Forfatterarkiv: Anne Kirstine

Om Anne Kirstine

Jeg elsker at rejse, shoppe, nusse i min have og frembringe hjemmelavede lækkerier i køkkenet.

Påskeferie – 10 aktiviteter og sysler til familien

Påskeferie banker på døren hos de fleste, og som børnefamilie er vi jo altid på udkig efter sjove ting vi kan tage os til. Hvis man også kan tage fri i dagene op til påske har man lige pludselig 10 dages ferie, og så kan det være rart med en håndsrækning til aktivitetskalenderen. Den lille håndsrækning får du hér – og jeg har kigget efter spændende oplevelser på hele Sjælland.

Påsken skal jo ikke kun bruges på at drøne fra det ene sted til det andet, så jeg runder mine 10 forslag af med et par aktiviteter som I kan lave derhjemme.

Oplevelser i eller tæt på Køge

1. Pangea Park

Pangea Park er åbnet i Bjæverskov for små to år siden, og er en dyrepark i udvikling. At besøge den står højt på vores egen liste over ting vi gerne vil opleve.

Parken er startet af og ejes af to brødre, som har en ambition om at lave en anderledes dyrepark, hvor man f.eks. kan besøge dyrene i deres bur sammen med en dyrepasser. Dér er man dog ikke helt endnu, for parken er stadig ved at blive bygget op. Alligevel er der åbent for besøgende. Parken åbner lørdag d. 13/4 kl. 10.

Website: https://www.pangeapark.dk/ – Adresse: Gummersmarkvej 7 a, 4632 Bjæverskov 

2. Kjøge Miniby

Stedet hvor du kan føle dig som en kæmpe i det gamle Kjøge. Det er altid hyggeligt at besøge minibyen, og siden min familie og jeg var der for nogle år siden er der kommet mange flere bygninger til. Læs om vores oplevelse her.

Traditionen tro holder Kjøge Miniby åbent i påsken, inden de åbner for sæsonen d. 1/5 2019.

Website: https://www.koegeminiby.dk – Adresse: Strandvejen 10, 4600 Køge

3. Male på keramik hos Fafla Mikroværksted

Køges hyggeligste kreative syssel (hvis du spørger mig) har fået nye lokaler for det gamle sted var simpelthen blevet for småt! Så nu kan I finde Frida og alle de hvide keramik-sager på Nørregade 39, 4600 Køge. Website er stadig Fafla.dk. Jeg ved, at Frida har tanket op på påskekeramik, og selvom det ikke kan nå at blive færdig til denne påske, så har I det til næste år. Husk at bestille tid, da der kan være fyldt op, særligt i påskedagene.

Vi besøgte selv værkstedet da det næsten lige var åbnet – læs om vores dejlige oplevelser her.

4. Gå en tur på Åsen og tril påskeæg

Her på Østsjælland er der tradition for at trille hårdkogte æg, som man forinden har dekoreret smukt (eller i hvert fald malet på…) I min familie er det fast tradition at mødes Skærtorsdag på Åsen. Vi mødes og går en tur til vores klassiske bakke, og så får de kogte æg ellers en ordentlig trilletur. Det er hyggeligt at se de andres kreationer og dyste om at trille længst. Også selvom præmien bare er æren.

TIP! Æggene skal koge omkring 12-13 minutter for at være godt hårdkogte. Ellers går de for let i stykker. Ved 12-13 minutter er æggene også stadig til at spise bagefter.

Kort over Åsen finder du f.eks. her. Ellers kan det være at der er en fin bakke i dit nabolag. I selve påskedagene kan der godt være virkelig mange mennesker ude og trille æg på Åsen.

Oplevelser på hele Sjælland

5. Camp Adventure – klatrepark og skovtårn

For ganske kort tid siden åbnede Sjællands nye vartegn – Skovtårnet i Camp Adventure ved Haslev/Faxe. 45 meter over havet rejser det timeglasformede tårn sig og skulle give en fantastisk udsigt over den sjællandske natur. Vi har ikke selv været der endnu – men det er så meget på vores to-do liste. Og gerne snart!

Ud over Skovtårnet råder Camp Adventure også over hele 10 forskellige klatrebaner, hvor børn helt ned til tre år kan være med.

Der skal bookes forud for jeres besøg for begge aktiviteter, og det gøres på Camp Adventures website. Hvis du køber en kombi-billet sparer du 25 kr pr. voksen på Skovtårnet.

Der er flere andre klatreparker på Sjælland – bl.a. den ved Gavnø som vi besøgte for nogle år siden.

6. Påskægsjagt på Viekærgaard ved Odsherred

Påskeharen har været på spil og har hængt påskeæg op overalt i den hyggelige park. Man kan hjælpe parken med at tælle påskeæggene – og så får alle deltagende børn en præmie med hjem. Der er åbent fra d. 17/4 – 21/4 fra 10-14.

Inkluderet i entreprisen for børn er også en foderspand så man kan hjælpe med at fodre nogle af dyrene.

Find flere informationer om alle de øvrige aktiviteter på Viekærgaard på deres hjemmeside.

I det hele taget er der rigtig mange ting at give sig til i Odsherred og omegn i påsken – bare tag et kig på Visit Odsherred.

7. Påskeferie med gips og gæk – Statens Museum for Kunst – København

Statens Museum for Kunst er altid god for nogle cool aktiviteter for familiens børn – også helt ned til 3 år. I årets påskeferie har de entreret med den udstillingsaktuelle billedhugger Sonja Ferlov Mancoba, og man kan blandt andet lave sin egen gipsskulptur eller ler-kunstværk. Der er også mulighed for at lave mere traditionelt påskepynt – dog med et tvist.

Når entreen er betalt er der gratis adgang til værkstedet – og børn kommer altid gratis ind!

Læs mere om påskearrangementet og besøg SMK på Sølvgade 48-50, 1307 København K

8. Danmarks Borgcenter – Ridder John varmer op til påske – Vordingborg

D. 17-19/4 2019 kan børnene lære at kæmpe som en ægte ridder på Danmarks Borgcenter ved Vordingborg. De får mulighed for at prøve en rustning og de prøver at kæmpe med sværd.

Borgcentret er i øvrigt åbent hele påsken, men kun de første tre dage man kan prøve rustning og sværdkamp.

Læse mere om Ridder John og Borgcentret generelt. Adresse til Borgcentret: Slotsruinen 1, 4760 Vordingborg

Hvad kan I lave derhjemme

9. Send et gækkebrev – og scor måske et påskeæg…?

Hvis der er noget man skal i en påskeferie – så er det da at prøve at score et påskeæg fra venner og/eller familie. Så find din kreative side frem og få klippet lidt papirsklip. I min egen familie er vi ikke specielt kreative når det kommer til gækkebreve, så jeg har lige fundet et par links med ideer til at få jer i gang:

Alt om Hobby har flotte skabeloner og hos Traditionstid.dk fandt jeg denne fine side. Her finder I både instruktioner til gækkebrev og forslag til hvad du skal skrive i gækkebrevet.

10. Fin pynt til vinduet – for de mindste

Noget ganske fin påskepynt er disse små blomster som man kan sætte op i vinduet. Det kræver at man har noget pap eller kraftigt papir, noget gennemsigtigt klæbefolie samt palietter – men det tænker jeg er noget de fleste husstande med mindre børn ligger inde med… (?)

Læs mit indlæg om at lave de fine påskeblomster.

 

International Vandets Dag – til tops i Køges vandtårn

Den 22. marts 2019 var det den Internationale Vandets Dag, og traditionen tro kan man denne dag komme op i Køges vandtårn.

Vandtårnet har altid virket lidt mytisk for mig – det meget høje paddehatteformede tårn – der altid har hævet sig over Køge Stadion. Som barn har jeg tænkt mange gange, om det mon var fyldt med vand. Altså, så når man åbnede døren, så ville der vælte millioner af liter vand ud.

Heldigvis forholder det sig ikke sådan. Vandet ligger trygt og godt helt øverst i tårnet i en gigantisk tank. 

Vidste du! At vandtårnet er bygget i 1972. Det er 42 meter højt og rummer 6.400 m3 vand – det svarer til 6,4 mio liter vand! Det er nok til, at forsyne Køges borgere med få vand i 2 døgn.

Det er ikke en dagligdags ting at vandtårnet er åbent for offentligheden – det sker faktisk kun én gang om året. Det er, når det er den Internationale Vandets Dag. 

I år faldt det på en fredag, og jeg havde taget tidligt fri fra arbejde så jeg og de to ældste børn kunne være på plads ved vandtårnet ca. fra åbningstid kl. 14. Det skulle vise sig at være en god ting, for der var allerede ventetid da vi kom frem – og køen blev kun længere. Så det er noget af et tilløbsstykke sådan at komme til tops i byens vandtårn.

Mens vi ventede på at komme op var der juice og slik til børn og barnlige sjæle, så man kunne tanke lidt energi inden den 201 trin lange færd opad skulle begynde.

Turen op – og ned

Trappen er bare en helt almindelig vindeltrappe der står inde i midten af tårnet – selvfølgelig med gelænder. Men for en som mig med mellemsvær højdeskræk var det alligevel lidt af en udfordring at komme til tops. Selvom op-ad helt klart er den bedste vej at gå.

Venlige mennesker har skrevet hvad trin man er nået til – her er toppen af trappen.

Pustende og prustende nåede vi toppen og kunne nyde en fantastisk udsigt over Køge. Det var dog gråvejr, så mobiltelefonens kamera kom lidt til kort ift. skarphed, men jeg har dog sat et billede ind for at give et indtryk af udsigten. Man aner Køge Kirke rage godt op over byen, og så bugten ude bagved. Man kan godt nok se langt!

Efter 5-7 minutter på toppen gik turen nedad igen – og denne gang var det med en del mere bævende ben for mit vedkommende.

Tanken om, at der på den anden side af det smalle gelænder var omkring 40 m ned i frit fald var nok til at jeg nærmest klinede mig til trappens centrum som er en solid betonpille. Det gjorde også, at jeg ikke én eneste gang kiggede ud over siden, og at billedet ovenover er det bedste af “udsigten” nedad.

Vel nede igen kunne man smage vand direkte fra vandtårnet – og man kunne tage en drikkedunk med som souvenir. Meget fint arrangement!

Ud over det nyeste vandtårn ved Køge Stadion, har Køge to andre, nedlagte vandtårne. De fremstår i smukke, røde mursten og stammer helt tilbage fra 1892 (vandtårnet på Niels Juelsgade) og 1924 (vandtårnet på Blegdammen). Ingen af disse er mig bekendt åbne for offentligheden ved nogen lejligheder. Det kunne ellers være spændende at besøge dem!

Klar Forsyning – Køges vandværk

Men vand-eventyret sluttede skam ikke her. For næste punkt på vores vandede dagsorden var en rundvisning på Køges splinternye vandværk. Det stod færdigbygget i 2018, og rummer al den seneste teknik inden for vandværksdrift.

Til denne rundvisning havde vi fået selskab af familiens yngste barn, lille A på snart tre år. Han klarede rundvisningen så fint, og stillede mange spørgsmål til alle de store tanke og ledninger han så. “Hva’ deet?” og “Hva’ deet?” lød det igen og igen.

Under rundvisningen fik vi mulighed for at kigge ned i nogle af tankene. Der var sat lamper op så man ved tryk på en knap kunne se hvordan der ser ud inde i tanken.

Hvordan virker vandværket

Sammen med Køges vandtårn sikrer to store rentvandstanke en stabil vandforsyning i Køge. Inden vandet havner i rentvandstankene som drikkevand, skal grundvandet igennem en proces med både iltning og omdannelse af ammonium til nitrit. Første stop for vandet er iltningstankene, hvor iltning fjerner gasser som metan og svovlbrinte, samt omdanner jern og mangan til større partikler. Andet stop er sandfiltertankene, hvor jern og mangan sies fra og hvor nitrifikationen finder sted.

Vidste du! At “nitrifikation” er processen hvor ammonium omdannes til nitrit. Processen er afhængig af, at vandet har fået tilført ilt. 

Jern og mangan fjernes for at undgå brunligt vand som kan misfarve vores vasketøj. 

Vidste du! At rentvandstankene hver indeholder 500 m3 vand – det svarer til 500.000 liter vand. 

Fra rentvandstankene er næste stop forbrugerne. Via udpumpningsanlægget havner vandet hos de køgegensiske borgere. Når forbruget er på sit højeste pumpes der 250-300 m3 vand ud – i timen! Det er f.eks. om morgenen når vi alle sammen skal have et brusebad!

Fagre elektronik – et vandværk i 2019

Hele vandværket, dets pumper og også selve vandboringerne, er styret elektronisk. Det betyder, at man i princippet kan betjene hele anlægget fra sin sofa.

Yderligere info

Vil du lære mere om vandforsyningen i Køge, så tag et kig på Klar Forsyning

Du kan komme til tops andre steder i Køge – og se byen lidt fra oven: Om sommeren er tårnet i Køge Kirke åbent for besøgende. Læs mere om det i dette indlæg

Vandtårnet er åbent igen i 2020 når der endnu engang afholdes Vandets Dag i Køge. Hold øje med dagspressen for tider.

Remarkable Rocks og Admirals Arch – eventyr i Flinders Chase National Park/ KI

Kangaroo Island er en fantastisk ø syd for Australiens fastland. Der er så mange ting at opleve at man kan blive helt forpustet. Er man vild med natur og smukke solnedgange – så er her et bud på hvor dét kan opleves

Svaret er: Flinders Chase National Park. For natur er der ubegrænsede mængder af i Kangaroo Islands kæmpestore nationalpark. Nationalparken er et yndet sted at vandre, men der findes også smukke, øde strande hvor man kan surfe på de vilde bølger eller dase på den smukke sandstrand. Og så er det selvfølgelig også stedet hvor man kan spotte vilde dyr i massevis.

Vi tog dog ikke til Flinders Chase National Park for at vandre. For da vi rejste i 2015 var vores børn er simpelthen for små til det. Så vi tog i stedet dertil for at se de bemærkelsesværdige klippeformationer Admirals Arch og Remarkable Rocks. Og det var nogle fantastiske oplevelser vi fik os der. Vi besøgte begge steder omkring solnedgang, og var helt utrolig heldige at have lokationerne helt for os selv, badet i det smukkeste aftenlys. Dét kan virkelig anbefales.

Remarkable Rocks

Remarkable Rocks er et fuldstændig magisk sted. På lang, lang afstand dukker de kæmpe granitblokke op i horisonten. Først når man kommer tæt på begriber man hvor store de er. Det har taget 500 millioner år for vind, regn og havvand at give de enorme granitblokke det udseende de har i dag. Mange af dem er dækket af orange alger, der giver det smukkeste skær f.eks. i solnedgangen. Fra parkeringspladsen er der en bred boardwalk af træ, som leder hele vejen hen til Remarkable Rocks. Så selvom man f.eks. er dårligt gående er der stadig mulighed for at komme helt tæt på.

Hvornår skal man komme?

Man kan besøge Remarkable Rocks året rundt. Vi var der i starten af februar, dvs. den australske sommer. Og selvom det var sommer, så var det helt utroligt blæsende (faktisk nærmest storm) og temmelig køligt. Derfor er det vigtigt at huske, at selv i sommermånederne kan det være nødvendigt med tyk trøje, vindtæt jakke og hætte eller hue.

Husk også solide sko (mindst løbesko) som du føler du står godt fast i. I tørvejr er stenene ikke spor glatte, men jeg kan forestille mig hvordan regn kan få det hele til at blive spejlglat. Generelt anbefales det at passe meget på derude. Desværre er der sket dødsfald med folk der er faldet i det iskolde og ret vilde hav.

Så hold dine små guldklumper under tæt observation når I er derude – bare for en sikkerheds skyld.

Hvordan finder du Remarkable Rocks?

Man kommer til Remarkable Rocks ved at køre ind i Flinders Chase National Park, følge Cape du Couedic Road og dreje til venstre ad Boxer Drive – helt ud til parkeringspladsen. I dagslys tager det nok omtrent en halv times tid. Men når tusmørket falder på myldrer det frem med kænguruer og wallabies. Og så bliver du nødt til at sætte farten markant ned. Den aften vi kørte hjemad efter solnedgang så vi ikke færre end 60 kænguruer og wallabies. Heldigvis uden at ramme én eneste af dem.

Tag dig også tid til at holde ind ved udsigtspunktet på vejen og få et billede af, hvordan vejen skærer sig gennem det trædækkede landskab. Det er faktisk ret fantastisk!
Så smuk kan solnedgangen være gennem et kighul i Remarkable Rocks

Admirals Arch

Admirals Arch er endnu et fantastisk sted i Flinders Chase National Park som man ikke kan komme udenom, hvis man er til vild natur og smukke solnedgange.

Modsat Remarkable Rocks kan man ikke lige se Admirals Arch med det samme, da det ligger nede ved havoverfladen. Igen har naturen været på spil i tusindvis af år og ved hjælp af vind og vejr skabt denne “bro”.

For at komme ned til Admirals Arch skal man gå på en boardwalk som på dramatisk vis forsvinder ud af synsfeltet. Det skyldes, at boardwalken blandt andet er en stejl trappe som fører ned til selve buen. På vejen kan man fra boardwalken se lige ned i det frådende hav – som sikkert også kan være helt blidt og stille – hvis altså ikke lige det stormer!

Når først du er kørt til Admirals Arch er der ikke “bare” buen at se.

Du kan besøge et rigtig fint fyrtårn, som dog var lukket da vi var der. Derudover er der meget stor sandsynlighed for at du også ser en masse New Zealandske pelssæler i vandet. Faktisk kan man være heldig at se unger der leger i vandet helt ned ved buen.

I maj -> september kan man se hvaler svømme forbi, mens delfiner kan ses hele året.

Så der er flere grunde til at besøge Admirals Arch i Flinders Chase National Park. Og så er der jo så lige solnedgange som denne – what’s not to like?

Hvornår skal man komme?

Admirals Arch kan også besøges hele året – men også dette sted kan være ret voldsomt vejrmæssigt.

Vi besøgte stedet i strid blæst (som det også fremgår af billedet!) men det meste kan jo klares med fornuftig påklædning – og så bare holde godt fast i gelænderet på trappen.

Tidspunktet omkring solnedgang kan varmt anbefales – det var simpelthen så smukt.

Hvordan finder du Admirals Arch?

Man kommer til Admirals Arch ved at køre ind i Flinders Chase National Park, og følge Cape du Couedic Road helt til enden. Det er ikke til at tage fejl af. Du ender nemlig på parkeringspladsen som også fungerer som parkeringspladsen for besøg til fyrtårnet. I dagslys tager det nok omtrent en halv times tid fra kanten af Nationalparken.

Yderligere info

Du kan læse meget mere om Flinders Chase National Park lige her. Der er nemlig mange flere oplevelser end de to eventyr vi lige kunne klemme ind.

Admirals Arch kan du læse om flere steder, men her har jeg givet dig et enkelt af mange links.

Kunne du tænke dig lidt mere information om det fine fyrtårn ved Admirals Arch, så kan du læse om det her. Der kan du også finde information om andre af Kangaroo Islands fyrtårne.

Remarkable Rocks har mindst lige så mange websites, som Admirals Arch – så her er også bare ét af mange steder du kan læse om de fantastiske klipper.

Er der andre ting du kunne tænke dig at læse om Kangaroo Island? Så skulle du tage at læse mit indlæg om Kangaroo Island på tre dage. Der får du masser af tips og ideer til hvordan tre dage på den skønne ø kunne se ud – også med de små i familien.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse – de er smukke!

Den Blå Planet – rundvisning i kulisserne

Det kæmpestore akvarium på Amager, Den Blå Planet, har nu været åbent i omkring 5 år. Jeg husker vi besøgte det midt i al åbningshysteriet, med alenlange køer og to små børn i klapvogn. OMG! Ingen fornøjelse! Bevares, fiskene var smukke, bassinerne overvældende – men vi kunne godt have ventet. Det var i 2013.

Nu er vi i 2018 og som led i en fødselsdagsgave til min svoger, blev familien inviteret med til rundvisning på Den Blå Planet. Da vi kom troede vi egentlig at vi bare skulle have en guidet tur rundt og have fortalt lidt om fiskene… Men nej! Vi skulle simpelthen om i kulissen og se hvordan Den Blå Planet ser ud omme bag de fine akvarier.

Hvad er der på bagsiden af akvarierne

Vi havde en utrolig medlevende og ivrigt fortællende guide, Steen, som udstyrede os alle med høreudstyr. Det gjorde det muligt at høre hans speak lige i ørerne, også selvom man var kommet lidt langt væk fra ham. Det var ekstra smart for os fordi vi havde lille Arild med, og det var jo ikke altid han gad gå samme vej som os andre…

Vi startede med at se de små akvarier bagfra. Udefra er de jo simpelthen så fine, men indefra er det faktisk bare en samling store containere.

Containerne står side om side og fiskene fodres således oppefra.

Der var stillet skamler op så også de små kunne få et kig ned i vandet.

Foderkrabber

Temaet for rundvisningen var “aktivitet”. Forstået på den måde, at vores guide ville aktivere dyrene så vi kunne se hvordan de opfører sig i forskellige situationer.

Vidste du! At krabber smager med deres fødder?

Den første aktivering vi var en del af, var i en kæmpestor tank med krabber som bruges til foder. Steen fortalte, at krabber smager med deres fødder/ben.

Det demonstrerede han ved at stikke en pind med en musling på ned til krabberne. Krabberne begyndte at følge efter pinden og tilsidst kravlede den op på pinden, hvorefter han kunne hive både pind og krabbe op ad vandet.

Da først han havde demonstreret havde han lavet pinde med muslinger nok til at alle kunne få lov til at prøve at fange en krabbe.

Det var skægt at se hvordan krabberne hagede sig fast i pinden for at få fat på muslingen.

Oceantanken – 4 mio liter krystalklart vand

Efter foderkrabberne fortsatte vi bag kulisserne ind i et rum hvor der var temmelig meget larm! Vi var nu i teknikrummet til Den Blå Planets største akvarie, nemlig Oceantanken.

I teknikrummet renses vandet bl.a.af nogle titaniumtanke med en særlig slags UV lys i. Disse tanke har akvariet 8 af – og de koster 400.000 kr. stykket! Steen kunne fortælle en lille sjov historie om dengang akvariet blev bygget – at arkitekterne havde spurgt om det nu også var nødvendigt med de vandrensningstanke, eller om ikke man kunne finde nogen der var billigere. Dertil var svaret jo selvfølgelig, at det kunne man da godt – men så kunne der så ikke være nogen fisk i oceantanken…

Vidste du at! Rensningsanlægget til oceantanken kan rengøre flere liter vand i timen end Tårnby kommunes rensningsanlæg!

Efter et besøg i teknikrummet gik det op-op-op ad en masse trapper. Da vi endelig kom op var vi kommet helt op til overfladen af oceantanken. Oppefra ligner det faktisk bare en gigantisk swimmingpool hvor der så er 20 meter dybt (eller hvor dybt der nu er). Vandet er krystalklart og man kan se direkte til bunden.

Der svømmer hajer, rokker, skildpadder og guldmakreller rundt. Sidstnævnte fik vi lov til at fodre med rejer.

Det skete fra et smalt boardwalk i siden af akvariet. Der var intet gelænder ud mod vandet, men der hang dog en redningskrans. Vi tænker, at det skyldes at ingen af fiskene har tænkt sig at æde eventuelle uheldige der falder i vandet…

Piratfisk (piranhaer)

Efter besøget bag oceanets facade kom vi ud på den rigtige side af akvarierne.

Det næste der var på programmet var en demonstration af hvordan piranhaer opdager at der er mad i farvandet.

Vidste du at! Piranhaer i naturen lever i vand der er fuldstændig uigennemsigtigt. Det betyder, at de ikke kan se en disse, og må finde ud af at der er føde i nærheden med andre sanser.

Se denne lille video hvor vores guide lige har kommet den skønne blodblanding ned i vandet. Fiskene reagerer lynhurtigt, og kommer svømmende fra udkanten af akvariet!

https://voreseventyr.dk/wp-content/uploads/2018/11/img_7307.trim_.mov

Den elektriske ål og de selvlysende fisk

De sidste ting vi så på vores rundvisning på Den Blå Planet var den elektriske ål og nogle sjove, blinde fisk. Den elektriske ål fik Steen aktiveret ved at smide et par døde fisk ned tæt på den, sådan at han lokkede ålen til at komme med sin elektriske udladning.

De har gjort det sådan at man kan høre ålens elektriske udladning, og da ålen gik amok blev alle tilhørere helt forskrækkede. Det var en høj og gennemtrængende lyd. Jeg nåede desværre slet ikke hverken at fotografere eller optage, hvilket var lidt ærgerligt.

De selvlysende fisk lever også i Amazonas og og for rundt som små lysende pile.

Cafe og røre-bassin

Uden mad og drikke duer helten ikke – det er ofte vores mantra når vi er på eventyr. Så da rundvisningen var slut tog vi et smut forbi Cafe Tang og fik lidt mad og drikke. De har nogle lækre børnemenuer – bl.a. denne pølse med pomfritter – inkl. grønkålssalat med sennepsdressing! Den salat var der så ikke nogen af mine børn der havde lyst til at spise, men det klarede de voksne så.

Naturligvis har Den Blå Planet også et bassin hvor man kan røre nogle forskellige fisk og skaldyr som krabbe, ulk, ålekvabbe, reje og søstjerne. Så efter vores kaffepause drog vi derhen med ungerne. Det er bare altid et hit at røre de der levende fisk.

Det iskolde vand til trods stak børne ivrigt hænderne ned for at røre ved de forskellige dyr. Mor her fik skam også prøvet. Og det er altså skægt at røre ved en reje og en søstjerne.

Jeg synes altid man regner med at fisk er helt vildt slimede – men de er nærmest bare bløde og glatte at røre ved.

Øvrig info

Du finder Den Blå Planet på Amager, Sjælland, nærmere betegnet Jacob Fortlingsvej 1, 2770 Kastrup. Akvariet har selv en side hvor du kan indtaste din adresse for at få vejvisning. Den finder du her.

Den Blå Planet har åbent året rundt – hver eneste dag! Også søn- og helligdage.

  • Mandage: 10-21
  • Tirsdag-søndag: 10-17
  • Juleaften (24/12) og Nytårsaften (31/12) lukker akvariet klokken 14.

Akvariets hjemmeside er fyldt med information om diverse særudstillinger, begivenheder og meget mere, så kig forbi hjemmesiden som en del af planlægningen af jeres besøg.

Flere billeder

Elgsafari i Markaryd – vafler og eventyr i de svenske skove

Markaryd i Sverige. Et sted jeg er kommet hele min barndom, idet mine forældre har haft sommerhus uden for den lille svenske by siden midten af ’80’erne. Efter jeg selv har stiftet familie er jeg begyndt at tage derop igen. Det er skønt at kunne dele stedet og min barndoms minder med mine børn (og min mand). På trods af at jeg har været i Sverige så mange gange, kan antallet af elge jeg har set tælles på én hånd. Børnene har set NUL. Så på denne efterårsferies tur til de svenske skove skulle det være. Vi skulle på elgsafari – eller Älgsafari, som det hedder på svensk.

Smålandet Markaryds Älgsafari

Blot et kvarters kørsel fra vores sommerhus, lige uden for Markaryd, ligger elgparken. Den åbnede i 2004 og er den eneste af sin slags i Sverige hvor man kan køre ind med sin egen bil. Der er bygget en kæmpe indhegning hvor der er lavet en 3 km lang og meget snoet skovvej, så man kommer ud i alle parkens kroge. På den måde er der gode chancer for at se elgene. Der er faktisk decideret elg-garanti – ikke mindst fordi man kan tage turen rundt i parken flere gange når først du er kommet ind med din bil.

Elgsafari nær MarkarydVi spoler lige tilbage til køb af billet. Det foregår i stedets souvenirbutik, hvor der selvfølgelig er mulighed for at købe alt med elge på. Fyren i billetsalget var meget snaksalig, og vidste selvfølgelig meget om stedet og om elge generelt. Da han hørte, at det var vores første besøg gik han straks i gang med at fortælle om parken og dyrene.

Vidste du, at en elg smider sit gevir hvert år omkring februar? Det følgende år vokser det frem igen – nu større og flottere end det forgående. Først i 10-12 års alderen bliver geviret gradvist mindre igen, da elgen bliver mindre stærk.

Rundt i parken

I parken har de pt. en han som de har måttet save geviret af. Ham kalder de Scarface. Han er uden gevir fordi han har dræbt tre elgtyre og er temmelig aggressiv. Han har også et ar i panden og et halvt øre, så hele hans fremtoning vidner om noget af en slagsbror. Han er dog ikke spor farlig for mennesker (som i øvrigt SKAL blive i bilerne under turen i parken). Så længe man bliver i bilen er alt fint – og det er faktisk også helt i orden at klappe elgene hvis de kommer tæt nok på. Det gjorde dog desværre ikke for os, men der var dog en der lå lige ved siden af bilen.

Elgsafari nær Markaryd

Elgsafari nær MarkarydVi havde ikke kørt mange meter ind i parken før vi så de første 4-5 elge. De første var hunner i og omkring en lille sø, men lige på den anden side af søen kunne vi skimte den berømte Scarface – uden gevir og med forrevent øre, ganske som vi havde fået det fortalt i billetsalget.

Elgsafari nær MarkarydI et ekstra indelukke, adskilt fra elgparken med en kvægrist, går en flok bisonokser rundt. Dvs. – da vi så dem lå de alle sammen og hvilede sig i en kæmpe høstak.

Vidste du, at bisonoksen stort set blev udryddet i slutningen af 1800-tallet? Bestanden gik fra skønnet 60.000.000 dyr til optalt omtrent 300 dyr i 1895. Bestanden er nu på ca 500.000, så meget langt fra fordums antal.

Elgsafari nær Markaryd

Vejene er virkelig snoede og det er super hyggeligt at køre rundt, og gætte på, om der mon dukker en elg op rundt om næste hjørne. Vejene er så tilpas snoede at turen på tre km tager en god bid tid at gennemføre, ligesom det ikke altid er muligt at se hvor vejen fører hen.

Ungerne var vilde med turen. De syntes det var fantastisk at se elge – og så så tæt på. De var dog lidt ærgerlige over at de ikke fik lejlighed til at klappe dyrene, så det kan da være at vi laver et nyt besøg den kommende sommer.

Information på vejen

Der bliver virkelig fyldt op på elg-trivia kontoen på turen rundt i parken. Der er sat store skilte op på svensk, engelsk og tysk, der fortæller mange spændende og sjove ting om elgene og deres liv.Det bedste flow af information oplevede vi da vi på et skilt fik at vide, at elgen altid løber stik mod vindretningen hvis de blev jaget. Da sad vi i bilen og talte om, hvordan mon elgen vidste hvilken vej vinden blæste – om det var et instinkt den var født med eller hvad.

Elgsafari nær Markaryd

Men den næste planche afslørede sådan helt kronologisk hvad det er ved elgen der gør at den ved hvilken vej vinden blæser. Fedt sådan at få besvaret lige netop dét spørgsmål man sad og puslede med!

Tog eller egen bil?

Som besøgende kan du vælge om du vil køre rundt i parken i egen bil, eller om du vil tage et tog rundt. Toget har tre vogne og kører selvfølgelig ikke på skinner. Grundet vores off-season besøg var der kun to togture på én dag, men om sommeren kører det hver halve time i næsten hele åbningstiden. Inden vi ankom havde vi dog besluttet at vi ville køre rundt i egen bil, og med en yngstemand på 2 1/2 er det altid rart ikke at skulle “nå noget”. Og med bilen kører du bare ind når du vil. Det er altså dejlig fleksibelt.

Elgsafari nær Markaryd

På vores biltur kom vi nu ret tæt på særligt én af elgene, som lå i vejkanten og hyggede sig.

Uden mad og drikke…

… duer helten ikke. Sådan lyder et gammelt ordsprog. Det er selvfølgelig også gældende her, og så er det jo heldigt at der sammen med elgparken ligger en virkelig skøn cafe. Man kan få flere ting som f.eks. kage og is, men jeg fornemmer, at det man spiser her, er stedets vafler. Og det jo også det vi kom der for.

Elgsafari nær MarkarydOg jeg skal hilse og sige, at de smager fantastisk. Vi spiste dem primært med syltetøj og flødeskum. Vi fik dem helt frisklavede, sprøde, lune og velduftende. Prikken over i’et er dog nærmest omgivelserne som vaflerne serveres i.

Elgsafari nær MarkarydCafeen minder om en dagligstue med tapet på væggene, gamle fotografier og hyggelige grønne borde og stole i træ. En stor lukket kamin sørger for varmen i det kølige efterårsvejr. Der er blondegardiner for vinduerne, og illusionen af at sidde i en dagligstue er nærmest komplet. Udover det store rum er der to mindre stuer hvor man kan sætte sig ind og være lidt mere privat. Der fortsætter dagligstue-illusionen. Simpelthen så hyggeligt.

Elgsafari nær Markaryd - Scarfaces offer

Tip! I et rum ved siden af cafeen kan man se et af ofrene for Scarfaces voldsomheder. Den udstoppede elgtyr dér er simpelthen en af de elgtyre som Scarface har nedlagt! Superspændende historie.

Vi spiste i øvrigt vafler og drak kaffe inden vi kørte ind i parken. Derfor kendte vi ikke til historien om den udstoppede elg, men hørte først om den da vi købte billet. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os historien bag den udstoppede elg!

Da parken ligger så tæt på Markaryd kan man faktisk sagtens køre herud for at få eftermiddagskaffe og et par skønne vafler, hvis man er i dét humør. Man behøver jo ikke kigge på elge for at spise vafler…

Pris for elgsafari

Prisen for 5 personer i en bil, hvoraf den ene var gratis (Arild på 2 1/2 år) var 400 SEK. Det svarer til 120 SEK for voksne, og 80 SEK for børn mellem 3 og 12 år. I øjeblikket (oktober 2018) er kursen rigtig venlig ved danske besøgende, så det svarer til omtrent 288 DKK.

Hvis man vil køre med det hyggelige gule tog, så er prisen 160 SEK for voksne og 100 SEK for børn mellem 3 og 12 år. Dvs. for vores familie ville det have været 520 SEK eller 374 DKK.

Yderligere info

Markaryd og elgparken ligger kun 50 minutters kørsel fra Helsingborg eller omtrent halvanden times kørsel fra Øresundsbron.

Du kan læse meget mere om parken, priser, åbningstider osv. på älgsafariens hjemmeside.

Tip! Husk at gå op på tagterrassen når I besøger cafeen. Der er en smuk udsigt over området. Samtidig kan I også nyde de skønne restaurant- og loungelokaler i enkel og smuk nordisk stil.

 

Captain Candy – en slikbutik eller et skatkammer… Prag med børn

På sommerens bilferie var et af vores stop Tjekkiets hovedstad Prag. Vi elsker at opleve vores feriedestinationer til fods, og det er ikke altid lige målrettet. Der kan jo være både fordele og ulemper ved det, men lige i dette tilfælde var det nok en fordel. For jeg tror ikke at vi voksne ville have gået målrettet efter en stor slikbutik. Men pludselig lå den der og ikke ti vilde heste havde kunnet holde ungerne ude af dén butik.

Og jeg skal lige love for, at Captain Candy er en stor slikbutik bygget op som et skatkammer fyldt med slik i alle afskygninger – og alle størrelser.

For det er ikke alene butikken der er kæmpe – nej, slikket er også kæmpe.

Hvis man har lyst til slik – så er Captain Candy stedet at gå hen, vil jeg sige. De har alt mellem himmel og jord, og i mange forskellige størrelser.

Butikken er bygget op som et piratskib og al slik ligger i tønder eller kister – og selvfølgelig er der også en kiste fyldt med guld!!

Normalt får vores børn ikke vildt meget slik, men lige ved dette besøg fik de lov til at gå all in. Det resulterede i, at hvert barn kom ud med en slikpose der nok vejede omtrent et kilo. Det er faktisk også svært ikke at komme ud med så meget slik, for der er virkelig tale om slik i overdrevent store størrelser.

Yderligere information

Captain Candy kan findes forskellige steder i Prag. Vi besøgte den der ligger på Melantrichova 1. Det er i Prags gamle bydel, og ligger faktisk lige ved siden af en Tiger-butik. Så hvis man også savner Danmark kan man lige gå derind og ose – enten før eller efter slikbutik.

Ellers kan I se de andre lokationer på Captain Candys hjemmeside – som heldigvis default starter på engelsk.

Min mand er som regel meget glad for skumbananer – men denne var faktisk alligevel lidt for stor!

Vogel, Bled og Bohinj – tre perler på én dag – Slovenien med børn

Slovenien er ikke så stort et land, så med base i Ljubljana kan man nå mange steder inden for bare et par timers kørsel. Et oplagt sted at tage hen er de smukke søer Bled og Bohinj. Lidt research viste mig, at Bohinj faktisk ligger ved foden af et skiområde der hedder Vogel. Og selvom det er højsommer i juli da vi besøgte kører gondolen stadig i pendulfart mellem bund og top. Så på vores ene hele dag i Ljubljana satte vi kursen vestover mod tre slovenske perler.

Tip! Kan man nå alle tre ting på én dag, spørger du måske. Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, og mit svar er, at ja, det synes jeg godt man kan. Selvfølgelig kan man ikke “nå det hele” og det gjorde vi bestemt heller ikke. Men det bør ikke afholde en fra at tage på sådan en dagstur – for så ved man jo bare til næste gang hvor man har lyst til at lægge mere af sin tid.

Vogel

Vogel ved Bohinj-søen ligger længst væk af de tre steder vi ville besøge, så med hjemturen in mente var der vi ville starte. For at komme til Vogel skal man forbi Bled, og jeg skal hilse og sige, at vi ikke var de eneste der var kommet på de tanker denne dejlige søndag. Der var utrolig meget kø ind til og gennem Bled, så vi havde rig lejlighed til at tage fotos af den smukke sø. Jeg nærmest hang ud af vinduet i bedste turist-stil og tog en masse billeder (som blev relativt gode, haha).

Da først vi var kommet igennem Bleds turisthorder gik det noget nemmere resten af vejen mod Vogel. Men ak. Heller ikke dér var vi de eneste besøgende, så parkering var temmelig vanskelig at finde. I stil med Italien kan man dog på det nærmeste parkere alle vegne hvor man kan klemme sin bil ind. Så det gælder bare om at finde et egnet sted. Så alt lykkedes, og vi begav os mod billetlugen for at indløse billet til at komme til tops på Vogel med gondolen.

Hvad laver man på Mt. Vogel?

Det koster €60 (sommeren 2018) for en familie på 5 – for vores mindste på 2 var gratis – at tage tur-retur med gondolen. Det er fordelen ved at rejse med så små børn – mange entreer er gratis. Det er bestemt værd at tage med.

Gondolen man tager med er kæmpestor og kan rumme mange. Den bruges året rundt – om vinteren transporterer den nemlig skiløbere tilbage til toppen af bjerget. Der er nemlig en løjpe der går hele vejen ned til bunden af bjerget. Om sommeren transporterer den folk med vidt forskellige formål. Der er dem som os, der bare skal op og kigge. Så er der dem med tunge rygsække og kraftige vandrestøvler. Og til sidst er der dem som har taget mountainbikes med. De tager turen ned ad bjerget i rasende fart. Vi så nogen tage afsted og måtte nærmest springe for livet.

Både udsigten på vej til og fra toppen er fuldstændig fantastisk. Der er noget magisk ved at hæve sig 1535 meter op over landskabet. Bjerget ligger jo ved Bohinje-søen, så man får vue ud over søen og de omgivende bjerge. Turen op i gondolen går ret hurtigt, for den kører stærkt. Min datter fik grusom trykken for ørerne både op og ned, og ville ikke rigtig lytte til råd om at synke for at udligne trykket i ørerne. For os andre hjalp det dog at gøre det. Det er nok ikke lige til at undgå trykken for ørerne når man stiger så meget så hurtigt.

På toppen af bjerget spiste vi på den første den bedste restaurant vi faldt over. Den hed Viharnik. Maden er af tysk karakter – og så er portionerne gigantiske samtidig med at det er billigt. Vi bestilte burgere, og de var seriøst så store som børnenes hoveder. Det var umuligt at spise op. Kvaliteten er medium vil jeg sige.

Efter maden gik vi en kort tur rundt og fik bl.a. klappet en af de køer som går frit omkring på toppen. Der er flere muligheder for vandreture i området, både korte (40 minutter), lange (5 timer) og meget lange (dagevis). Da vi jo havde andre ting på plakaten måtte vi efter et par timer vinke farvel til Mt. Vogel og nyde den smukke udsigt fra gondolen ned til Bohinj søen igen.

Der er helt utrolig smukt fra toppen af Vogel!

Bohinj

Vores primære formål med at besøge Bohinjesøen var at prøve at bade i det krystalklare vand. I stedet for at flytte bilen ind til noget by-agtigt, beholdt vi vores parkering og gik ned til søen. Det tog sådan ca 5 minutter. Der lå en fuldstændig fantastisk campingplads gemt i skoven. Jeg tog ingen billeder, men jeg har sidenhen fundet ud af at campingpladsen hedder xxx.

Arild var faldet i søvn og så skulle der bades… Dvs. da jeg står med det ene ben i bikinien vågner han, så ændring af planer for mig. Men sådan er det jo! De andre børn plus min mand badede – og det var koldt! Som i is-hamrende koldt. Børnene kom jo under på ingen tid, mens min mand tog sig god tid til det. Jeg prøvede at sænke fødderne på en bleklædt mindstemand ned i søen med voldsom skrigen og sprællen til følge. Han kom ikke i!! Til gengæld fik jeg mulighed for at prøve, og jeg kom da i til navlen ca. Uha det var koldt. Minder om vandet ved Elephant Rock i Western Australia.

Men smukt, dét var der. Og vandet var krystalklart så man kunne se fisk og bjergene knejser ved bredden. Utroligt!

Tip! Vandet bliver meget hurtigt dybt, så slip ikke børnene løs uden opsyn. Til gengæld er der ingen strøm, og i vindstille vejr heller ikke en eneste bølge. Så her kan man godt flyde rundt på en luftmadras uden at frygte at drive til havs!

Det var IKKE varmt, det vand…

Vi blev der en times tid og brugte således ikke noget tid i byen ved Bohinje, ej heller fik vi en sejltur på vandet . Det må vi have til gode til en anden god gang.

Bled

Da vi kørte mod Bled havde vi faktisk ikke rigtig nogen planer ift. aftensmad. Vi overvejede at køre hele vejen tilbage til Ljubljana – men dén plan blev hurtigt ændret da vi nærmede os Bled og trafikken sneglede sig afsted. Det vil sige at trafikken altså ikke var et hak bedre end da vi for godt 10 timer siden kørte her sidst! Vi besluttede os derfor hurtigt for at finde en parkeringsplads, få noget mad – og forhåbentlig slippe for kø når vi så skulle hjemad.

Parkeringspladsen fandt vi hurtigt, nok fordi det trods alt var sidst på dagen. Kan ikke forestille mig at det ellers vil være let at finde en P-plads i det vanvittige mylder af turister som Bled lider under.

Vi fandt en restaurant der lå helt ned til søbredden hvor vi både havde udsigt til slottet og øen med den lille kirke på. Det var sidst på eftermiddagen så lyset var fantastisk. Maden på restauranten var god uden at være prangende, og prisen var efter forholdende – formentlig sat op, grundet den fine beliggenhed.

Efter maden gik vi en tur langs søen. Det vrimler med isboder og kaffesteder, så det er altid muligt lige at få en kop kaffe eller en is. Turen langs søen er virkelig smuk, og der er en god sti som er perfekt til barnevognen. Desværre kører der også folk på cykler (og de kører stærkt!), så det var svært at lade vores mindste løbe rundt uden at frygte han skulle komme galt afsted.

Her fik vi heller ikke prøvet “det hele”. Så vi fik ikke sejlet ud til den lille kirke. Vi fik heller ikke besøgt slottet med udsigt over søen. Hverken til fods eller i bil. Vi fik heller ikke prøvet det “vandland” der er etableret på bredden. For at nå alt det skal man have meget længere tid i byen – og sådan var vores Slovenien-tur jo ikke sat sammen.

Den bedste konklusion på de tre steder vi besøgte denne dag må være, at vi nu ved, at hvert af stederne fortjener mindst én fuld dags fokus. Det kan jo så sagtens være vores anbefaling til jer der læser med her.

Hvor spiste vi

Vogel: Oppe på bjerget spiste vi på Viharnik. De har ikke noget website, men på Tripadvisor kan man læse lidt om restauranten og selvfølgelig hvad folk synes om stedet. De har pt. 3 1/2 stjerne og det synes jeg egentlig passer meget godt med vores oplevelse som var på det jævne.

Bled: Vi spiste på Panorama Restaurant – simpelthen fordi den havde en flot udsigt over søen. Menukortet var ikke noget særligt, men deres mixed grill-tallerken for to var OK. Børnenes spagetti ligeså. Prisen var nok noget i overkanten, men man ved jo også, at smuk udsigt koster. Og vi havde virkelig en fin en af slagsen.

Yderligere information

Ruten fra Ljubljana til Bled er på knapt 55 km og kan – i følge Google Maps – gøres på 41 minutter. Det må være midt om natten! Nu har jeg kun prøvet at køre der om sommeren, men jeg vil sige, at man skal sætte mindst en time af til turen – og endnu længere hvis du skal igennem byen og har ærinder på den anden side. Og så skal du bare væbne dig med tålmodighed. Heldigvis er udsigten gennem byen flot når man kører langs søen.

Fra Bled til Bohinj/Vogel er der 31 km. Det kan enten gøres på omkring 40 minutter – eller på omkring en time hvis man tager turen gennem Triglavski Nationalpark. Hvis man har tiden til at tage den lange vej ville jeg helt sikkert gøre det. Det giver altid lidt ekstra ikke at køre den slagne vej.

Det er en skøn tur at tage sine børn med på – der er masser af mulighed for at de kan løbe rundt og lege. Særligt ved Bled er der alle mulige aktiviteter som vandland m.m., så der kan man let bruge flere dage på at udforske.

Kæmpe burger – al salat er taget ud af …

Der er sket meget siden 1964. Ved ikke, om jeg ville have taget turen til toppen for 54 år siden!

Vitus foran gondolen.

Billede af ski-området Vogel

Mosbegroet springvand i Bled

Sjovt springvand der er groet helt til i mos. Det står ved bredden af Bled og virker som taget ud af en eventyrverden.

Ferie i Slovenien – Ljubljana med børn

Et af vores stop på vores bilferie i Europa var Slovenien. Vi kørte fra Prag i Tjekkiet via Østrig, fordi turen ellers ville blive for lang, selvom det egentlig har vist sig at alle tre børn trives fint med at køre. De spørger ikke hele tiden hvornår vi er der, og Arild på 2 og en sjat, som måske var vores største bekymring, har det fint i sin stol, så længe storebror ikke driller…

Vores første stop i Slovenien var Ljubljana hvor vi havde booket to nætter i en booking.com lejlighed. Derefter kørte vi videre til Postojna for at udforske Slovenien yderligere.

Ljubljana – aktiviteter til flere dage

Der er virkelig mange ting at foretage sig i Ljubljana – en by, som jeg langt om længe har lært at stave til!! Vores lejlighed, Nanna’s Apartments, lå ganske få 100 meter fra centrum. Det betød at vi boede klods op og ned af de største seværdigheder og kun et stenkast fra den smukke flod Ljubljanica. Det er omkring flodens breder at byens liv udfolder sig, og det er simpelthen så hyggeligt at gå rundt i de gamle gader og beundre de smukke bygninger.

Noget af det første vi lagde mærke til var, hvordan der er drager afbilledet over det hele. Der er sågar en hel bro som kaldes Dragebroen – og den boede vi faktisk lige ved siden af.

Vores Eventyr i Ljubljana

Dragen der vogter over Dragebroen

Det med dragen er der naturligvis en legende om. Ljubljanas drage havde for mange tusind år siden taget bolig i Ljubljanica – floden der løber gennem Ljubljana. Dragen slog rask væk alle mennesker ihjel, og ingen kunne derfor bosætte sig på flodens breder. Men så kom Prins Jason (fra det gamle Grækenland) forbi med sine mænd, hørte om dragen, og udslettede den i et drabeligt slag og ved hjælp af list. Da dragen således havde fundet sit endeligt kunne Ljubljanicas breder blive beboet, og byen Ljubljana blev efterfølgende grundlagt. Så ikke noget at sige til at drager fylder en del i gadebilledet og i souvenir shops!

Ljubljanicas broer

Ved flodens breder er der et utal af restauranter og cafeer, den ene mere hyggelig end den anden. Floden krydses også af mange broer, og de er alle noget for sig. Der er bl.a. den flotte TrippleBro – der, som navnet antyder – er tre broer ved siden af hinanden. Oprindeligt var der en hovedbro til biler som har stået siden 1842. Imellem 1929 og 1932 kom sidebroerne til – beregnet til fodgængere. Samtidig med de nye broer blev hoved-broen renoveret så alle tre broer fik samme udtryk. Disse tre broer ligger helt centralt i Ljubljana.

Så er der Mesarski most (Slagterens bro) med nogle temmelig syrede figurer og masser af hængelåse. Broen åbnede i 2010 og er således ret ny. Det er fra Mesarski most at turbådene sejler.

Vores Eventyr i Ljubljana

Vores Eventyr i Ljubljana

Gu’ ve’ hvornår man bliver nødt til at klippe alle de hængelåse af for ikke at broen styrter sammen??

Dragens Bro (Zmajski most) boede vi som sagt lige i nærheden af (selvom det faktisk tog os et par dage at opdage!). Broen stammer tilbage fra starten af det 20. århundrede og blev bygget da Slovenien var en del af det Østrigsk-Ungarnske Rige.

TIP! En god måde at se broerne fra en anden vinkel, er ved at tage på en lille sejltur på floden. Se lidt længere nede om dén aktivitet. 

Udforsk den gamle bydel

Vores Eventyr i Ljubljana

Et kig ned af en af Ljubljanas gader

Sæt god tid af til bare at slendre rundt i den gamle bydel. Der dukker hele tiden et nyt flot hus op, eller en ny plads – eller en ny cafe hvor man liiiiige kan sidde og få sig (endnu) en kop kaffe. (Eller en is). Og tag bare klapvognen med. Ljubljana er simpelthen bare så tilgængelig. Selv broerne er arrangeret både med trapper og ramper så alle kan komme op og kigge ud over floden.

Ljubljana Slot med udsigt fra tårnet

Ljubljana Slot kan nås på forskellige måder – både til fods op ad den ret stejle bakke slottet ligger på – eller via en lille kabelbane som i løbet af halvandet minut får dig op til toppen og nærmest direkte op i slotsgården.

Vores eventyr i Ljubljana

Funicular til Ljubljana Slot

Når man køber billet får man adgang til hele slottet, som er smukt restaureret. Vores formål med turen var primært at komme op i tårnet og nyde udsigten over byen, så det var også det vi gjorde. Har I mere tid til rådighed end vi havde (eller en knapt så utålmodig 2-årig) så er der masser af udstillinger at kaste sig over. F.eks. et dukketeater-museum som skulle være meget spændende og fedt for børn. Derudover er der også open air filmforestillinger om aftenen i hele juli måned i slotsgården. Dét er garanteret hyggeligt (men nok mest for dem med større børn end 2 år).

Vores Eventyr i Ljubljana

Tårnet på Ljubljana Slot

Tårnet nås via en smuk rød smedejernstrappe med Ljubljana, udsmykket med Ljubljanas drage. Udsigten fra tårnet er fantastisk og som besøgende i stegende hede juli sætter man stor pris på vinden i ansigtet.

Vores Eventyr i Ljubljana

På vej op ad den røde vindeltrappe

Trapperne er endda så snedigt lavet, at der er én trappe der fører op – og én der fører ned. Så man undgår at klemme sig forbi andre storsvedende turister. Det gælder selvfølgelig kun, hvis folk nu kan finde ud af at bruge de rigtige trapper. Det kunne alle selvfølgelig ikke – og dem der var på vej op ad ned-trappen havde oven i købet besluttet sig for at tage en kuffert (!) med også…

Sejltur på floden

En sejltur op og ned ad floden tager kun tre kvarter og kan være et skønt afbræk fra varmen på flodens breder. Der er i hvert fald tre forskellige selskaber der tilsammen har afgange cirka hvert kvarter. Prisen er 10€ for voksne og 5€ for børn – vores yngste på 2 år kom gratis med. Vi sejlede fra Mesarski most (Slagterens bro). Her kunne jeg så faktisk ikke lige se nogen let måde at komme ned til floden på – så i det ellers så tilgængelige bybillede måtte vi bære A (der på det tidspunkt var nødt til at være fastspændt) + klapvogn ned af en del trapper.

Vores Eventyr i Ljubljana

Udsyn fra turbåden

Turen er utrolig afslappende, og sidder man i stævnen får man det hele med. Inkl. masser af sol – men også en god brise.

Vores Eventyr i Ljubljana

Udsigt fra stævnen – der er bare så flot grønt ved floden

Man kan både sidde ude og inde, og der er også en lille bar hvor man kan købe drikkevarer. Med vores afgang var der kun 4 ud over os selv – så med 9 personer ombord havde alle rigeligt med plads. Klapvognen kunne sagtens komme med.

OBS! Der er ikke rigtig nogen afspærringer nogen steder på båden, så hold godt øje med jeres mindre børn!

Is – is – is…

Der er UTROLIG mange steder at få is i Ljubljana, så hvis man er begejstret for det kolde element skal man ikke gå langt for at få sin lyst styret. Det vildeste sted vi spiste is var på en cafe der hedder Cacao med det største iskort jeg nogensinde har set. De havde både “almindelige” is-typer, og så Cacao signatur-is som f.eks. mørk chokolade med hindbær, hvid chokolade med pistacie osv. Og så lavede de også de vildeste isdesserter som børnene og jeg selvfølgelig skulle prøve et udsnit af. Cacao ligger lige ned til floden og bragte os til hvil og afkøling på en helt utrolig varm dag. Vores booking.com-værtinde havde tippet os om denne café og isen her, så ingen tvivl om at det skulle prøves.

Vores Eventyr i Ljubljana

Isdesserter fra Cacao

Og vi blev bestemt ikke skuffede. Selvom deres signatur-is er meget spændende, så er min anbefaling nu alligevel at prøve en af deres isdesserter. De fås i alle størrelser med helt op til 8 forskellige slags is. Der er selvfølgelig også børneanretninger. Og det hele er bare flot og smager fantastisk!

Hvor kan man spise?

Der er et utal af cafeer og restauranter i Ljubljana, og jeg vil næsten sige, at man bare skal gå ud i byen og se hvad man lige har lyst til. Vi spiste faktisk kun en enkelt aften i selve Ljubljana, og der blev det til fast food fra et asiatisk sted som vi også prøvede til frokost, samt nogle super-gode falafler. Begge steder ligger lige ved siden af Nana’s Apartments på Trubarjeva cesta, lige omkring nr. 40 (hvor vi boede). Det ene sted hedder Asian Bistro OSHA og serverer utrolig lækker vietnamesisk mad. Det andet sted hedder Abi Falafel.

Hvor kan man bo?

Som altid i hovedstæder er der et utal af steder man kan bo. Vi havde valgt booking.com vejen og havde valgt Nana’s apartments som var godt uden at være prangende. Vi går som regel efter lejligheder så man selv kan lave lidt mad (primært morgenmad). Der var også køkken osv., men lidt for lidt plads til at 5 kunne spise. Men beliggenheden var fuldstændig perfekt. Så lever man gerne med varme nætter og bagage der skal slæbes liiiiidt for langt (særligt når man har to nætter!).

TIP! – Find hotel/lejlighed i centrum – den lille gå-afstand til alle de store attraktioner er guld værd, særligt når det bliver aften. Og har I valgt lejlighed, og foretrækker at lave mad selv, så er der stadig supermarkeder dejligt tæt på.

Alt det vi ikke nåede

Der var naturligvis flere ting vi ikke nåede – men særligt én ting sved lidt, og det var Lubljanas opdagelses-museum. Det lå lige tværs over vejen fra vores lejlighed. Men der var desværre lukket da vi havde tiden til at besøge det. Øv – men sådan er det jo engang i mellem. Det er et sted vi må gemme til næste besøg i Slovenien.

Yderligere information

Det fantastiske is-sted Cacao ligger (også) ved floden. Tjek deres website for adresse m.m.

Experimentarium – som vi desværre ikke nåede. Sæt det øverst på jeres to-do liste hvis I har børn der elsker at lege. Tjek deres site ud her for åbningstider m.m.

Vores Eventyr i Ljubljana

Et genialt påfund! Regnvejr midt i byen. Sprinklere var sat op højt oppe, og vandet der faldt føltes som ægte regn.

Vores Eventyr i Ljubljana

Sjov vandpost formet som en kænguru, lige ved funicular til Ljubljana slot

Vores Eventyr i Ljubljana

Udsigt mod den Fransiskanske Kirke – som lidt ligner en festlig, lyserød lagkage

Vores Eventyr i Ljubljana

Daseplads på flod-sightseeing

Vores Eventyr i Ljubljana

De store måtte selvfølgelig anskaffe sig hver en dragebamse!

Vores Eventyr i Ljubljana

En af Ljubljanas broer fra en anden vinkel

Vores Eventyr i Ljubljana

Det smukke aftenlys giver en særlig stemning

På skulpturskattejagt efter 6 glemte kæmper – et eventyr på Vestegnen – første del

For snart længe siden blev jeg tippet af en mor om Vestegnens 6 glemte kæmper. Kæmper, som gemmer sig ude i naturen. Det er nemlig ikke præcist angivet hvor de er placeret – så det er en hel skattejagt at finde dem.

Skattejagt er noget med eventyr, så jeg blev straks hooked og læste mere om kæmperne. Det viser sig, at det er en kunstner, Thomas Dambo, som har fået ideen. Sammen med frivillige bygger han kæmper på lidt hemmelige naturområder. Og det er ikke kun i Danmark hans kæmper står, de er også at finde i udlandet. I Danmark er de placeret på Vestegnen. Da vi bor i Køge på Sjælland bor vi faktisk ikke ret langt fra kæmperne. Så man skulle tro, at dem fik vi hurtigt fundet…. Men som altid er det jo et spørgsmål om at finde et velegnet tidspunkt til at tage på skattejagt på, og lige præcis dét tidspunkt lod vente på sig.

Find en kæmpe

Men pludselig var den der – den længe ventede weekend-dag uden aftaler. Og straks besluttede vi voksne os for at NU skulle vi på kæmpe-jagt. Så afsted med os. Vi satte kursen mod kæmpe 4 og 5 som ligger ret tæt på hinanden – i hvert fald så tæt at man kan holde på den samme p-plads og tage dem i rækkefølge.

Skattekortet der viser De 6 Glemte Kæmpers placering

Skattekortet der viser De 6 Glemte Kæmpers placering

På forhånd havde vi besluttet os for at finde to kæmper i dag, for som du kan se på kortet er der alligevel langt at køre og gå hvis man skal se dem alle 6 på én dag.

Lille Thilde

Lidt tilfældigt besluttede vi os for at starte med Lille Thilde, som ligger i området ved Vallensbæk Mose, nærmere betegnet ved Tueholmsøen. Efter at have parkeret går man hen til søen. Ved bredden ligger der en restaurant, ishus og toiletter. Så man kan også få stillet både sult og tørst.

Vi lagde straks mærke til et skilt med “400 meter til trolden” og særligt vores mellemste søn var straks sikker på at han så noget bevæge sig… Turen til den første kæmpe er ikke lang, men den går gennem noget virkelig dejlig natur, så giv jer god tid.

Der er en bred cykel- og gangsti rundt om søen, men for at finde trolden skal du bevæge dig væk fra den sti. Ind i skoven skal du. Og bedst som man går af den lille snoede sti, dukker Thilde op foran dig. Hun står og skuer ud over søen.

Kæmpe #4: Lille ThildeKæmpen er utrolig godt lavet, med levende ansigtsudtryk og detaljer som negle på hænder og fødder. Sejt! L og V var meget imponerede over så stor den var.

Vi besluttede os samtidigt for frokoststop i selskab med Lille Thilde – der står en bænk hvor alle tre børn kunne sidde. Og så er udsigten over søen simpelthen bare smuk! Så hæng lidt ud, nyd udsigten og tilfredsheden med at kunne markere første kæmpe som fundet.

Efter frokost gik turen videre mod kæmpen der hedder Thomas på Bjerget. Her behøver I ikke at gå tilbage til bilen – I fortsætter blot rundt om søen og bruger de små skattekort som vejviser. Vi havde slået kortene op på vores smartphone idet vi ikke havde printet hjemmefra.

Tip! For at gøre oplevelsen endnu mere skattejagts-agtig kan man printe kortene hjemmefra. Så slipper man for at finde telefonen frem hele tiden.

Thomas på Bjerget

Albertslund Bakke er det bjerg kæmpen Thomas ligger på. Og jeg skal da hilse og sige, at den bakke er stejl!

Med de to ældste som anførere kastede vi os ud på en klatretur af en anden verden. I stedet for at følge stien besluttede vi os for at skyde genvej – lige op af en ekstremt glat og stejl skrænt. Min mand tog den mere fornuftige vej, da han havde vores 2-årige og klapvogn med. Vi nåede toppen, godt støvede og svedige. Forventningsfuldt afsøgte vi området med øjnene – hvor var Thomas?? Men han var ingen steder at se!

Kæmpe #5: Thomas på bjergetDer var flere stier ned fra toppen af bakken, men i det knastørre vejr var ingen af stierne decideret oplagte at gå ned af. Men vi valgte dog alligevel én (og jeg siger ikke hvilken!) . Og nede i bunden af den sti – der fandt vi Thomas. Han lå så mageligt og slog mave og skuede ud over landskabet. Og jeps, vi kunne godt have både tumling og barnevogn med ned ad den pågældende sti.

Da vi gik videre tilbage mod parkeringspladsen blev vi enige om at vi sagtens kunne nå en kæmpe mere inden vi for alvor vendte næsen hjemad. Derfor tog vi – efter en velfortjent ispause – en afstikker mod Museet Arken ved Ishøj, hvor kæmpe nummer 3 gemmer sig. Den hedder

Oscar under broen

og ligger – ja – under en bro! Her parkerer man på Arkens kæmpe parkeringsplads. Den fungerer også som P-plads til stranden og en lækker-lækker legeplads (som vi helt sikkert må tilbage og besøge).

Kæmpe #3: Oscar under broenOg så går man ellers bare ud af den asfalterede sti indtil man havner ved en lille bro hvor Oscar ligger og slanger sig, og på afstand ser ganske fredelig ud.

Men pas på, for han er en sur trold, står der. Så LIST over broen, hvis ikke I vil ende som kæmpe-føde…

Læg i øvrigt mærke til detaljen med Oscars hånd der griber fat om rækværket på broen. Cool!

Gå evt. ned af den lille naturrute-sti der er markeret, så ser I endnu mere af naturen i området.

Tip! Man kan sagtens komme frem til de tre kæmper vi besøgte med en solid klapvogn og nok også en mindre barnevogn. Ellers kan man jo altid tage sin yngste i bæresele og så er der jo ingen grænser for hvor man kan tage hen!

Efter at have set den tredje kæmpe var der desværre ikke mere dag tilbage når man også skal hjem og ha’ hjemmelavet pizza til aftensmad. Men det er HELT sikkert, at vi skal finde de tre resterende kæmper på et senere tidspunkt i løbet af sommeren.

Det der gør turen så fed er, at man kombinerer en gåtur med skattejagt. Og ikke bare en skattejagt, men en skattejagt efter kæmper omhyggeligt placeret for at trække folk lidt “off the beaten track”. Og det elsker jeg! Og heldigvis også resten af familien.

Yderligere info

Læs mere om Thomas Dambo og hans spændende projekter her.

Specifikt kan du læse om De 6 Glemte Kæmper Det er også her at I kan finde kortene som antyder hvor kæmperne gemmer sig. Men vær OBS på, at krydserne kun er sat omtrentligt – ellers er der jo ikke meget skattejagt over det. Vel?

EDIT: Endelig har vi været afsted og finde de sidste tre kæmper. Læs om vores oplevelser lige her, i anden del af eventyret om de glemte kæmper på Vestegnen.

Man kunne blive helt væk i det høje græs

Man kan nyde den smukkeste udsigt på sin tur rundt om søen

Her ser I udsigten Thomas nyder fra sin plads på bakken

Et smut på natursti gør oplevelsen sjovere

 

Ishuse i Køge og omegn – klar til kolde lækkerier?

Indlægget er opdateret 7/7 2020 med Kjærstrup Køge, Brogade 18A.

Jahhh! Sommeren er lige om hjørnet. Og til sommer hører is. I hvert fald i min familie. Og måske også i din…? Og hvad er skønnere end at tage på udflugt til et af de mange steder man kan få en skøn is her i Køge og omegn?

Som noget nyt er der jo også åbningstider på for de enkelte ishuse – men de er (desværre) kun vejledende. Vær søde at tjekke stedets facebookside/hjemmeside hvis du vil være helt sikker på tidspunkterne.

Tip mig hvis I mener jeg mangler steder!

Nederst i indlægget finder du et kort over isstederne.

Gelateria Freddo

Beliggenhed: Gården, Nørregade 8, 4600 Køge. Ligger mellem Gallerie Wennerberg og Galleri Nørregade
Ismærke: Hjemmelavet italiensk gelato
Pris: 3 kugler for 52 kr, topping fra 4 kr
Website: Gelateria Freddo
Åbningstider: 12-20 hver dag
Øvrigt: Gelateria Freddo har samme ejere som Restaurant Il Gallo i Brogade, Køge. Isen laves dagligt i butikken, og der serveres også kaffe, milkshakes, kager og meget mere. Der er siddepladser udenfor, samt i de små skure lige overfor butikken )

Kjærstrup Køge

Beliggenhed: Brogade 18A, 4600 Køge. Der er parkeringspladser lige ved siden af.
Ismærke: Is fra Bornholm
Pris: 3 kugler for 54 kr inkl. hjemmelavet guf og en miniflødebolle (det kaldes en Kjærstrup Vaffel)
Website: Facebook
Åbningstider: Mandag-fredag: 11-20; lørdag 10-17; søndag 13-17
Øvrigt: Ud over isvafler med kugler, kan man få softice i mange forskellige størrelser, samt en flødebolle-is som er en flødebolle med softice, frugtsauce og topping. Kjærstrup forhandler ikke kun is men også mange forskellige bornholmske specialiteter. Det er bl.a. chokolade, flødeboller, pasta mv. Derudover serveres der forskellige varme drikke, bl.a. kakao og mange slags kaffe. Der er borde både ude og inde.

Cups ‘n Cones

Beliggenhed: Midt på Køge Torv. Der er parkeringspladser lige ved siden af.
Ismærke: Carte D’or Gelateria
Pris: 3 kugler for 37 kr inkl. flødeskum og syltetøj
Website: Facebook
Åbningstider: Alle dage fra 10-20 (mindst)
Øvrigt: Cups ‘n Cones serverer også vegansk og laktosefri is. Ud over is serverer de f.eks. bubble waffles og belgiske vafler, samt et udvalg af forskellige sandwich, kaffe, milkshakes m.m.

Strandskovens Kiosk

Beliggenhed: Lige overfor Vallø Camping, som ligger Strandvejen 102, 4600 Køge. Der er parkeringspladser lige ved siden af ishuset.
Ismærke: Frisko
Pris: 3 kugler for 34 kr inkl. flødeskum og syltetøj
Website: Facebook
Åbningstider: 11-19 hver dag
Øvrigt: Du kan købe en gigantisk isvaffel til 139 kr – men så får du også 15 kugler is, fire flødeboller og fire slikkepinde. Stranden ligger tæt på, så gå en tur derned med din is.

Det blå ishus

Beliggenhed: På Marinaen i Køge, og en del af fiskerestaurant Arken. Parkeringspladser findes meget tæt på.
Ismærke: Italiensk gelato
Pris: 3 kugler for 30 kr inkl. flødeskum og syltetøj
Sortiment: Mange forskellige slags vaffelis, dertil softice (jordbær/vanilje) og mange slags krymmel.
Website:  Facebook
Åbningstider: Søndag-torsdag: 11-19, fredag-lørdag: 11-20
Øvrigt: Der fås en Bamseis med en kugle is, softice, skumfiduser og slikkepind for bare 20 kr! Man kan også købe mad her, f.eks. sandwich og toasts.

Provianten

Beliggenhed: Bådhavnen 19, 4600 Køge. Parkeringspladser findes meget tæt på.
Ismærke: Ben&Jerrys og Frisko
Pris: 3 kugler for 36 kr – flødeskum og guf og drys er gratis
Sortiment: 14 varianter Ben & Jerrys, 20 varianter Frisko. Sukkerfri, laktosefri og vegansk is tilbydes. Mange typer vaffelis, bl.a. børneis og softice
Website: Facebook
Åbningstider: Hver dag i ugen 12-20
Øvrigt: Ud over is, kan du få baristakaffe, kage og sandwich. Derudover kan man tage isen med hjem i bokse (4 slags)

Paradis – Køge By

Beliggenhed: Brogade 16, 4600 Køge. Parkeringspladser findes meget tæt på.
Ismærke: Paradis’ eget hjemme- og friskrørte is
Pris: 3 kugler med flødeskum, syltetøj og Spangsberg flødebolle for 50 kr.
Sortiment: Mange isvarianter, friskrørt hver dag. Bredt udvalg af  mange typer vaffelis, softice, krymmel
Website: Paradis Is
Åbningstider: Alle dage 11-21
Øvrigt: Børneis i bæger med en Rasmus Klump figur. 1 kugle med vaffelrør og krymmel.Dertil en mængde is-drikke og mulighed for at tage isen med hjem

Frellsen

Beliggenhed: Jærnbanegade 13, 4600 Køge
Ismærke: Carte d’or
Pris: 3 kugler med flødeskum, syltetøj og organgepinde, 40 kr.
Sortiment: Mange isvarianter, friskrørt hver dag. Bredt udvalg af  mange typer vaffelis, softice, krymmel
Website: Frellsen
Åbningstider:  Mandag-torsdag 10-18, Fredag 10-19, Lørdag 10-15, Søndag 11-15 (1. søndag i måneden)
Øvrigt: Børneis i bæger med en Rasmus Klump figur. 1 kugle med vaffelrør og krymmel.Dertil en mængde is-drikke og mulighed for at tage isen med hjem

Engvang gårdbutik

Engvang er måske ikke rigtig et ishus – men de har udvidet deres gårdbutik med en skøn gårdcafé, hvor de nu også serverer hjemmelavet is. Og et godt is-sted SKAL altså med på denne liste!

Beliggenhed: Varpelevvej 2, 4671 Strøby
Ismærke: Engvangs egne hjemmelavede is.
Pris: 1 kugle: 20 kr, 2 kugler: 35 kr (man kan ikke få tre kugler – endnu…)
Sortiment: 5 slags is; vanilje, chokolade, æble-kanel, Jordbær og citronverbena-basilikum
Website: Engvang Frugt
Åbningstider: undersøges 
Øvrigt: Når man nu er der kan man jo lige så godt mæske sig i deres hjemmelavede bagværk!

Sannes Desserter

Beliggenhed: Torvet 19M, 4600 Køge (Gården bag Torvet, overfor Jagt og Fritid)
Ismærke: Sia, svensk is
Pris: 1 kugle: 26 kr, 3 kugler: 38 kr
Sortiment: Mange isvarianter. Flødeskummet er af økologisk fløde og jordbærsaucen er hjemmelavet
Website: Sannes Desserter
Åbningstider: Mandag-fredag 9:30-17:30, Lørdag 9:30-17:00. Søndag lukket.
Øvrigt: Hvis du er til andet end is kan du få masser af lækre desserter, cheesecake, crumble, brownie… og hvis du er til is, men ikke i en vaffel, så er der også lækre milkshakes at få.

Kort over ishusene

Træk lidt i kortet hvis du ikke kan se det hele.