Jul i Køge og omegn for børn og voksne – 2019

Nu er det da næsten snart jul!

1. november blev den nye julebelysning tændt i Køge – lidt tidligt vil nogen måske mene. Den del af befolkningen hører jeg ikke til. Jeg har tit syntes det var lidt ærgerligt at lysene i Køge by ikke er tændt i længere tid – og november er nu altså bare sådan en mørk måned. Så jeg hilser den nye smukke julebelysning velkommen – også selvom det kun er 1. november.

Med julebelysningen tændt er tiden også kommet til at begynde at jule. I kan besøge julemarkeder og julemesser rundt omkring, men I kan også bare besøge hyggelige butikker og cafeér der gør lidt ekstra ud af julen. Nedenfor har jeg samlet en oversigt til dig, så I kun behøver kigge ét sted for at finde ud af hvor I skal tage hen for at julehygge.

Det er nemt at bruge indholdsfortegnelsen til at springe det sted hen du gerne vil læse nærmere om.

Jul i Binderiet, Køge

Jul i BinderietVi byder velkommen til Jul i Binderiet Vestergade 2019. Vi åbner op for julen lørdag d. 9/11, med gløgg og lækre smagsprøver. Vi præsenterer alle vores fine julenørklerier og kreationer vi har arbejdet på de seneste måneder.
Der vil være mulighed for at bestille adventskrans og dekorationer, samt finde inspiration til dette års julepynt og adventspakker som bl.a lækker the, hammam håndklæder, duftlys, gourmetvingummier og meget mere.
Vi holder åbent ALLE dage frem til d. 31/12, vi glæder os til at byde jer velkommen..

Hvor: Binderiet, Vestergade 10, 4600 Køge
Datoer: Åbent alle dage frem til jul – julerierne starter d. 9. november 2019
Website: Binderiets FB-side

Galleri Wenneberg, Køge

Jul hos Galleri Wenneberg

Galleri Wenneberg ligger tæt på Gammel Kjøgegaard og er det hyggeligste lille galleri. Her kan I også mærke julen banke på, og der er julegaveideer og varm kakao. Udstillerne er Rikke Feld, Birthe Lindhardt , Lars Hylleberg, blenderpuder, Maria Ytterberg, Anita Karlsen og Sidsel Wenneberg.

Hvor: Galleri Wenneberg, Gammel Køgegård 3a, 4600 Køge
Datoer: Alle fredag-lørdag-søndag kl. 10-16
Website: Galleri Wenneberg (FB)

Jul hos Thymes Planteskole, Køge (er afholdt)

Thymes Planteskole holder et julearrangement torsdag d. 14/11 hvor der bl.a. vil komme forskellige udstillere. De vil have bl.a. pileflet og ting af beton med, samt der vil være mulighed for at smage på ting fra Karisebageren, italienske delikatesser mv. Der vil være en æbleskivebod, hvor overskudet vil blive givet til Julemærkehjemmet. Som en ekstra begivenhed kommer Faxe gospelkor og underholder (tillægspris gælder).

Denne dag er det også muligt at afgive bestilling på adventskranse og juledekorationer.

Hvor: Thymes Planteskole, Vestergade 10, 4600 Køge
Datoer: 8. og 9. november 2019
Pris: 30 kr. for julearrangementet, 80 kr for julearrangement og gospelkoncert. Der er kun et begrænset pladser og tilmelding skal ske senest 12/11 på nedenstående link.
Website: Thymes Planteskole julearrangement

Æbleskiveboden på Køge Torv

Fra fredag d. 22/11 er det atter muligt at sætte tænderne i dejlige, hjemmelavede og friskbagte æbleskiver i æbleskiveboden på Køge Torv. Igen i år er det piger fra Køge Bugt Gymnastikforening der står klar bag panderne, og sikrer æbleskiver til Køges julehandlende borgere.

Hvor: Ved Apoteket på Torvet
Datoer: Fra 22/11 2019 kl.15 (hver fredag-lørdag-søndag + d. 23/12)
Åbningstider: Varierer, men tjek evt. Køge.nu hvor du kan vælge den aktuelle dag og se åbningstiderne.

Julehygge på Malerklemmen

Fra d. 23. november skrues der helt op for julehyggen på Malerklemmen i Borup. Der starter salget af gløgg og – hævder de da selv – Danmarks bedste æbleskiver. Dét er da noget af et statement, som vis skal undersøges nærmere!

Hvor: Ved Kildepladsen 4, 4140 borup
Datoer: Fra 23/11 2019
Website: Malerklemmen, Borup

Juletræstænding, Køge

Du har mulighed for at se to juletræer blive tændt i Køge i år. Både på Køge Marina og på Torvet. Begge juletræer tændes fredag d. 22. november.

På Køge Marina sker det kl. 15.15 efter at Julemanden er ankommet sejlende til Marinaen. Her deler han selvfølgelig karameller ud inden træet tændes, og bagefter kører han til Torvet hvor der også skal tændes et juletræ.

På Torvet tændes juletræet kl.17 og der deles selvfølgelig også karameller ud her.

Julemarked hos ITC Køge

Traditionen tro afholder ITC i Køge julemarked, hvor der vil være diverse salgsboder med gløgg og æbleskiver, håndværk fra ITC’s kreative værksteder, et æsel, ballon-dart og meget mere.

Hvor: ITC Køge, Værkstedsvej 5, 4600 Køge
Datoer: 23/11 kl. 10-15
Website: ITC julemarked på FB

Juletræstænding og julemarked i Havdrup

Hyggeligt julemarked i Havdrup, hvor der i år også indvies den nye julebelysning som lokale erhvervsdrivende, private samt kommunen har sørget for.

Hvor: Havdrup
Datoer: 30. november 2019 kl. 13:00

Julemarked på Gammel Kjøgegaard

Den 7. og 8 december lægger den smukke gamle Gammel Kjøgegaard igen grund til et smukt og stemningsfuldt julemarked. Julemarkedet foregår udendørs og ligger i forlængelse af skoven. Der vil være mange forskellige boder hvor julegaverne kan indkøbes, og mulighed for hjemmelavede lune æbleskiver og gløgg. Derudover kan I få en tur i hestevogn mellem kl. 11 og 16 begge dage.

Hvor: Gammel Kjøgegaard, Gammel Køgegård 3, 4600 Køge
Datoer: 7. og 8. december 2019, 10-18 begge dage
Pris: Gratis
Website: Julemarked på Gammel Kjøgegaard (FB)

Julemesse i Køge Hallerne

Den 8. december slår Køge Hallerne dørene op for Køges første julemesse. Mere end 60 udstillere er allerede tilmeldt. Der vil altså være et bredt udvalgt inden for julepynt, julegaver, kunsthåndværk, delikatesser og brugskunst – og meget mere. Det må siges at være ALT TIL JUL samlet på ét sted.

Hvor: Køge Hallerne ved Stadion
Datoer: 8. december 2019, kl. 10-16
Pris: 25 kr. for voksne, børn under 12 år GRATIS
Website: Julemesse i Køge (FB)

Julemarked for De Kræsne

Lokale julegaver lavet af lokale hænder. Julemarkedet for De Kræsne byder på lokalt kunsthåndværk, fødevarer mm. Traktøren tilbyder kaffe&kage, gløgg&æbleskiver, flæskesteg og frokostplatte.
Parkering tæt ved markedet

Hvor:Traktørstedet Højeruplund; Højerup Bygade 39, 4660 Højerup
Datoer: 8. december kl 10-16
Pris: GRATIS
Website: Julemarked for De Kræsne

Julekoncert og Luciaoptog på Køge Torv

For første gang præsenterer Køge i år deres egen julekoncert på Køge Torv. Efter den dejlige musik vil der være Luciaoptog gennem byen. Det er piger fra Køge Bugt Gymnastikforening som vil være luciapiger.

Hvor: Køge Torv
Datoer: 14. december kl 13-15

Julekoncert og Luciaoptog i Køge Kirke

Når vi når halvvejs ind i december er det tid til Køge Kirkes store julekoncert. Koncerten er med Køge Kirkes Pigekor og Sct. Nicolai Cantori. Ud over skønne julesange er der også stemningsfyldt Luciaoptog i den mørklagte kirke.

Der plejer at være en propfyldt kirke, som sikrer den obligatoriske julestemning.

Hvor: Køge Kirke
Datoer: 15. december kl 16-17. NB! Dørene åbner først kl. 15:30.
Pris: GRATIS
Website: Julekoncert i Køge Kirke

Julestue i Oluf I. Jensens Gaard

Køges hyggelige julestue slår første gang “dørene op” under overdækningen i Oluf I. Jensens Gaard. Kom til julehygge, med varm hjemmelavet glögg fra Vinbaren, og æbleskiver i vores hyggelige æbleskivehus. Børnene kan være kreative i juleværkstedet, hvor de søde medarbejdere fra Sparekassen Kronjylland hjælper til med juledekorationer samt deler slikposer ud til alle børn. Og lige overfor står de mekaniske nisser hos Læssøe og spreder julehygge.

Hvor: Oluf I. Jensens Gaard
Datoer: 14-15. december og 21-22. december, alle dage fra 12-16
Pris: GRATIS
Website: Julestue i Oluf I. Jensens Gaard

Juleworkshop i Køge Billedskole – Det’ jul det’ cool

Til denne julede workshop hos Køge Billedskole skal der primært arbejdes med papir. Det er f.eks. små æsker i papir der skal foldes, ligesom der vil blive arbejdet med den japanske foldeteknik origami. Det bliver til smuk pynt til juletræet.

Billedkunstner Ulrikka Mokdad vil være til stede under hele workshoppen og kan hjælpe med vejledning og gode råd.

Hvor: Gule Hal, Strandpromenaden 1, 4600 Køge
Dato: 30/11 kl. 13-17
Pris: GRATIS
Website: Julearrangement på Køge Billedskole

Teater: Jul hos skovriderens, Køge

Køges Amatørscene har en rigtig juleforestilling i ærmet denne jul. Fra Lørdagsavisens kultursektion kan man læse følgende om forestillingen, som foregår hos skovrider Valdemar With og hans familie. Der er lagt op til, at alle skal være glade, men den yngste datter, Smut har mistet sit tamme rålam, Rasmus, og husets ældste datter, Anne Lise, har vist ikke valgt den rigtige frier. Der er selvfølgelig også en nissefamilie, som på bedste måde sørger for, at julen i skovridergården ender lykkeligt.

I pausen kan der købes gløgg, æbleskiver, øl, vand og kaffe/te, ligesom børne- og juniorhold underholder med julesange.

Hvor: Køge Scenen
Datoer: 22/11 kl 19.00, premiere og flere andre. Tjek website for øvrige spilledatoer
Pris: Voksne: 100 kr, børn: 5-15 år: 50 kr,  børn under 5 år: GRATIS
Billetbestilling kan ske på tlf. 30547075 eller skriv en mail til billetter@koegescenen.dk
Website: Køge Amatørscene

Jul i Mosehuset, Borup

Mosehuset holder nærmest jul hele året, men det hyggelige gamle bindingsværkshus oser ekstra meget af jul i november og december. Dampende varme pandekager langes over disken i Pandekagehuset, og i Mosehuset kan du gå på jagt efter gammeldags julekalendre og julepynt.

Hvor: Mosehuset, Dyndetvej 30, 4140 Borup
Datoer: Åbent alle dage fra 12-18
Website: Købmandsgården Mosehuset

Møllebækkens Købmandsgård (Karlslunde)

Jul på MøllebækgårdPå den gamle købmandsgård er det også jul hele året – og det som da farmor var dreng. Gammeldags lågejulekalendre, kravlenisser og julepynt i lange baner. 100 m2 udstilling på købmandsgårdens loft kan I boltre jer i. Her finder I også nisselandskaber med elektriske tog der kører rundt i de fine landskaber.

Her op til jul er der også mulighed for at købe gløgg og æbleskiver, så når sulten melder sig efter julepyntsjagten, så kan der tankes op på ægte julemanér. Så har du lyst til et skud ægte, gammel jul så kig forbi Møllebækkens Købmandsgård.

Hvor: Tåstrupvej 2, 2690 Karlslunde
Datoer: Alle dage fra 10-17
Website: Møllebækkens Købmandsgård

Julemarked i den gamle landsby (Holbæk)

Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk er et levende museum. Et kig ind i Danmark som i gamle dage, opbygget som en komplet by. Gennem tre weekender i november kan du opleve jul som i gamle dage.

Der serveres lækker julebag, spilles julemusik og der er masser af aktiviteter for hele familien. Der er bl.a. stort julemarked, mulighed for at lave sit eget kalenderlys, lave julepynt – og – hvis du kommer den første dag – overvære slagtningen af en gris. For det er jo fra grisen vi får vores flæskesteg, leverpostej, blodpølse osv.

Hvor: Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk, Nyvangs Allé 4, 4300 Holbæk
Datoer: 23., 24., 27., 28 og 30. november 2019, samt 1. december 2019, alle dage fra 10-16
Pris: 50 kr. for børn ml. 8-15 år, voksne 60 kr. Børn under 8 år og medlemmer GRATIS
Website: Andelslandsbyen Nyvang

Juletræstænding rundt omkring på Sjælland

Kan du slet ikke få nok af at se julemanden tænde juletræer? Måske kan du nå et par stykker ud over det i Køge – i hvert fald er der her 10 andre steder hvor juletræerne også tændes på byens torve.

Dato: 22. november
Hvor: Stege, Holbæk, Kalundborg

Dato:29. november
Hvor: Solrød, Vordingborg, Karise, Præstø og Haslev

Dato: 1. decembe
Hvor: Næstved, Helsingør

Juleafslutning i Havdrup

Det er ikke så tit man ser at der holdes egentlige juleafslutninger – men det gør man i Havdrup.

Julen afsluttes nemlig i Havdrup Idrætscenter d. 28/12 hvor Danmarks ældste juletræsfest afholdes. I år for 118 gang. Der er underholdning, slikposer og lodtrækning om gaver på indgangsbilletten. Man kan læse mere på “Børnenes Juletræsfest i Havdrup” her på FB.

Hvor:Havdrup Idrætscenter Skolevej 62, 4622 Havdrup
Datoer: 28. december 2019 kl. 16:30-20:00
Pris: Billetter kommer til salg fra 30.11 på BilletFix.dk
Website: Børnenes juletræsfest

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.