Jordbærgrød – den vaskeægte smag af dansk sommer!

Det er længe siden mor har været i køkkenet i blog-sammenhæng – men i dag har jeg været der igen – inspireret af et Facebook-minde om en jordbærgrød jeg lavede for et par år siden – på 20 minutter!

Og da jeg for nylig havde været ude og plukke jordbær hos mine forældre stod jeg rent faktisk med nogle jordbær som skulle bruges – og så var det jo ganske nærliggende at forvandle dem til grød. Så det gjorde jeg. Men denne gang tog det altså lidt længere tid fra jeg startede til grøden var klar.

Ingredienser

800 gram røde, dejlige jordbær

400 gram sukker

2-3 tsk kartoffelmel og vand (til jævning)

Fremgangsmåde

IMG_2804Jordbærrene skylles og gøres klar, dvs. stilken fjernes og evt. bløde områder skæres fra. Jeg kan godt lide hele bær i min grød, så jeg skærer dem ikke i stykker eller skiver. Det kan man selvfølgelig gøre helt som man har lyst til – det ændrer ikke på fremgangsmåden i øvrigt.

IMG_2807Når bærrene er klar hældes de i gryden sammen med sukker og der tændes for blusset. Indtil sukkeret er smeltet må varmen ikke være for høj, da du så kan risikere at det hele brænder på.

IMG_2812Men når først der er godt med saft, skal grøden op og koge. Min jordbærgrød kogte lystigt i 5-7 minutter, sådan at bærrene er blevet bløde.

IMG_2811Når grøden er ved at have kogt færdig jævner jeg den med kartoffelmel blandet med vand. Mængden af jævning er en smagssag – nogle kan lide grøden tyk – andre vil have den tynd. Jo mere kartoffelmel man putter i, jo tykkere bliver grøden.

IMG_2814Grøden får et kort opkog når jævningen er kommet i, og bliver så hældt op i en skål.
Herefter drysser jeg et tyndt lag sukker på, det forhindrer jordbærgrøden i at trække skind. Når den er kølet af ryger den i køleskabet – og denne grød her skal jeg have med ud til mine forældre til dessert til den middag de har inviteret os på. Glæder mig allerede til at smage den.

Velbekomme!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *