehøj er en dobbeltjættestue da den har to indgange til et gravkammer der er delt på midten af store sten.

Tip! Husk lommelygte – så kan I se mest i mørket. Ellers kan telefonens lys også fint bruges (det var den vi brugte).

Klekkendehøj ligger midt i en kornmark, så benyt også lige lejligheden til (forsigtigt) at lege gemmeleg i kornet!

Find brochuren om storstensgrave på Møn her, og bliv klogere på de mange dysser og og høje der er at finde på Møn.

Stege – den hyggelige middelalderby

Stege er en superhyggelig lille by, hvor alt kan nås til fods. Der er masser af restauranter og cafeer, så rig lejlighed til at sætte sig og puste ud oven på sightseeing og shopping. På vores tur gennem Stege kiggede vi på tre ting ud over bare at nyde den lille by, som jo desværre var temmelig regnvåd da vi besøgte.

Lene Evers Chokolade

Et lille-bitte chokoladeværksted som kun har åbent to-tre dage om ugen. Ligger hyggeligt i en baggård. Eminent gode flødeboller og smuk håndlavet fyldt chokolade. Bestemt et besøg og et indkøb værd! Smager så englene synger!

Find Lenes åbningstider og læs mere om Lenes passion for chokolade.

Mølleporten

Mølleporten er den sidste tilbageværende af tre byporte til Stege. Den er opført i 1400-tallet, faktisk formentlig uden tag som altså så er kommet til senere. Mølleporten ligger lige ved det der har været voldgraven der omgav byen. Her kan man snuppe sig en frisk løbetur ned ad skrænten – men pas på ikke at træde i hundeefterladenskaber (fik vi at vide).

Historisk baggrund om Mølleporten.

Stege Kirke – eller Sankt Hans Kirke

Stege Kirke er fra første halvdel af 1200 tallet og et lille spændende besøg. Der er meget smukke kalkmalerier, de ældste helt tilbage fra 1300 tallet. Derudover findes et par sarkofager, bl.a. en med en morsom inskriptionen om, at pladsen til sarkofagen aldrig må gives til andre “i al evighed” fordi der i sin tid blev betalt et antal rigsdaler til byen for pladsen. Her i 2017 står sarkofagen der stadig, så mon ikke den bliver ved med det?

Flere detaljer om kirken finder du bl.a. her.

Hvor skal man overnatte?

Vi overnattede på det helt fantastiske Bed & Breakfast der hedder Købmandsgaarden. Vi ledte efter et værelse hvor vi kunne være alle fem, og det kunne vi her. Værelset lå på førstesalen og har adgang til delt bad/toilet og fælles køkken med de andre værelser der ligger på etagen. Simpelthen bare så praktisk at man selv kan lave mad.

Morgenmad spiste vi i deres lille morgenmadscafe, hvor der blev serveret lækker, hjemmelavet morgenmad begge morgener. Omgivelserne er utrolig hyggelige og det unge værtspar simpelthen så søde og imødekommende.

Købmandsgaarden ligger et godt stykke uden for Stege, og egner sig nok bedst til besøgende med bil eller cykel (med mindre man er glad for at gå…). Beslutter I jer for at sove dér får I jer en helt fantastisk oplevelse. Prøv det!

Købmandsgaarden

Bundgarnet 18
Råbylille Strand
4780 Stege

Tlf.: +45 55 86 61 60

Web: Købmandsgaarden

Hvor skal man spise?

Da vi jo boede et sted hvor man selv kunne lave aftensmad, spiste vi kun ude til én frokost og én aftensmad. Frokosten var på Thorsvang Samlermuseum (se ovenfor) og aftensmaden blev indtaget på Bryghuset i Stege, hvor de virkelig serverer nogle dejlige burgere! Særligt kan jeg godt lide at børnenes burgere er “saml-selv”. Det kan jo hænde at nogle børn har præferencer ud i burger, som lettest imødekommes ved at de bygger selv. Pomfritterne man får er sprøde og gode, og på restauranten er der plads til at have børn med.

Der er selvfølgelig masser af andre steder at spise i Stege, men det må vi udforske en anden god gang!

Yderligere info

Der er selvfølgelig et hav af andre ting man kan lave på Møn end de 7 vi lige fik afprøvet på vores weekend-besøg.

Gå på opdagelser i nogle af de mange sider på nettet om Møn og alle dets hemmeligheder og muligheder.

Nedenfor ser du et varieret udpluk af billeder fra vores tur.

Smid gerne en kommentar hvis du har spørgsmål til vores tur og det vi lavede, jeg skal med glæde svare!

Indgangen til morgenmadscafeen på vores hyggelige Bed And Breakfast

Der bliver hygget om gæsterne – dette personlige skilt hang på døren til vores værelse. Lækker detalje.

Der var forskellige spil til fri afbenyttelse. Skønt med fjernsynsfri aftenaktiviteter.

Den smukke Råbylille Strand i kort gåafstand fra Købmandsgaarden.

Udsnit af morgenmadsbuffet’en fra Købmandsgaarden. Mums!

Indgangen til Lene Evers chokoladebutik. Gå ikke forbi – gå ind!

Hyggelig brolagt gade i Stege.

Indgangen til Thorsvang museum. Perfekt regnvejrsaktivitet

L i skolestuen på Thorsvang.

Kort over Thorsvang – der er meget at se! Sæt god tid af.

Gammeldags sodavand. Blå!

L på vej op i fugletårnet på Nyord

Udsigten over Nyord. Skøn i regn – men nok skønnere i sol…

En af utallige hands-on aktiviteter på Geocenter Møn.

Der blev gravet efter fossiler i en stor sandkasse

Vejen ind til stendyssen ses tydeligt

Et barn på knapt 1:20 kan stå oprejst i gravhøjen.

L og V sidder uden for den dobbeltkamrede høj

Tre guldklumper samlet i et oldtidsminde