Så har jeg været i Berlin igen! Egentlig skulle jeg have været i Chicago for at se min mand løbe marathon, men et flyselskab ville det anderledes. Derfor endte jeg med 5 hele dage i Berlin med mine to ældste børn.

Jeg har været i Berlin før med børnene, det var tilbage i 2015, og der var manden også med. Men denne gang sprang jeg ud i eventyret som eneste voksen! Det gik smaddergodt – og det på trods af at jeg virkelig er en kegle til at finde rundt i andre byer end min hjemby. Men med Google Maps og min telefon klistret til hånden lykkedes det hele i sådan rimelig fornuftig orden.

Der var to steder som gik igen på denne og den forrige tur. Og det var Rittersportmuseet og Fjernsynstårnet. To oplevelser, som du kan læse mere om her. Rittersportmuseet var “same procedure as last time”, så vi kom hjem med nogle lækre hjemmekomponerede chokoladebarer. Fjernsynstårnet, derimod, blev oplevet på en ny måde.

Ud over de to “gamle travere” var vi på opdagelse mange forskellige steder i Berlin. Vi kom rundt med det offentlige en del af tiden, men mine to store unger er også enormt seje til at gå, så vi fik tilbagelagt virkelig mange kilometer. Stærkt gået (og slut med fremover at beklage sig over trætte ben…).

Læs med nedenfor om vores eventyr i Berlin – jeg er sikker på at der også er noget din famile synes er fedt. Denne gang har jeg også inkluderet små beskrivelser af restauranter og cafeér vi besøgte.

Til tops i Fjernsynstårnet – morgenmad i 200 meters højde

Sidst vi var i Berlin talte børnene meget om, at vi skulle have taget op i restauranten og spise. Well – denne gang gjorde vi det! Jeg havde bestilt bord med siddepladser i “outer circle” – dvs. tættest på vinduet. Nu var det sådan, at det var meget overskyet den dag vi besøgte tårnet, så udsigten var ikke fantastisk. Til gengæld var vi heldigere end de gæster der kom en time senere, for da havde skyerne lagt sig nærmest helt nede på jorden hvilket blokerede udsigten fuldstændig.

Morgenmaden jeg fik var ikke prangende, og portionen lidt til den lille side.  Børnene fik dog noget utrolig lækker røræg med urter i, samt nogle udmærkede tyske pølser. Jeg var helt ærligt stadig sulten da jeg havde spist min continental breakfast… Det var skægt at sidde så højt til vejrs og kigge ned på nogle af de seværdigheder vi havde besøgt i dagene op til tårn-besøget.

Hvilken type billet skal du købe?

Vi købte adgang til tårnet inkl. bord i restauranten tættest på vinduet. Det kostede kr. 482 kr (i 2019). Til sammenligning koster samme type billet dog med inner circle så 401 kr. Jeg vil helt klart sige: Der er ingen grund til at bruge de ekstra penge og så vælge vinduespladserne. Man sidder meget tæt på vinduet om du sidder i tredje eller første række fra vinduet. Så spar de penge på billetten og køb noget mad for dem i stedet.

Sammen med reservation i restauranten får I VIP-adgang til tårnet. Det vil sige at I kommer forrest i køen til elevatoren, som til tider kan være meget lang.

Tip! Der findes andre billetkombinationer hvor I køber f.eks. champagnemorgenmad, 2-retters frokost eller VIP aftensmenu sammen med billetten til tårnet. 

I øvrigt fandt jeg ud af hvor sart jeg er med at side med ryggen til bevægelsesretningen! Restauranten drejer en omgang på en (1!!) time – med andre ord, farten er ikke imponerende! Og jeg blev stadig nødt til at flytte mig så jeg kørte med restauranten rundt da jeg blev små-dårlig! Så også lige en advarsel til andre der lider af den slags køresyge!

Dan jer et overblik over de mange billetkombinationer f.eks. her og her.

MACHmit Kindermuseum

Alle børn har ret til hvile, fritid og deltagelse i kulturelle og kreative aktiviteter. Og dét kan de på MACHmit museet.

Machmit beyder noget i retning af “vær med!” – og det er lige præcis det man er på MACHmit Kindermuseum i Prenzlauer Berg. I virkeligheden er det en slags stor indendørs legeplads, krydret med kreative aktiviteter og udstillinger man kan fordybe sig i. Personalet taler tysk, men dog også engelsk for en stor dels vedkommende

Vi var der da mine børn var hhv. 6 og 8 år, og jeg vil sige, at jeg var bekymret for, om min datter på 8 var for stor til stedet. Det var ikke et synspunkt jeg delagtiggjorde hende i, og slet ikke noget hun selv bragte på bane. Hun drønede rundt med sin bror i et slags legeland og morede sig gevaldigt. Selvom hun nu er 10 år har hun lige sagt at hun gerne vil tilbage. Museet placerer selv deres målgruppe som 4-12 år.

Sørg for at undersøge om de aktiviteter MACHMIT tilbyder er noget som dine børn synes er fedt! Hos os var det en ubetinget succes, det er helt sikkert.

Tip: Der er en dejlig café hvor man kan få sig en god kop kaffe og en kage mens ungerne leger. 

Der var flere kreative aktiviteter da vi var der – bl.a. kunne man lave skaftet til en teske med en slags fimoler. Der var en venlig dame der hjalp børnene med at vise hvordan man skulle gøre. Da mine børn har tysk i skolen kunne de begge lige klare at sige de farver de godt kunne tænke sig på deres teskeer. Bagefter trykkede de deres navn med bogstavforme, og så kom kunstværket i en plastikpose. De skulle efterfølgende brændes/bages ved 110 grader i en halv time. Det klarede vi i vores Airb’n’b-lejlighed, men desværre havde skeernes navnetryk ikke overlevet den dagslange transport i en rygsæk, så de var næsten helt væk. Øv! Men skeerne blev nu alligevel fine.

Tjek åbningstider, billetpriser og aktuelle udstillinger lige her 

Besøg T-rex’en Tristan på Naturkunde Museum

Hvis dine børn er begejstrede for dinoer, så er Naturhistorisk Museum lige noget for jer. De har en stor dinosaur-udstilling, og så har de kronen på værket, nemlig Tristan. De har også en fantastisk visuel fremstilling kaldet Jurascope. Her kan man se en dinosaur blive bygget op fra skelet, over indre organer, muskler, sener, kød og til sidst skind og farve. Ganske fantastisk, da man ser opbygningen af dyret lige for øjnene af en. Det er et projekt lavet i samarbejde med Google Arts and Culture, og I kan se et eksempel lige her (link til Youtube-video fra museets hjemmeside).

Ud over dinosaurusser holdt vi meget af at blive taget på en rejse tilbage til solsystemets fødsel. Det foregår liggende på ryggen under en kæmpestor skærm, og er en fantastisk oplevelse. Der kan godt være lidt ventetid, men bare rolig – oplevelsen vil være al ventetiden værd.

Derudover kan nævnes biodiversitetens væg – en imponerende samling af hvad der blot er en brøkdel af jordens samlede antal arter. Et tal, som er estimeret til at være mellem 4 og 40 millioner forskellige arter af planter og dyr. Og her i denne udstilling kan man se 3000 af dem. Stadig imponerende, men stadig en lillebitte del af det samlede antal arter.

Dyk ned i museets hjemmeside og bliv klog på hvad I kan se når I selv kigger forbi. Det er så meget et besøg værd!

Trabi Museum

Vi besøgte Berlin i rigtig skodvejr det meste af tiden. Regn i til tider stride strømme, hvilket også betød at vi fik kigget på ting vi nok ikke ville have kastet os over hvis det havde været tørvejr. Bl.a. det lillebitte Trabi museum som ligger lige ved Checkpoint Charlie.

Museet er som sagt meget lille, og viser forskellige Trabi’er og fortæller om livet i DDR dengang Trabi’en var HOT. Det er også muligt at få lov til at sidde i flere af bilerne. Der er en fin lille souvenirbutik hvor du kan shoppe forskellige Trabi, og dit indkøb leveres i den fineste Trabipose som jeg STADIG har herhjemme!

Samlet bruger man nok 30-60 minutter på museet, så det passer fint som en lille “mellem-aktivitet” når nu man alligevel er i nærheden.

Tjek deres website ud, og få information om adresse, åbningstider og billetpriser.

Mirror Maze Berlin

Denne attraktion havde vi nok ikke fundet hvis ikke det var fordi vi fik en flyer et sted, som fortalte om den. Den ligger også et lidt sjovt sted – nemlig dybt inde i en souvenirbutik ved Checkpoint Charlie. Da først vi havde hørt om den var der ingen tvivl – dét skulle vi prøve!

Og det er en oplevelse som I ikke må snyde jer selv for! Man får engangshandsker udleveret så ikke man sætter fedtefingre på spejlene – og så er man ellers igang.

Det kræver en kode at komme ud, og man skal finde de sidste cifre til koden inde i labyrinten. Det er temmelig svært, kan jeg godt afsløre! Mine børn var lidt ængstelige, men de var jo heller ikke så gamle på tidspunktet. Som voksen fik jeg da også sugen i maven, for det er både spændende og nervepirrende at gå rundt et sted hvor man ikke aner hvor man er.

Læs lidt mere om oplevelsen her, hvor I finder placering, åbningstider og priser.

Berlinmuren

Når man er i Berlin så er der mange steder der er et “must” at besøge – særligt hvis det er første gang man besøger byen. Nu er det ikke første gang vi er der, men Berlinmuren er altid et godt sted at besøge, for det bringer også reflektion frem i selv mindre børn.

Vi tog toget ud til Bernauer Strasse hvor der er et langt stykke af Berlinmuren bevaret, og hvor der også er et stykke sat op rent skulpturelt. Hvis man har store børn med er her rig mulighed for at fordybe sig.

Wellenbad på Spreewaldplatz

Vi skulle egentlig have besøgt Tropical Island på denne Tysklandstur. Dagen før vi kom var Berlin desværre blevet ramt af en orkan – så toget til Tropical Island kørte ikke. Valget faldt på Wellenbad. En svømmehal, som mere har karakter af en slags badeland, bl.a. med bølgebassin og vandrutchebane. Dertil områder med både lavt og dybt vand. Lige noget for en familie med mindre børn – som nok kan svømme – men hvor det alligevel er rart at de kan bunde de fleste steder.

Der er en cafe som sælger nogle udmærkede currywurst og pomfritter, så det er også muligt at få sig en bid frokost når man er der. Vi brugte vel 4 timer inkl. omklædning, så det kan meget passende være enten en formiddags- eller eftermiddagsaktivitet.

Find information om åbningstider og priser for Wellenbad Spreewaldplatz.

Kanalrundfart i Berlin

Vi vidste faktisk slet ikke at man kunne tage på kanalrundfart i Berlin. Men faktisk har Berlin 180 km floder og kanaler – og oven i købet flere broer end Venedig. Så selvom Berlin ligger over 300 km fra havet, så er Berlin altså virkelig en vandby.

Selvom vi skrev oktober måned, så fandt vi Stern und Kreisschiffart som havde afgang hver halve time. I oktober er det bestemt ikke fordi turisterne står i kø til en kanalrundfart – mildest talt. Den vi sejlede med have to andre gæster med ud over os! Det var hyggeligt at sejle rundt og se Berlins seværdigheder fra vandsiden, men helt ærligt, så brugte vi nu tiden på at slappe af, spille kort og lære Vitus at binde snørebånd (det lykkedes!).

Hvis du er interesseret i en kanalrundfart i Berlin, så kan du bl.a. kigge her hvor der lidt nede i teksten er en oversigt over mulige selskaber til kanalrundfart.

Legepladser i Berlin

Berlin er intet mindre end et slaraffenland for børn som er i legepladsalderen. Det er de mest fantastiske legepladser man kan finde rundt omkring, og det er ikke nogen som bare er bygget op omkring et gyngestativ og en rutsjebane. – Nej, det er meget vildere end det! Mange er bygget op omkring et temaer som kan være f.eks. Pippi Langstrømpe, sørøvere, drager, eventyr eller ruin.

Vi besøgte selv Hirschhof Spielplatz i Prenzlauer Berg, en ganske fantastisk legeplads. Det var temmelig koldt (men dog tørvejr) da vi var der, så vi holdt kun kort tid – måske 45 minutter. Men legepladsen havde så meget mere at byde på hvis temperaturen havde været til det.

Grundet det generelt lidt sørgelige efterårsvejr blev det ikke til så mange legepladsbesøg – faktisk kun ét – men hvis du besøger Berlin en dejlig forårsdag, så skal du da ikke gå forgæves efter anbefalinger her hos mig. Så lige her kan du finde en oversigt over legepladser i Berlin. Det er en genial oversigt med ikoner for hvad legepladsen indeholder, billeder fra stedet og selvfølgelig navn og placering. Der er masser at gå amok i.

Prenzlauer Berg

Prenzlauer Berg er et af de hyggeligste områder i Berlin. Det er fyldt med gamle huse, store træer – og så mange cafeer og restauranter så man nærmest ikke kan tælle dem. Vi tog til området for at se det berømte loppemarked “Flohmarkt am Mauerpark” som vitterligt har mange interessante ting. Der er alt fra keramik over tingeltangel til cykler og så er der naturligvis utroligt mange madboder. Det var særligt børnene rigtig glade for.

Der er også fyldt med gademusikanter og street art – der er bare så meget at se på og tage sig til i Prenzlauer Berg.

Cafeer og restauranter

I løbet af fem dage i Berlin fik vi da besøgt nogle forskellige caféer, restauranter og konditorier. Her har jeg samlet en oversigt over dem, samt lige et par enkelte ord om hver.

Café Vilja – dejlig brunch og god kaffe

På ankomstdagen (tidligt!!) spiste vi morgenmad her inden vi tog til vores Air B’nB. Mange fine retter at vælge imellem og meget hyggeligt indrettet.
Adresse: Maximilianstraße 1, 13187 Pankow, Berlin, Germany
Web: https://www.facebook.com/viljapankow

Cô Chu – skøn vietnamesisk frokost

Tilfældigt gik vi ind på denne lille vietnamesiske restaurant hvor man kan se kokkene lave mad. Vi fik en vidunerlige frokost, og der var masser af retter som passede til unge ganer som ikke er så meget til stærk mad.
Adresse:  Invalidenstraße 29, 10115 Berlin, Tyskland
Web: https://www.co-chu.de/

Eisstübchen Madlen – min barndoms is nummer ét: Spagetti is

Selvom det ikke var varmt sådan en oktober dag, så var det umuligt at gå forbi denne hyggelige iscafe som serverede spagettiis. Smagte som jeg husker det! Vaniljeis med flødeskum og jordbærsauce som kødsovs. Mums!
Adresse: 31 Oderberger Straße, 10435 Berlin, Tyskland
Web: http://www.kaffeehaus-madlen.de/

Laurus – lækker italiensk mad

En aften var energien ikke til at lave aftensmad, så vi fandt en italiensk restaurant tæt på vores lejlighed som serverede en god cabonara til børnene.
Adresse: Muehlenstr. 3813187 Berlin, Tyskland

Princess Cheesecake – smukke kager og dejlig kaffe

Hos Princess Cheesecake får du de smukkeste kager – som også smager fantastisk. Og så serverer de en skøn latte dertil. Her skal man klart gå ind hvis man er til kager og smuk indretning!
Adresse: Tucholskystr. 3710117 Berlin, Tyskland
Web: http://www.princess-cheesecake.de/

Museet for Berlins specialitet nummer ét – Currywurst Museum

Nogle gange er det ærgerligt når ikke man får skrevet sine blog-indlæg med det samme! For så går en af de aller-fedeste attraktioner nemlig hen og lukker mens man liiiige kiggede den anden vej. Og det er tilfældet med Currywurst Museum som lukkede permanent i december 2018. Totalt en skam, da det virkelig var en af de sjovere oplevelser på vores Berlintur. Men sådan er det.

Så i stedet for at besøge museet for currywurst, må I ud og finde dem i det berlinske byliv – og det er heldigvis heller ikke så svært.

RIP Currywurst Museum!