Stevnsfortet – på eventyr i et dansk koldkrigsmuseum

Koldkrigsmuseum Stevnsfort er hugget ud i klinten mellem Rødvig og Højerup. Faktisk ligger det hele 18 meter under klintens overflade. Stevnsfortet blev bygget fordi Danmark havde brug for et sted at kontrollere indsejlingen til Øresund sydfra. Dets opgave var overordnet at forhindre at Warszawapagtens store flåde i Østersøen skulle få adgang til verdenshavene.

Selvom ingen i vores familie er sådan meget krigsinteresserede, så har vi alligevel længe haft et ønske om at besøge Stevnsfortet. Det skyldes ikke mindst at det ligger dybt under jorden i den stevnske klint. Det var også et ønske om at få et indblik i en del af Danmarks historie som vi faktisk ikke rigtig kender noget til.

Så på en skøn solskinsdag i skyggen af Corona-krisen tog vi til Stevnsfortet for at blive klogere på Danmarks rolle i Den Kolde Krig.

Lidt historie

Stevnsfortet blev bygget i 1950-1953 og var en vigtig brik i Danmark og NATO’s forsvar. Døgnet rundt var fortet bemandet og klar til at gå i krig, for Stevns lå i første linie hvis der udbrød krig mellem Øst og Vest. Efter murens fald i 1989 forsvandt truslen fra Øst og Stevnsfortets kommando blev lukket i 2000.

Otte år senere, i 2008, genåbnede fortet som museum og det blev muligt at komme på ture både over og under jorden.

Læs med, og hør om hvad I kan opleve.

Udendørs oplevelser

Straks ved ankomsten er vi ikke i tvivl om at vi er på et krigsmuseum. Der er linet forskellig missiler op på græsplænen – og nogle af dem har altså en imponerende størrelse. Vores yngste søn var mega-hooked og skulle straks hen og kigge – og røre! Og ville også gerne op. Selvfølgelig…

På selve det udendørs areal er der mange forskellige ting at se. Der er bl.a. en masse missiler, en radarstation, lyskanon, en 150 mm kanon og meget andet. Mange af tingene har deres originale placering. Det er muligt at downloade en audioguide så man kan få historierne fortalt mens man er på turen. Download app’en Useeum til din mobil og lån høretelefoner i receptionen.

Receptionen er også hjemsted for legetøj, snacks og is hvis I skulle trænge. Borde og bænke findes rundt omkring, så det er muligt at tage sin madpakke med og nyde den i skønne omgivelser.

Stevnsfortet – under jorden

Højdepunktet for os var helt klart at vi skulle ned under jorden og se gangene som ligger op til 18 meter under klintens overflade. Hele gangsystemet, rum osv. er gravet ind fra søsiden af klinten og det er alligevel noget af en bedrift når man tænker over det. Samtidig er klinten åbenbart let at grave i, så derfor tog det ikke “så lang tid” at grave fortets flere kilometer gange og utallige rum ud.

Indgangen til Stevnsfortet sker gennem nedgangsbunkeren, og der møder en en lang, stejl trappe. Intet at sige til, at klapvogne m.m. ikke er til at tage med her!

Det er supercool at gå rundt nede i gangene og bl.a. komme helt tæt på laget af fiskeler. Fiskeleret stammer som bekendt helt tilbage fra dinosaurernes endeligt. Hovedgangene er lange og lige, og væggene er beklædt med nogle særlige alger.

Alle ture ned til fortet foregår med guide – og alle guiderne har på en eller anden måde haft tilknytning til Stevnsfortet i deres professionelle virke i den danske hær. Så alle guiderne kan krydre rundvisningen med mere eller mindre vilde historier, som er med til at gøre rundvisningen spændende og vedkommende.

Det er meget interessant at gå rundt nede i rummene og f.eks. se topmoderne computere – fra 90’erne. Eller at se ammunition som skulle være brugt i tilfælde af at der var angreb. Som besøgende får man også et indblik i hvordan livet var nede under jorden, med mandskabets soverum, hvor de lavede mad osv. Og så ligger der et Ugens Rapport side om side med en jumbobog på et bord. Det gav lige anledning til et par spørgsmål fra de ældste børn…!

Grundet Corona-situationen var ruten i fortet blevet lagt lidt om. I stedet for at se begge sider af det underjordiske anlæg blev vores gruppe på 10 ledt ud til den dør, hvorigennem alt det udgravede materiale blev transporteret. Det var en vildt fascinerende oplevelse at gå ud gennem en lille rusten dør – for så at stå ansigt til ansigt med det store hav. Herude brugte vores gruppe lang tid på at stå og se på havet og stenene der igen og igen blev rullet op og ned på stranden.

Hvad skal du huske hvis du besøger Stevnsfortet?

  1. Du skal huske at tage en trøje med, for nede i gangene er der kun omkring 10-12 grader varmt
  2. Sko der sidder fast på foden er også en god ide. Trappen op og ned er stejl.
  3. Reserver gerne billetter til den underjordiske tur inden du kommer – så er du sikker på at der er plads når I kommer
  4. Du kan ikke komme under jorden med din klapvogn/barnevogn. Små børn skal i bæresele eller vikle.

Hvorfor skal I besøge Koldkrigsmuseum Stevnsfort?

Her får du Vores eventyrs top tre over grunde til at besøge Stevnsfortet:

  1. I kan lære om Danmarks rolle i Den Kolde Krig
  2. I får set et stykke ikke så fjernt Danmarkshistorie indefra
  3. Hvis I er heldige kommer I ud til havet gennem den lille dør. Det er en fantastisk oplevelse!

Yderligere info

Du kan læse meget mere om Koldkrigsmuseum Stevnsfort bl.a. på Wikipedia og Kalklandet – begge steder hvorfra jeg har fået hjælp til facts i teksten ovenfor.

Adresse: Korsnæbsvej 60, 4673 Rødvig

Åbningstider: 10-17 hver dag, hele juli, august og september. Se øvrige åbningstider her.

Priser:

NB! Fra d. 27/6 -> 9/8 gives der 50% på nedenstående priser!

  • Terræn (altså over jorden): Voksne: 60 kr og børn under 18: GRATIS
  • Fortet (underjordisk): Voksne 175 kr, børn under 18 år: 100 kr
  • Flere priser, tjek deres prisliste ud lige her

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.