Månedsarkiv: juli 2015

En lille hemmelighed i Køge – kom til tops i Køge Kirkes tårn!

Eftermiddagens eventyr havde stået meget højt på vores to-do liste siden vi fandt ud af at det kunne lade sig gøre. Vi oplevede nemlig endnu en ny vinkel på Køge. Hvor vores kanotur viste byen lidt fra neden bød dette eventyr på at se byen fra oven. Jeg har ikke tidligere været bekendt med muligheden for at se Køge oppefra, men min research til blogindlægget om aktiviteter i Køge i sommerferien afslørede det.

Det jeg fandt frem til var, at man kan komme op i toppen af Køge Kirkes 42 meter høje tårn – dvs. – man kommer så “kun” derop til hvor klokkerne sidder, men dét er skam også noget af en tur opad. Det svarer til omkring samme højde som den hvorfra man skuer ud over København når man er i Rundetårn.

Vi vidste ikke hvor vi skulle henvende os for at komme op i tårnet, men tænkte, at selve kirken da nok var et godt bud – og ganske rigtigt – oppe foran i kirken var slået et lille bord op hvor to unge mænd sad – med et lille skilt der fortalte at en tårntur koster 10 kr for voksne og 5 kr for børn.

kirketaarn02Det viser sig, at en tur derop er guidet, så den ene unge mand sprang straks op og viste os vej hen til indgangsdøren til tårnet som er en lille-bitte rød dør – som jeg faktisk mange gange har tænkt på hvor fører hen. Nu ved vi det – den fører simpelthen op i tårnet.

kirketaarn_op1Bag døren åbenbarer sig den mindste, snoede stentrappe jeg længe har set – faktisk temmelig svært at tage billeder – for der er dunkelt og stejlt – og du vil gerne bruge dine hænder til at holde ved dine børn og det reb der er sat op som gelænder.

Vores guide fortalte at der er omkring 100 stentrin op, hvorefter der så er omkring 30 trin yderligere på en trætrappe. Jeg syntes bestemt der var flere end de 100 trin, men jeg havde ikke lige åndsnærværelse nok til at tælle efter. kirketaarn07Da stentrappen var forceret kom vi op på første “dæk” hvor urværket er placeret. Det går som et gammel bornholmerur med lodder der vha. tyngdekraften trækkes mod jorden. kirketaarn06Når lodderne er langt nok nede, skal de trækkes op igen. Nu til dags foregår det ved hjælp af en maskine – men i gamle dage var det klokkeren der måtte slide i det. Og slide i det må han have gjort, for de lodder så godt nok tunge ud! Bemærk den solide træstruktur!

kirketaarn08Efter at have beundret urværket lidt, fortsatte vi op ad endnu en stejl trappe indtil vi kom så højt op som turen gik. Nu var vi kommet op til der hvor klokkerne sidder, og rent faktisk nærmede klokken sig kvart i, og da der er kvartersslag ville vi komme til at høre de små klokker kime. kirketaarn18Både L og V blev med det samme nervøse for lyden og begyndte at holde sig for ørerne selvom der var 10 minutter til… Der er temmelig mørkt oppe i kirketårnet, så det hjalp gevaldigt på lyset da vi fik åbnet for skodderne for vinduerne – lyset strømmede ind – og vi fik en mere end betagende udsigt over Køge – mod alle fire verdenshjørner. Kigger man mod øst kan man – i klart vejr – se Øresundsbroen. Det var desværre ikke så klart denne dag, så vi måtte nøjes med at kunne skimte Avedøreværket – men det ligger nu også en sjat kilometer væk.

udsigtDet er en fin oplevelse sådan at se sin by fra oven – at kunne “lure” ned i de små hyggelige gårde, og se hvordan Køge er bygget op.

kirketaarn10Da klokken var .44 sagde guiden at der var et minut til klokkerne ringede, og straks skulle vi holde børnene for ørerne. Guiden selv holdt sig for ørerne, men da der ikke var nogen til at holde Claus og jeg for ørerne håbede vi at det ikke var så højt… og det var det absolut heller ikke. Der slås lige to små slag til at markere kvarteret. For nu at sige det mildt var der efterfølgende nærmest panik på hos børnene hvis klokken skulle nå at blive hel, og de dermed skulle stå oppe i tårnet og høre den store klokke ringe…

kirketaarn21 kirketaarn22Men, efter kvarterslaget gik vi ned igen – først baglæns ad den stejle trætrappe, og så forlæns ad stentrappen, med et fast greb i Vitus med den ene hånd og et fast greb i gelænder-tovet med den anden. Alle nåede helskindede ned igen, og ude i det fri – i sikker afstand fra klokkerne – ville begge børn gerne høre klokkerne ringe. kirketaarn29Så vi tog plads – og kunne – lige efter hel-slaget – se to personer dukker op i vinduerne. Så det er altså muligt at være deroppe også når den store klokke ringer – det må vi prøve en anden gang.

Besøget tager i alt ca. 20-25 minutter, så det er muligt at klemme det ind mellem øvrige gøremål i byen hvis man nu alligevel er af sted. Og det synes jeg bestemt man skulle gøre! Det bedste er at opdage de små eventyr som ligger lige for næsen af en – og en tur op i Køge Kirkes tårn er lige præcis et sådant.

Yderligere oplysninger

Kirketårnet er åbnet for besøgende mellem 12 og 16, mandag til fredag i skolernes sommerferie.

Pris: 10 kr. for voskne, 5 kr. for børn

Sko der sidder godt fast på fødderne er en fordel – trappetrinene er smalle og stejle.

kirketaarn09

Man kan komme endnu højere op – men dette er ikke for besøgende i kirken.

kirketaarn24

Dette er døren der fører ind til tårnet – så lille at man som voksen skal bukke sig for at komme ind.

kirketaarn03

Man kan hurtigt se ud af tårnet og ned på omgivelserne. Her ser vi i retning mod biblioteket.

kirketaarn26 kirketaarn14 kirketaarn05 kirketaarn13

 

Frozen Summer Fun – med Prinsesse Anna og Dronning Elsa i Disneyland Paris

Begge vores børn er meget begejstrede for det univers Disney har skabt med sin fantastiske tegnefilm Frozen. Der bliver sunget, danset og klædt ud til den helt store guldmedalje herhjemme – og en ægte Elsa-kjole har meget længe stået absolut højest på vores 6-årige datters ønskeseddel. En sommerferie, som egentlig skulle foregå i Danmark, blev derfor ændret til eventyr i Disneyland Paris, idet de i år, helt frem til 13. september, kører temaet Frozen Summer Fun.

IMG_3374Her på kanten til august kan I derfor sagtens nå at planlægge en tur til Disneyland Paris hvis I (blandt andet) også har lyst til at opleve magien omkring Elsa, Anna, Olaf og Kristoffer.

Frozen Summer Fun

Frozen Summer Fun består af en Frozen sing-along forestilling, en Frozen markedsplads, Elsa og Anna i hestetrukket karet gennem parken samt et for-show til Disney Dreams. Da denne særudstilling nærmest var hele årsagen til at vi tog til Disneyland Paris oplevede vi selvfølgelig det hele!

Frozen sing-along

DSC_0100I Frontierland ligger Chaparral Theater, som er blevet omdannet til det smukkeste Frozen-vinterlandskab. Der er plads til flere tusind mennesker – og køen til en af de 12 forestillinger er enorm. Der er 6 engelsk-sprogede og 6 fransk-sprogede optrædender om dagen i højsæsonen! IMG_3336Da Linea samme dag var Prinsesse for en dag – udklædt som Elsa, naturligvis, (mere herom i et andet indlæg på bloggen) havde vi fået en specialbillet som gjorde, at vi kunne gå uden om HELE køen og komme allerførst ind i den kæmpe hal. Super oplevelse at springe køen over og selv kunne vælge sine sæder!

 

Showet var et rigtig sing-along show og der blev skrålet med på alle sangene. Lang de fleste af de meget populære sange blev fremført, af både Prinsesse Anna, Olaf og Elsa – godt krydret med dansere og kor i virkelig flotte kostumer. Finalen skal jeg naturligvis ikke afsløre her, men som Frozen-fan bliver man ikke skuffet. DSC_0125Både Linea og Vitus sad som forstenede under hele forestillingen og fortrak stort set ikke en mine – ligesom de overhovedet ikke sang med, selvom de stort set kan alle teksterne. Da showet var slut og der var gået lidt tid, fortalte de dog at showet havde været rigtig godt og at de gerne ville se det igen. Uden for hallen var der bygget en Frozen-markedsplads hvor man kunne købe Frozen-relaterede souveniers, samt få taget et billede i Kristoffers kane. Det var også muligt at købe Olaf-is, Olaf-muffins og andet i den dur. Desværre var vi ikke sultne da vi var der, så det fik vi ikke lige smagt på.

TIP! Selvom køen er lang kan der være enormt mange mennesker i hallen, så vi oplevede at køen udenfor blev tømt før showstart og at der efterfølgende bare kom folk ind “fra gaden”. Så hvis man ikke orker at stå i kø og ikke har noget imod at sidde bagerst, kan man sagtens komme 5-10 minutter før start og formentlig gå lige ind.

DSC_0139

Anna og Elsas karettur

Tre gange om dagen kører Elsa og Anna alene gennem parken i en fin karet trukket af to heste. Den allerførste dag i parken så vi optoget på lang afstand, men søndag aften var vi bedre forberedt og Linea havde endda iklædt sig Elsa-kjolen. DSC_0310Til dette optog er det ikke på samme måde nødvendigt at stille sig op i meget god tid, men vi havde alligevel placeret os strategisk nok til at kunne komme i forreste linie når vognen kørte forbi. DSC_0312Og glad var Linea da Elsa fra vognen fik øje på hende og vinkede og smilede direkte til hende.

Disney Dreams for-show

IMG_3583For-showet til Disney Dreams er et Frozen-baseret lys- og billedshow fremført til tonerne af Let it go i instrumentalversion. Det kommer ca. et kvarter før selve Disney Dreams og varer omkring 5 minutter. Og det er bare dødflot!

Yderligere oplysninger

For show-tider til Frozen sing-along og Anna og Elsas karettur kan I tjekke programmet som opdateres omtrent på ugebasis. Der ligger også trykte programmer ved indgangen til parken – husk at tage et eksemplar.

landskab IMG_3342 DSC_0134 DSC_0130 DSC_0139 DSC_0134 DSC_0110 IMG_3577 IMG_3578 DSC_0310

 

Cirkus Summarum – tips og tricks til en skøn dag

Vi har netop været afsted til vores tredje Cirkus Summarum-forestilling og det var som altid en super oplevelse. Stemningen på pladsen er god, for alle er forventningsfulde og glæder sig til forestillingen. Efter at have været af sted nu for tredje gang tegner der sig et mønster i forhold til valg af forestilling, hvad man kan tage med osv. Det har jeg samlet i en lille Cirkus Summarum-guide. I forhold til valg af forestilling er det nok for sent at gøre sig overvejelser i år – men så kan man jo tænke over næste års besøg.

Hvilken forestilling skal man se?

I weekenden er der to forestillinger, en kl 11 og en kl 15 og på hverdage er der en forestilling kl 17, men tjek programmet for nøjagtige tidspunkter. Efter vores første Cirkus Summarum-tur hvor vi så forestillingen kl 15, og missede alle de ting man kunne lave på pladsen, har vi de to sidste gange taget forestillingen kl 11. Det har givet tid til at bruge alle cirkuspladsens aktiviteter både før og efter forestillingen, og det virker superfint for vores familie.

Hvad skal man tage med?

Det er muligt at få både mad og drikkevarer på cirkuspladsen, og jeg synes bestemt ikke det er dyrt. F.eks. kan man købe 1/2 l vand for 15 kr – eller to stk. for 20 kr. Derudover kan man købe god kaffe (lidt dyr, men dog pengene værd), lækre sandwich eller franske hot doga.

Vi tager faktisk altid madpakke med, for det synes børnene er hyggeligt, og så køber vi kaffe, is og popcorn som en del af cirkusoplevelsen. Der er masser af steder hvor man kan spise sin medbragte mad – enten ved borde og bænke – eller på jorden på et medbragt tæppe.

Vær opmærksom på at der – selvom det er skyet udenfor – bliver endog meget varmt i teltet. Så husk at tage masser af vand med. I løbet af forestillingen kan der forekomme høje og pludselige lyde – så det kan være en god ide at medbringe høreværn hvis ens børn kan have det svært med høje, pludselige lyde. Vores yngste har det sådan, og vi har med stor succes brugt høreværn til ham. Han tager det gerne på lang tid i forvejen hvilket så selvfølgelig gør det lidt svært at kommunikere…

Popcorn

popcornIngen cirkusforestilling uden popcorn – og selvfølgelig heller ingen Cirkus Summarum uden popcorn. De fås i en størrelse til 25 kr. og der er to måder at få dem på. Ved betaling ved udleveringen – og dermed lang kø – eller – den smarte metode: Køb af popcornbilletter! Med dem i hånden sikrer du nemlig at du kan vælge den hurtige popcornkø hvor du bare bytter en popcornbillet for en bøtte med popcorn. Det går superhurtigt. Vær dog opmærksom på, at hvis du ikke skal have popcorn så behøver du ikke stå i kø i popcorn-køen for at komme ind i cirkusteltet når forestillingen skal til at starte. Det gav en del forvirring i dag, hvor folk som ikke skulle have popcorn stod i popcorn-køen for at komme ind i teltet.

Hvad kan man lave på cirkuspladsen?

Cirkuspladsen tilbyder et væld af aktiviteter som frit kan benyttes både før og efter forestillingen (hvis man tager den tidlige forestilling).

Hoppeborg

hoppeborg

Vi ankom en times tid før vores forestilling kl. 11, så der var god tid til at prøve de populære aktiviteter som f.eks. hoppeborgen, hvor der altid er en del kø. Det foregår i et fint kø-system hvor en Cirkus Summarum frivillig lukker et bestemt antal børn ind, som så får omkring 5-7 minutters legetid. Så skifter man ud, og nye børn kommer ind.

Giffelpyntning

gifler

Efter det prøvede vi en ny aktivitet som ikke har været der de andre år – nemlig giffel-udsmykning. Man købte fire gifler for 15 kr, og så var der et fint lille bord hvor der var forskellig slags glasur og krymmel så man virkelig kunne give den gas og lave nogle anderledes gifler. Stort hit hos begge børn hos os!

Karrussel

IMG_3049En klassisk gammel karrussel er der også mulighed for at prøve – og hvis man sidder i kørestol er der også en særlig bil til kørestolsbrugere – så ingen bliver snydt for en tur. Turen er ret kort og køen temmelig lang, men børnene synes det er fedt – og så er alt jo godt.

Udklædning

udklædningSom altid er der mulighed for at klæde sig ud. Vi har prøvet fine prinsessekjoler, Hr. Skæg og Motormille-kostumer var der sidste år – og i år var det så muligt at prøve børnedansernes kostumer fra sidste års forestilling. Dét var noget der faldt i god jord hos vores ældste som fik prøvet kæmpe sommerfuglevinger og et sjovt kuglekostume. Kostumerne er placeret i forteltet til cirkusteltet

Musikhjørnet

Et lille hjørne er sat af til nogle percussion-instrumenter så man kan få udlevet sin indre musikerdrøm. Musikhjørnet er placeret i forteltet til cirkusteltet

Monster Buster

monsterbusterHvis du har noget du er bange for, så er der nu mulighed for at “få det sat i fængsel”. Det gøres i Monster Buster-hjørnet, hvor du kan tegne den ting du er bange for – eller bare tegne et monster – pynte det efter alle kunstens regler – hvorefter det blev sat i fængsel. Fængslet er et dobbelt stykke sort karton hvor forsiden har “tremmer”. Når man afleverer sin tegning og putter den i fængsel får man en Monster Buster badge til at sætte på tøjet. Denne aktivitet var meget populær da vi besøgte pladsen. Monster Buster er placeret i forteltet til cirkusteltet.

Forældredysten

Som noget nyt i år er der opstillet en forhindringsbane hvor forældrene kan dyste mod hinanden i f.eks. balancegang og andre aktiviteter i den dur.

Historiefortælling

I et hjørne af pladsen – væk fra de andre aktiviteter – er der sat en masse bænke op, og så sidder der en og fortæller historier. En dejlig, rolig aktivitet hvis man lige har brug for et pusterum.

Yderligere oplysninger

Kig på Cirkus Summarums hjemmeside for flere oplysninger og information om forestillingerne.

IMG_2835 IMG_2816 IMG_2818 IMG_3056IMG_3059

 

 

Jordbærgrød – den vaskeægte smag af dansk sommer!

Det er længe siden mor har været i køkkenet i blog-sammenhæng – men i dag har jeg været der igen – inspireret af et Facebook-minde om en jordbærgrød jeg lavede for et par år siden – på 20 minutter!

Og da jeg for nylig havde været ude og plukke jordbær hos mine forældre stod jeg rent faktisk med nogle jordbær som skulle bruges – og så var det jo ganske nærliggende at forvandle dem til grød. Så det gjorde jeg. Men denne gang tog det altså lidt længere tid fra jeg startede til grøden var klar.

Ingredienser

800 gram røde, dejlige jordbær

400 gram sukker

2-3 tsk kartoffelmel og vand (til jævning)

Fremgangsmåde

IMG_2804Jordbærrene skylles og gøres klar, dvs. stilken fjernes og evt. bløde områder skæres fra. Jeg kan godt lide hele bær i min grød, så jeg skærer dem ikke i stykker eller skiver. Det kan man selvfølgelig gøre helt som man har lyst til – det ændrer ikke på fremgangsmåden i øvrigt.

IMG_2807Når bærrene er klar hældes de i gryden sammen med sukker og der tændes for blusset. Indtil sukkeret er smeltet må varmen ikke være for høj, da du så kan risikere at det hele brænder på.

IMG_2812Men når først der er godt med saft, skal grøden op og koge. Min jordbærgrød kogte lystigt i 5-7 minutter, sådan at bærrene er blevet bløde.

IMG_2811Når grøden er ved at have kogt færdig jævner jeg den med kartoffelmel blandet med vand. Mængden af jævning er en smagssag – nogle kan lide grøden tyk – andre vil have den tynd. Jo mere kartoffelmel man putter i, jo tykkere bliver grøden.

IMG_2814Grøden får et kort opkog når jævningen er kommet i, og bliver så hældt op i en skål.
Herefter drysser jeg et tyndt lag sukker på, det forhindrer jordbærgrøden i at trække skind. Når den er kølet af ryger den i køleskabet – og denne grød her skal jeg have med ud til mine forældre til dessert til den middag de har inviteret os på. Glæder mig allerede til at smage den.

Velbekomme!

Indianerfest på legepladsen – børnefødselsdag for 6-årige piger

For nylig fyldte vores datter 6 år, og som sin lillebror ville hun gerne holde en børnefødselsdag. Hun ville gerne invitere alle pigerne fra sin klasse, så vi skulle finde et tema som en ordentlig flok piger ville synes var sjovt at beskæftige sig med. Vi fandt på at holde en indianerfest, for der findes mange sjove aktiviteter som let kan gøres indianer-agtige. Vi håbede på godt vejr, for fødselsdagen skulle foregå udendørs på den lille legeplads som ligger lige for enden af vores vej.

Invitation

Screen Shot 2015-07-02 at 23.06.29Målet med invitationen skulle være at alle umiddelbart kunne se hvad festen gik ud på, så det er billedet der fylder noget på invitationen. Her har vi bare taget et almindelig Word-dokument, sat et billede på med høj opløsning så det kunne tåle at blive blæst op, og så fandt vi nogle indianertegninger og -billeder på nettet så vi kunne vise nogle af de aktiviteter vi havde i ærmet til dagen.

Aktiviteter

Efter gaveoppakningen (læs hvordan vi greb det an nedenfor) satte vi scenen til indianerfesten – også selvom nogle af gæsterne havde været totalt forudseende og hjemmefra havde iklædt sig de flotteste indianerfjerdragter og kostumer – så var det først børnene skulle at forvandle sig selv til indianere.

Forvandling til indianer

Da der var 14 børn delte vi dem ind i to grupper, således at den ene gruppe lavede en hovedbklædning mens den anden gruppe malede hinanden i ansigtet to og to. Bagefter byttede de. IMG_2562Til hovedbeklædningen havde jeg fundet en rulle bølgepap med en højde på 5,5 cm – og hele 70 meter lang! Så jeg tror at jeg har bølgepap nok til de næste 50 indianerfester!

IMG_2591

Børnene var rigtig kreative og lavede mange fine pandebånd.

Dem der malede ansigter gik ikke så meget op i at det skulle ligne indianerudsmykning (altså skrå strege på kinderne). De gik mere op i at få malet hinanden så meget som muligt – så man kan vist roligt sige at det var krigsmaling til den helt store guldmedalje!

IMG_2583

Pølser over bål

Således udklædte og malede gik vi videre til næste punkt, som var frokosten. Her skulle børnene lave pølser over bål, så vi havde rigget 14 bambuspinde med spyd til, og børnene fik hver et spyd med en pølse på. Og her kom en af udfordringerne! IMG_2595Det var rigtig svært at hjælpe 14 piger med at grille pølser over et vaskeægte levende bål når man kun var to voksne… Man har simpelthen ikke nok hænder. Men ungerne var heldigvis vilde med at lave deres egne pølser over bål og tog ventetiden i relativt stiv arm. Til pølserne havde jeg bagt et stort brød samt lavet agurke- og gullerodsstænger, og det forsvandt som dug for solen. Vi havde købt så mange pølser at der var to til hver, men anden batch blev lavet på en grillrist lagt ud i bålet således at pigerne kunne få anden portion samtidig. Det var en rigtig god ide med anden batch på den måde. Og når nu der var ild i bålet… ja… så kan man jo lige så godt også lige riste sig en skumfidus og lave en skumfidus sandwich til dessert, ikke…?

Sporfinding

Da indianerne havde fået fyldt maverne med mad var det tid til den næste aktivitet – nemlig sporfinding. Indianerer er jo supergode til at finde spor, så i det lille stykke skov der ligger ved “vores” legelplads, havde vi hængt små gule snore op i træer og buske.IMG_2608 Børnene blev så sendt ind i skoven for at finde snorene, og det fik de virkelig meget sjov ud af. De børn der ikke lige fandt en snor fik hængt snore op specifikt til sig mens de lukkede øjenene, så alle nåede at få følelsen af succes ved at finde en snor. IMG_2611Alle snore blev taget med ud fra skoven af børnene uden at vi behøvede at sige noget om det.

Dans om totempælen (stopdans)

En anden ting som indianerne gør er, at de danser rundt om deres totempæl – så det skulle de små indianerpiger selvfølgelig også gøre. Vi er så heldige at der på vores legeplads rent faktisk er noget der minder om en totempæl – så med en bærbar musikafspiller var scenen sat til stopdans. IMG_2613Så indianerpigerne hoppede rundt på skiftevis det ene, så det andet ben i ægte indianerstil. Det var tydeligt at jo længere tid der gik – og jo færre der var tilbage – jo mindre vild blev dansen fordi man bare IKKE ville ud af legen. Det endte faktisk med tre vindere, for hvis vi ikke havde stoppet legen var de nok hoppet rundt derhenne endndu!

Kagen

Efter min minevogns-fødselsdagskage af vandbakkelsesdej til vores søns fødselsdag havde jeg til denne fødselsdag kastet mig ud i hele to vandbakkelsesfødselsdagskager. Den ene formet som en tipi – den anden formet som en indianer. IMG_2565Fødselaren hjalp til i køkkenet med at pynte, og var meget betaget af mængden af slik der skulle til to kager. Fremgangsmåden for vandbakkelses-kagerne er, at jeg starter med at tegne mønsteret på de genstande jeg gerne vil bage, og efterfølgende sprøjter jeg vandbakkelsesdejen ud langs linierne. Husk at vende papiret om sådan at blyantstregerne er på bagsiden af papiret.

IMG_2560IMG_2561Som sidst oplevede jeg at dejen hævede rigtig meget – hvilket resulterede i at formen uden glasur og slik var lidt svær at genkende. Men med den rette pynt blev kagerne ganske fine.

IMG_2622Igen var oplevelsen at kagen var enormt populær – særlig glæde vækkede det at få at vide at man kunne få lige så mange stykker som man kunne spise (for jeg skar dem nemlig ganske småt ud). Og med kage boblende ud af de små indianerører sluttede indianerfesten på legepladsen for enden af vores vej.

Erfaringer og anbefalinger

Der var i alt 15 børn til vores datters fødselsdag, heraf var de 13 gæster. Med kun to voksne viste det sig at blive lidt af en udfording, særligt under frokost-seancen. Det er svært at hjælpe så mange børn på én gang med at riste pølser…! Derudover kunne vi have stået i den situation ikke at have været nok voksne til at gå på toilettet med børnene, hvis mere en én skulle af sted ad gangen. En anbefaling herfra skal lyde, at hvis man inviterer 13 6-årige piger hjem i sit hus til fødselsdag, så skal man være mindst tre og gerne fire forældre. På den måde er det mere overskueligt at dele børnene op i mindre grupper som der hver især er en voksen der holder lidt øje med og er klar til at hjælpe når behovet opstår.

Tips til gaveoppakning til børnefødselsdage

Min erfaring med børnefødselsdage er, at fødselsdagsbarnet bliver begravet i gaver som vedkommende umotiveret flår op uden at nå at se hvad der er i, før end den næste gæst har langet sin gave ind i armene på modtager. Det synes vi er synd for både giver og modtager, så vi har brugt forskellige fremgangsmåder ved årets to børnefødselsdage.

1. Den som flaskehalsen peger på…

Du skal bruge: 1 tom flaske, evt. 1 avis/måtte til at forhindre at flasken drejer rundt meget længe hvis man har et glat gulv.

Fremgangsmåde: Alle børn sidder i en rundkreds med deres egen pakke, og fødselsdagsbarnet drejer så en flaske rundt i midten af kredsen. Når flasken stopper, peger den på et barn, som så giver gaven til fødselsdagsbarnet som pakker op. Alle børn har nu mulighed for at se hvad gaven er, og der er kun en gave i spil ad gangen. Denne fremgangsmåde er god hvis man ikke er så mange børn (op til omkring 6 børn), for flasken kan både dreje meget længe rundt OG den kan lande på et barn som allerede har givet sin gave, hvorefter fødselaren skal dreje rundt igen.

2. Vendespils-metoden

Du skal bruge: Vendespilsbrikker der passer sammen 2 og 2  – et sæt pr. barn. En pose.

Forberedelse: Put den ene halvdel af vendespilsbrikkerne i en pose og giv til fødselsdagsbarnet. De andre brikker deles ud til gæsterne.

Fremgangsmåde: Alle børn sidder i en rundkreds med deres egen pakke. Fødselaren trækker nu en brik fra posen, og den gæst der har den samme brik må give fødselsdagsbarnet sin gave. Igen har alle børn mulighed for at følge med i oppakningen og se gaven. Denne fremgangsmåde er god til flere børn – vi brugte den på 14 gæster – og oppakningen gik i et godt tempo, uden jap.

For begge metoder gælder, at det sagtens kan være at gæsterne mister tålmodigheden under gaveudpakningen. Det var i hvert fald vores erfaring under vendespils-metoden, hvor  vi opdagede at det er længe at sidde at kigge på de andre børns gaver, hvis man har givet sin som en af de første.