Tag Arkiv: Zoo

Berlin med børn – 5 stensikre hits

Da min mand sidste år skulle løbe Berlin Marathon var vi slet ikke i tvivl om, at det skulle laves til en ferie i Berlin for hele familien, dvs. også vores to skønne børn på 4 og 6 år. Vi havde næsten 6 hele dage til rådighed – lige fraregnet transport, som jo altid er et kapitel for sig. På turen til vores lejlighed i det centrale Berlin fra lufthavnen, kastede vi os modigt ud i offentlig transport fordi det jo er billigere end at tage en taxa. Og det ER billigt, men med fire kufferter, to halvtrætte børn og et virvar af tog, busser og metro, som man ikke ved hvor holder, så bliver det altså lettere hektisk! Det afgjorde også, at vi allerede dér besluttede os for at tage en taxa når turen gik hjemad igen. Så meget for at spare penge…

Berlin med børn – et ocean af muligheder!

Berlin er et rent slaraffenland af attraktioner og aktiviteter, og der findes noget for enhver smag. Anden Verdenskrig fylder naturligvis meget, og vi så skam også både dele af Muren og det store mindesmærke for jøderne, men det er ikke på vores top 5 over aktiviteter for (små) børn. Også selvom man vælger Anden Verdenskrig fra, er udbudet af aktiviteter så stort, at man let bliver i tvivl om hvad man skal vælge at bruge sin tid på. Traditionen tro havde jeg derfor researchet lidt på forhånd, så jeg havde en ide om hvad vi ville opleve, men ikke mere end at der stadig var plads til spontanitet. Nedenfor har jeg samlet 5 oplevelser som gik rent ind hos vores børn.

1. Chokoladeeventyr

Hvis man er til chokolade er der masser af muligheder i Berlin. Vi brugte en hel formiddag og frokost i chokoladens tegn på at besøge to helt forskellige steder:

Bunte Schokowelt – et museum om og med Ritter Sport

I Bunte Schokowelt er hovedattraktionen at man har mulighed for at designe sin egen Ritter Sport. Det kan man gøre for omkring 30 kr. pr. person, og foregår lige når I kommer ind i butikken. I al sin enkelthed går det ud på at vælge tre forskellige slags fyld og hvilken slags chokolade man vil have det pakket ind i. Fyld spænder lige fra vingummibamser over guldstjerner til chili. Så mulighederne for at kombinere sig til lige ens EGEN Ritter-favorit er bestemt til stede. Personalet mikser din chokolade og noterer på et lille ark hvilket fyld du har valgt, så du kan huske det efterfølgende – ret smart!

Det tager ca. en halv time fra chokoladen er lavet og til den er størknet – og i det tidsrum kan man jo passende besøge chokoladeudstillingen og historien om Ritter Sports oprindelse og produktion.

RitterUd over sin egen chokolade kan man naturligvis købe et hav af forskellige Ritter Sport. De har med garanti varianter du aldrig nogensinde har set før, og som er en slags testchokolade. Chokoladen er generelt billig – €1 for 100 gram. Dertil kan du også købe små Ritter Sport med bare fire kvadrater i – og det så i alle mulige miks. Lad mig bare sige det sådan – det var virkelig vanskeligt ikke at overkøbe!!

På øverste etage er der også en lille cafe der serverer forskellige konditorkager som er Ritter Sport-inspireret – men vi nøjedes med at kigge fordi vi skulle have frokost lidt senere. Alligevel måtte vi naturligvis lade os friste af de nyligt indkøbte mini-Ritter Sport, og satte os lige uden for butikken for at smage på lækkerierne. Dét var noget Linea og Vitus syntes om…

Det er gratis at besøge udstillingen, så hvis man ikke laver sin egen Ritter Sport er det et billigt indslag på turen rundt i Berlin.

Fassbender & Rausch – et chokolademekka i to etager

Efter Ritter Sport museet gik turen mod Gerdammen Platz hvor chokolademekkaet Fassbender & Rauch ligger. Den ene etage består af en kæmpemæssig chokoladeforretning tillige med udstillinger af mange af Berlins vartegn. At have en udstilling af Berlins vartegn er i sig selv ikke interessant – men her er de simpelthen støbt i chokolade. Man kan bl.a. se TV tårnet, et stykke af Berlinmuren og Brandenburger Tor. Og så har de også lige lavet en støbning af Titanic. Virkelig meget imponerende!

Hvis ikke man kan finde noget chokolade i dén butik man kan lide, ja, så er man nok ilde stedt udi chokoladespisning, for chokoladeudvalgt er intet mindre end enormt. Det er det største udvalg af fyldte chokolader (praliner) jeg nogensinde har set – og den ene er selvfølgelig mere kunstfærdig end den anden.

Efter at have kigget på chokoladeudvalget gjorde de rumlende maver opmærksom på at det var på tide at besøge cafeen på etagen oven over. Her var der et spændende menukort med varme retter hvor chokolade indgår – og så var der naturligvis den ene smukke chokoladedessert efter den anden.

FassbenderMin mand og jeg kastede os eventyrlystne ud i maden, mens Linea og Vitus gik mere skeptiske til værks, også selvom vi forsøgte at bestille noget som kunne falde i deres smag. Maden var dejlig, selvom det – helt ærligt – var lidt spøjst med smeltet chokolade på ens varme mad. Men jeg kunne nu godt vænne mig til det. Men det bedste af det hele var altså desserten. Hver eneste kage er et kunststykke i sig selv – så smuk, at man næsten ikke nænner at sætte tænderne i den. Men når man så gør… åhh… ren nydelse!

2. Berliner Fernsehturm – TV Tårnet

Noget af det første man ser når man går rundt i Berlin er TV tårnet som med sine 368 meter rager højt, højt op over byen. Sådan en høj bygning virker som en magnet på vores børn, så i det sekund de så tårnet spurgte de hvornår vi skulle op i det. Og det skulle vi hurtigt – for vi gjorde det allerede samme aften vi ankom til Berlin. Der var sort af mennesker i billetområdet og ventetiden på at komme op i tårnet var betragtelig. Heldigvis er der store skærme der viser hvornår man ca. kommer op i tårnet – dette ved man ud fra hvilket nummer-interval ens billet ligger i. Når det bliver ens tur til at komme op i tårnet skal man igennem et sikkerhedstjek der er en lufthavn værdig, men det giver god mening, for man bliver jo proppet ind i en elevator der med høj hastighed sender dig til vejrs i tårnet. Efter ganske få sekunder i elevatoren lander man på udsigtsdækket, ca. 200 meter over jorden – og en storslået udsigtsoplevelse venter dig. Et 360° vue ud over Berlin – og i vores tilfælde i den smukke sen-eftermiddagssol – er virkelig ventetiden og de mange mennesker værd. Linea og Vitus var totalt opslugte af udsigten, og selvom jeg ikke er ultra-fan af højder, så synes jeg ikke det var spor skræmmende at være deroppe.

TV tårnPå udsigtsdækket er en bar som – efter sigende – laver fantastiske drinks. Desværre fik vi det ikke afprøvet, for baren var simpelthen for travlt – det må vi have til gode til en anden gang. Etagen højere oppe ligger en restaurant som drejer langsomt rundt, således at man under sin middag får set hele Berlin fra oven. Det anbefales at bestille bord i god tid så man kan få en vinduesplads (hvis man har lyst). Man kan også få serveret morgenmad i restauranten allerede fra omkring kl. 9, så der er rig mulighed for at se Berlin fra oven på næsten alle tider af døgnet.

3. Zoo Berlin (- uden panda)

Et besøg i Berlins Zoologiske Have er simpelthen ikke til at komme udenom. Haven ligger nærmest i hjertet af Berlin, ikke langt fra f.eks. Potzdamer Platz, og er let tilgængelig med offentlig transport.

Berlin Zoo er stor – kæmpestor. Og så fyldt med grønne arealer og kæmpe områder til dyrene at man næsten (næsten) glemmer man er i en zoologisk have. Det er en god ide at afsætte en hel dag til besøget, for der er så mange dyr at se på. Faktisk er der over 17.000 dyr i haven! Det betyder også at der er mange fodringer, og herfra skal anbefalingen lyde på at se i hvert fald flodhestene og gorillaerne blive fodret. Og når børnene er ved at være trætte af at gå rundt og se på dyr, så har haven også en kæmpemæssig naturlegeplads hvor børnene kan brænde de allersidste kræfter af. Smart placeret i nærheden af en cafe, så mor og far lige kan få sig en latte – og måske en ekstra curry wurst.Zoo

Både Claus og jeg havde hørt at der var en panda i Berlin Zoo, og vi fortalte børnene vidt og bredt om, at nu skulle vi se en panda. Og vi ankom til haven, og vi ledte og ledte efter den der panda, og kunne egentlig ikke forstå at der ikke var billeder af den alle vegne. Tilsidst googlede vi panda og Berlin Zoo – og finder ud af at pandaen rent faktisk er død i 2011! Lige i dét øjeblik følte vi forældre os lidt dumme… Så til andre der tror at de skal til Berlin og se en panda – det skal I ikke – den ER død…

4. LEGOLAND® Discovery Centre Berlin

Begge vores børn er meget glade for at lege med LEGO, og da vi havde set far drøne forbi i Berlin Marathon stod den på leg med LEGO klodser i LEGOLAND Discovery Centre Berlin. Helt atypisk kan man kun komme ind som voksen hvis man er i selskab med børn under 16.  Det betød f.eks., at da Claus kom efter sit marathonløb og ville ind til os, så kunne han ikke få lov, fordi han ikke havde noget barn med! Så jeg blev kaldt over højtaleren og måtte komme op og hente ham i indgangen.

Der er flere forskellige aktiviteter, delt ind efter f.eks. LEGO Ninjago, LEGO Racers, LEGO Friends og et stort område med Duplo. Derudover er der en 4D biograf og en lille forlystelse, Dragon Ride, som ikke er spor uhyggelig men som Vitus på 4 år alligevel var meget lang tid om at ville prøve. Vi brugte mange timer i Berlins lille Legoland, for selvom det ikke er særlig stort, så byder LEGO klodser jo op til timevis af leg.Lego

5. Sea Life Aquarium – og Aqua Dom

Man kan købe en kombi-billet til Discovery Centre Berlin og Sea Life Aquarium, så det gjorde vi. Sea Life Aquarium sørger for at børnene bliver holdt aktive under besøget ved at udstyre dem med en lille bog, hvor man kan sætte stempler når man har svaret på nogle spørgsmål. At få lov til at stemple i sin bog er meget attraktivt, skulle jeg hilse at sige…

Akvariet er flot bygget op, og der er selvfølgelig en lille pool hvor man kan få lov til at røre ved nogle dyr – det er altid populært hos vores børn. Det sjoveste ved besøget var dog næsten Kong Neptuns spejllabyrint, hvor hele familien fik sig et godt grin over den forvirrende oplevelse. En sidste ting der kan gøre Sea Life Aquarium værd at besøge er, at man kan besøge den såkaldte Aqua Dom. Det er et 22 m højt cylinderformet akvarium med 1 mio liter vand og 1500 fisk, som man stiger til tops i i en glaselevator. Det er måske en anelse poppet, men alligevel er det meget fascinerende at man har bygget et akvarie med koralrev i en hotellobby.aqua

Yderligere info

Ritter Sport Bunte Schokowelt kan du læse mere om her, bl.a. adresse, åbningstider og oversigt over aktiviteter.

Fassbender & Rauch kan du læse mere om her.   Der findes også en online shop – så hvis du er blevet SÅ inspireret af at kigge, så kan du få sendt de fine chokolader hjem til din adresse!

TV tårnet kan du finde information om her. Der er mulighed for at købe et hav af billetter, som alle springer køen over. Se udvalget lige her. F.eks. kan der købes VIP-billetter som sikrer jeg plads forrest i køen til elevatoren og dermed hurtig adgang til tårnets kuppel. Det er også med VIP-billetterne at man kan reservere bord i restauranten.

Zoo Berlin – Berlins fantastiske zoo. Bliv klogere på åbningstider, billetpriser og transport lige her.

LEGOLAND® Discovery Centre Berlin – læs mere om åbningstider m.m. lige her. Og HUSK at ankomme sammen med et barn under 16 år!

Sea life aquarium se åbningstider, og få muligheden for at planlægge dit besøg og læse mere om udvalgte arter på akvariets hjemmeside.

Legesyge isbjørne og kolibriæg – et påskebesøg i Zoologisk Have

En rigtig påskeaktivitet for vores familie er at besøge Zoologisk Have på Frederiksberg. Denne påske var ingen undtagelse, og vejret var med sit solskin fuldstændig perfekt til at få luftet årskortene for første gang i år.

Zoologisk Have åbner allerede kl. 10, men fra tidligere år ved vi, at køen til Zoo på det tidspunkt er enorm, så vi kørte hjemmefra så vi var derinde ved 11:30-tiden. Der er kun få parkeringspladser foran Zoo, så også her var vi forberedte og parkerede på den anden side af Søndermarken, en dejlig park i hjertet af Valby. Så er Zoo kun en kort gåtur på 10 minutter væk, og det er relativt nemt at finde en parkeringsplads.

IMG_0989_2

Vi var overraskede over køen ved indgangen selvom klokken var 11:30, og dermed endnu gladere for vores årskort som gjorde at vi bare kunne gå direkte ind. Der er 4 indgange til besøgende med årskort, så Zoo har også gjort deres til at adgangen bliver let med årskort.

IMG_0996_2Vi har efterhånden en fast rute gennem den første del af Zoo – så vi starter altid med at se flamingoerne og ibiserne som har en voliere med meget højt til “loftet”. Det er faktisk et net der er spændt ud over området og man går inde i volieren sammen med fuglene. Denne gang brugte vi en del tid på et årshjul der viser hvad hhv. ibisen og flamingoerne laver i løbet af et år.

Efter volieren var det tid til et besøg i Den Arktiske Ring, det nybyggede anlæg til isbjørnene. Det er et superfedt anlæg med mulighed for publikum at se isbjørnene både mens de svømmer og mens de er på land. IMG_1008_2I dag virkede isbjørnene helt kåde, og der blev svømmet rygsvømning til den helt store guldmedalje.

Ud over at bruge tid på at se isbjørnene er der et fedt leg-og-lær-område hvor man kan blive klogere på f.eks. hvad en isbjørn spiser og hvordan den holder varmen. Derudover kan man prøve at fange en sæl når den stikker sit hoved op af et åndehul i isen.

IMG_1018_2Det er ikke helt let, og desværre fik hverken L eller V ram på et hoved mens vi stod der. Så havde dette billede også været væsentlig mere drabeligt, for skærmen bliver sprøjtet helt til med blod! Meget udtryksfuldt!

Efter besøget i Den Arktiske Ring var det frokosttid. Det er bestemt muligt at købe mad i Zoologisk Have, og man kan både få fastfood og så mere sunde alternativer. Vi har dog stort set altid madpakke med hjemmefra, og i dag var ingen undtagelse. Der er nogle indlysende grunde til at vi tit vælger madpakken frem for at købe frokost på stedet: 1) Det sparer os nogle penge som vi så kan bruge på is og andre snacks 2) vi behøver ikke finde et sted med mad og stå i (meget lang) kø, 3) Vi kan vælge at sidde klods op og ned af et valgfrit dyr.

IMG_1032_2Denne Langfredag skinnede solen jo, så vi fandt en bænk ved det gamle isbjønreanlæg, indtog madpakken og slikkede lidt sol – virkelig dejligt.

Da vi rejste os for at gå videre opdagede vi, at den ene del af det gamle isbjørneanlæg var blevet lavet om til en legeplads. Intet mindre end en genial ide at udnytte et gammelt anlæg til noget helt nyt – og børnene elskede det!

Således fyldt op med mad gik turen videre til først “Den levende nat” hvor man kan se flagermus og dernæst pingvinerne, hvor vi faktisk så en pingvin ligge og ruge på to æg. IMG_1048_2Derefter var det tid til at prøve noget nyt, nemlig Zoolab. Vi har ikke set det før og er faktisk i tvivl om hvornår det er kommet til. Det kan sagtens have været der i lang tid uden vi har opdaget det, for normalt går vores rute ikke den vej hvor det ligger. Zoolab er et område for børn hvor man bliver opfordret til at pille ved de udstillede ting. Det er jo ikke hverdagskost, så både L og V kastede sig begejstret ud i det. Zoolab har åbnet i weekenderne og ferieperioder, og denne påske således ingen undtagelse.

Vi kom derhen for at støbe et kolibri-æg af gips, men blev også “ægsperter”, prøvede at væve en rede som en væverfugl og fik pillet godt og grundigt ved en lang række kranier og dyreskind.Selve æg-støbningen foregik i god ro og orden. IMG_1068Alle der ville deltage stod i kø, og en ad gangen hjalp en Zoolab-medarbejder et barn med at blande en lille-bitte portion gips og hælde det i en form, skrive navn og klokkeslet på en seddel OG stille lidt spørgsmål til hvad det var barnet var ved at lave. Det fungerede vældig godt, og der var ikke sort af mennesker.

De øvrige aktiviteter kunne man bare prøve, og det var efter “først-til-mølle-princippet” og skift af tur når enten barnet synes det havde fået nok eller når de tilhørende voksne lod turen gå videre til et ventende barn. Det fungerede også fint og Zoolab kan helt klart anbefales som en del af Zoo-besøget hvis man har børn med. Alene udvalget af kranier burde kunne ryste op i selv den mest trætte dreng eller pige ;-)

Og nu var det blevet tid til at prøve noget som jeg personligt ALDRIG har prøvet før – nemlig en tur op i Zoo-tårnet. Jeg kom ikke så meget i Zoo som barn, og indtil videre har vi syntes at børnene var for små til turen (i hvert fald halvdelen af børnene) op ad de 182 trappetrin. Nok primært fordi ingen af os voksne syntes at det ville blive en fantastisk tur hvis børnene skulle bæres op! Men nu ved vi at de kan gå langt, også opad, så nu skulle det altså være.

IMG_1082_2Prisen for at komme op i tårnet, som er fra 1905, må siges at være symbolsk. Det koster 10 kr. pr. person. Det er smart at man kan købe billet med dankort lige foran indgangen til tårnet, så du behøver ikke have kontanter med eller stå i kø ét sted for at få billetten for så at skulle stå i en ny kø når man skal op i tårnet. L strøg i forvejen op ad trapperne og der skal jeg da være helt ærlig og sige – 182 trappetrin er faktisk ret mange. Jeg var træt i benene og lungerne da jeg kom helt op. Men jeg skal da lige love for at man bliver belønnet for sine anstrengelser når man ser udsigten oppe fra toppen. IMG_1092_2Da det var klart vejr kunne vi bl.a. se Øresundsbroen og mange af Københavns flotte tårne og spir stod fint i horisonten.

En anden tradition for os i Zoologisk Have er at børnene bliver sminket som dyr i ansigtet. Det kan man få gjort to steder, det ene sted er på Papegøjepladsen ved Tropezoo og det andet sted er ovre i Børnezoo. Vi får det faktisk altid gjort i Børnezoo fordi vi alligevel altid skal derover og lege på den gode legeplads og se på savannens dyr. IMG_1100_2I dag var ingen undtagelse, og vi kom hjem med en sød lille kanin og nogle smukke tigerøjne. Det koster 50 kr at blive sminket, og det har været den samme pris siden vi startede med at komme regelmæssigt i Zoo for ca 5 år siden. Husk kontanter her, da de ikke tager Dankort.

IMG_1111_2På et tidspunkt kalder C på mig og jeg skynder mig hen til ham – han står henne ved de tasmanske djævle – og for første gang siden de kom til Zoo får vi faktisk set dem. De er meget større end jeg havde troet, og ser – med lukket mund – slet ikke så farlige ud. L var meget facineret af, at de kan spise f.eks. en død kænguru med hud, hår og knogler. Hun så jo mange døde kænguruer på vores tur til Australien, så hun kunne godt forestille sig hvad det var for en slags dyr de tasmanske djævle guffer i på Tasmanien.

Sidste stop inden vi tog hjemad var den lille nye næsehornsunge som blev født i januar 2015. Man kan ikke komme ind til næsehornene, men står og kigger på dem udefra gennem et stort vindue. Der er bygget en lille trappe op så man kan kigge ind ad vinduerne som sidder ret højt oppe. IMG_1120_2Det fungerer godt på den måde. Der var ikke mange mennesker da vi besøgte næsehornsungen, men det ligger også lidt afsides plus klokken nærmede sig 17, så mange var nok allerede tager hjem. Vi lærte i øvrigt alle noget nyt den dag – for der har simpelthen levet næsehorn i Danmark. Det gjorde der i den sidste mellemistid, Eem-istiden, og næsehornet var et såkaldt skovnæsehorn. Så blev vi så kloge!

Der var faktisk mange dyr vi ikke nåede at se i Zoo denne dag, bl.a. fordi vi prioriterede at bruge tid i Zoolab. Men fordi vi har årskort så gør det ikke så meget, for vi ved at vi altid kan komme tilbage og se resten (eller det samme) en anden dag.

Yderligere info

Zoologisk Have har åbent 365 dage om året, men i forskellige tidsrum. Om vinteren er åbningstiden kortere.

Zoos hjemmeside er superinformativ, og I kan finde det altid aktuelle program lige her. Det er en god ide at besøge hjemmesiden for at danne sige et overblik over hvad dagen kan indeholde af aktiviteter – der er i hvert fald rigeligt til at fylde en dag ud.

Transport og parkering: Zoos hjemmeside har en fin oversigt over transportmuligheder til og fra haven, hvad enten du kommer med bus, tog, metro eller er i bil. Tjek den ud lige her.

IMG_0999_2IMG_1015_2

IMG_1021_2

IMG_1023_2

IMG_1026_2IMG_1037_2_2IMG_1043_2IMG_1045_2IMG_1047IMG_1060IMG_1075_2IMG_1049_2

IMG_1093_2IMG_1109IMG_1112_2IMG_1117IMG_1127