Talende træer, marionetteater og kronjuveler – et eventyr i Kongens Have

Sommerferien lakker alvorligt mod enden for min familie og jeg, så denne sidste feriedag skulle bruges bl.a. på noget som vist er ved at blive en tradition for os – nemlig marionetteater i Kongens Have og besøg i Runde Tårn. Dagen endte med at byde på mange flere spændende oplevelser end blot de to, så i et solbeskinnet København fik vi virkelig udnyttet de sidste ferietimer godt og grundigt.

Og heldigvis er det jo ikke alle der starter på arbejde i morgen, så der er stadig rig lejlighed til at opleve alle de ting vi gjorde i dag – så hold jer endelig ikke tilbage, men henlæg en dags eventyr til Kongens Have – jeg tror ikke I bliver skuffede!

kbhdag01Når vi skal på eventyr i København tager vi altid toget – børnene elsker det, og for dem er S-toget stadig noget eksotisk. Der er så mange forskellige mennesker at kigge på, landskab og huse flyver forbi – og far og mor er ikke gemt af vejen på forsædet – så det er nemmere lige at få læst en historie undervejs.

Runde Tårn

Vi står altid af ved Nørreport og går ned forbi springvandet inden vi havner ved Runde Tårn, hvor vi nu var oppe for tredje gang. Vi havde egentlig ikke planlagt at skulle derop, men begge børn var meget ivrige efter det, og da prisen er så beskeden (25 kr for voksne, 5 kr. for børn over fem år) så var vi ikke svære at overtale! Og man må endda tage kaffe med, så vi skulle heldigvis ikke tylle vores nyindkøbte, dampende varme latte. Gudskelov! kbhdag03kbhdag06

Det gamle lokum i Runde Tårn – som altså ikke bruges mere!

Nu hvor børnene er blevet større viser de interesse for andet end bare at stæse op og ned i tårnet, de ville faktisk gerne ind og se den udstilling der er i den gamle bibliotekshal. I øjeblikket er udstillingen HUSE DER HAR FORMET OS, med udlånte modeller af mange interessante bygningsværker – f.eks. Den sorte diamant og Operaen og også bygningsværker som aldrig er blevet opført – f.eks. en svømmehal på Peblingesø. kbhdag07Børnene spurgte interesseret til modellerne – bl.a. om de var lavet om vinteren, siden de var helt hvide… Skønne børnekommentarer! Det er også muligt at se en del af ringerloftet oppe over Trinitatiskirken – altså der hvor klokkerne engang var – hvor der også er kig til det gamle urværk (som ligner det i Køge Kirke på en prik) og den superseje loftkonstruktion i træ. Ydermere troede vi også at vi lige kunne få den sidste bid Runde Tårn med – nemlig et besøg i observatoriet. På døren stod der, at der var åbent i søndage i skolernes sommerferie mellem 13 og 16, men klokken blev både 13 og 13:05 og der var ingen der kom og åbnede! Æv også – men det må vi så have til gode til en anden dag.

kbhdag05Men hvad vi alle fik prøvet i dag var at stå inde i centrum af tårnet – som jo er hult… Det giver voldsomt sug i maven at gå ind og stille sig på det endog meget tykke glasgulv og der var seriøs sved i håndfladerne da børnene gik sammen ud på glasloftet. …Selvfølgelig holder det! Men det er en grænseoverskridende oplevelse i hvert fald for mig. Faktisk styrtede en dreng ned i hulrummet i 1880 – og overlevede! Læs evt. den spændende historie her.

Talende træer, fortællesalon og kronjuveler

Jeg har for noget tid siden læst, at der i Kongens Have i år ville være talende træer – som hver især fortæller en historie som er foregået i og/eller omkring Kongens Have. Børnene var straks med på ideen om at finde disse træer – særligt da de fik at vide at man bl.a. kunne kende træerne på at de snorkede! kbhdag10Der findes et kort over de 10 træers placering, men kortet er ikke så nemt at følge idet ikke alle stier er tegnet ind på kortet. Lige i starten sendte det os en del på afveje, men det lykkedes da at finde det første træ, også selvom det ikke snorkede. kbhdag09Det gav sig straks til at fortælle sin historie da vi stillede os hen under kronen (og under den “fuglekasse” som fungerer som censor og afspiller af historien). kbhdag08kbhdag27Vitus tog plads på vores sammenfoldede picnictæppe og lyttede koncentreret til historierne. Virkelig hyggelig aktivitet og god ide at lade de gamle træer fortælle kvarterets historie. Det er ikke småting de kunne fortælle – hvis de altså virkelig kunne tale. Desværre virkede alle træerne ikke – vi fik senere at vide at det formentlig skyldes at de er løbet tør for batteri. I dag virkede 4 ud af 10 ikke, men mon ikke der løbende bliver skiftet batteri.

De Talende Træer er lavet af Parkmuseerne, som også er ophavsmand m/k til en anden aktivitet vi prøvede i Kongens Have – nemlig Fortællesalonen. kbhdag15Fortællesalonen er et lille hus hvor en meget engageret ung pige, Signe, levende fortalte en fortælling om Thor og jætten Hymer der tager på fisketur, og hvor Thor ender med at fange Midgårdsormen. kbhdag16Hverken Linea eller Vitus har indtil videre stiftet bekendtskab med den nordiske mytologi, men at dømme efter deres koncentrerede blikke og åbne munde, tør jeg godt sige, at det var noget der fængede. Bagefter blev vi siddende i lang tid og tegnede. Jeg gav mig i kast med min fortolkning af Midgårdsormen hvor Linea kastede sig over noget mere jordnært som Elsa fra Frost. Dejlig og afslappende aktivitet, hvor børnene blev introduceret for et nyt univers jeg er sikker på de ønsker at vende tilbage til, også før skolen introducerer dem for det. De Talende Træer kan opleves frem til d. 30. august og ift. Fortællesalonen og andre familieaktiviteter i Kongens Have kan I se programmet her.

Marionetteatret var en succes som de tidligere år, forestillingen er altid spændende skruet sammen og kan lave gode historier ud af simple midler. Børnene elsker det og fortæller om oplevelsen bagefter med skinnende øjne. kbhdag11Vi så forestillingen Lille PIP som handler om en kylling der kommer på afveje og bliver venner med en hund – altså indtil hunden spærrer kyllingen inde i et bur… kbhdag14Marionetteatret har gratis adgang og spiller to gange om dagen, kl. 14 og 15 undtagen mandag, og det helt frem til 30. august.

kbhdag19På vejen rundt i haven for at finde træet der fortalte om de to løver der viser sig at bevogte broen over til Rosenborg, kom vi jo så tæt på Rosenborg Slot at vi tænkte, at vi da også lige måtte have dét eventyr med. Så selvom der kun var 45 minutter til museet lukkede, stæsede vi ind og købte billetter. kbhdag22Man kan ikke sige at vi fik den bedste oplevelse af museet, dertil var der simpelthen alt for lidt tid, men vi fik set den imponerende riddersal, med kroningsstolen i elfenben omgivet af tre elefanter lavet af sølv. Og et imponerende udsmykket loft. kbhdag23Derefter gik vi direkte til skatkammeret hvor der blev kigget på ædelstene i lange baner. Linea bekendtgjorde at sådan nogen kunne hun godt tænke sig, så jeg tænker at hun må gifte sig med den kommende kronprins hvis dét ønske nogensinde skal gå i opfyldelse. kbhdag25Desværre var Kronprinsessens rubin-sæt der ikke, så jeg bliver (“desværre”) nødt til at komme tilbage en anden dag hvor vi også har lidt bedre tid.

Når man befinder sig i skatkammeret skal jeg så lige hilse og sige, at kustoderne/vagterne går endog meget op i at man taler stille. Der er sat “tys-tys”-piktogrammer op, og Vitus blev skældt ud af en vagt for at være højrystet, (og så var det ikke engang ham der gjordet det, men nogle andre børn bag os). Så hvis man har det svært med at fremmede tysser på ens børn og i øvrigt er over børnenes mindste bevægelser som en høg, så skal man måske ikke besøge Rosenborg Slot, førend man er sikker på at ens børn kan “opføre sig ordentligt” i museets øjne. Bare et lille tip.

kbhdag20Den ene af løverne der bevogter broen har en lille sjov detalje – dens tunge er nemlig løs, så den kan løftes og afslører et lille hulrum. Det siges, at det var der Chr. 4 lagde nøglen når han skulle have fremmede damer på besøg. Om det er sandt eller ej ved jeg ikke – men historien er da meget god!

Dagen sluttede med legepladsbesøg og pizza i parken, inden vi vendte snuden mod Køge – dejligt trætte efter en skøn sommerdag i København. Og med børn som syntes de havde lært nye ting – det er jo altid dejligt når de suger til sig under de udflugter man tager dem med på.

Yderligere oplysninger

Parkmuseerne og deres aktiviteter i resten af august kan man finde information om her

Marionetteatrets hjemmeside beskriver forestillingene og hvor i haven teatret holder til

Rosenborg slots hjemmeside fortæller om priser og åbningstider

kbhdag24kbhdag21kbhdag17kbhdag13kbhdag12kbhdag26kbhdag02kbhdag04

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *